Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

25. september 2000


Regeringen parat til indgreb efter et nej
*Regeringen er klar til et hurtigt økonomisk indgreb, hvis euro-afstemningen ender med et nej, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) vil nedsætte en gruppe af højtstående embedsmænd, som skal udarbejde et katalog over mulige indgreb.
»Det er fuldstændigt klart for mig, at et nej koster. Derfor må vi, i tilfælde af et nej, rebe sejlene og forhøje vores beredskab. Derfor skal vi have lavet et katalog over hurtige former for indgreb,« understreger statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Derudover skal der nedsættes en ’task force’ af ministre, som skal følge udviklingen på finansmarkederne tæt.

Danmark bruger mindst på pension
*Danmark er blandt de lande, der bruger færrest penge på pensionister i Europa, viser en rapport om pensionssystemer i EU. Rapporten, som først offentliggøres om nogle uger af EU-Kommissionen, sammenligner blandt andet, hvad hver enkelt land udbetaler til pensioner sammenholdt med landets bruttonationalprodukt (BNP). SF mener, at rapporten kan få betydning for afstemningen på torsdag og kræver, at den samlede rapport offentliggøres omgående.
Rapporten er bestilt af EU’s stats- og regeringsledere og viser ifølge Danmarks Radio, som har haft adgang til dele af rapporten, at Danmark ligger mærkbart under gennemsnittet i EU. I gennemsnit bruger EU-landene 12,4 procent af BNP på pensioner til ældre, mens Danmark ligger på 11,7 procent. Lande som Spanien, Portugal og Irland ligger lavere, mens blandt Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien ligger højere.
SF’s næstformand, Thorstein Theilgaard, siger til Ritzau, at han tvivler på rapportens konklusioner og at partiet vil kræve, at rapporten straks frigives.

Ritzau-journalist løsladt i Beograd
*Den danske journalist fra Ritzaus Bureau Finn Jørgensen blev sent lørdag løsladt, efter at han i 11 timer havde været tilbageholdt af myndighederne i den jugoslaviske hovedstad, Beograd.
Den 44-årige journalist blev sammen med en canadisk kollega lørdag eftermiddag fremstillet for en dommer, som idømte begge en bøde på hver 3.200 dinarer (ca. 400 kr.) – angiveligt fordi de ikke havde de fornødne tilladelser til at arbejde som journalister i Jugoslavien, hvor der søndag er præsident- og parlamentsvalg.
Tilbageholdelsen af Finn Jørgensen og den canadiske journalist Allen Freeman kom, efter at myndighederne fredag udviste 20 andre vestlige journalister. Der menes kun at være få vestlige journalister tilbage i Beograd til at rapportere om søndagens valg, hvor meningsmålinger på forhånd har sagt, at præsident Slobodan Milosevic risikerer at tabe til oppositionskandidaten Vojilsav Kostunica.

Psykologisk spil om vinterens oliepriser
*Prisen på råolie vil sandsynligvis falde som følge af USA’s beslutning om at pumpe 30 mio. tønder olie fra de strategiske lagre ud på markedet. Informationschef Kai Nielsen, Statoil, gætter på, at prisen fra mandag vil falde fra 32 til godt 30 dollar pr. tønde, men han understreger, at der er mange jokere i det internationale spil om råolieprisen.
»Den psykologiske virkning er størst. På oliemarkedet handler det meget om, hvad markedet forventer, og det, at USA nu viser vilje til at gøre noget for at redde vinteren allerede nu, vil få en virkning. Nogle gange skal der ikke meget til for at få prisen til at hoppe et par dollar op og ned,« siger Kai Nielsen.
Omvendt skal der ifølge Kai Nielsen heller ikke meget til for at skabe alvorlig uro på oliemarkedet. Produktionen af råolie kører stort set på fuld kraft, og Saudi-Arabien er det eneste land, der med kort varsel kan øge produktionen. Saudi-Arabien kan dog knapt øge produktionen med den mængde, der kunne komme til at mangle, hvis Saddam Hussein i Irak blev sur og indstillede olieeksporten i en periode.

DI vil have engelsk fra første klasse
*Eleverne i folkeskolen skal have engelsk fra første klasse, fremgår det af et forslag fra Dansk Industri (DI), gengivet i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag. I dag lærer de det fra fjerde klasse. Samtidig skal de danske skoler i langt højere grad sammenlignes med grundskoler i udlandet.
Forslaget indgår i et nyt uddannelsespolitisk oplæg fra industrien, der offentliggøres på tirsdag. Ifølge DI har Danmark behov for et gigantisk uddannelsesløft, hvis de danske virksomheder skal klare konkurrencen med udlandet de kommende år.
I notatet ’Slip talenterne løs – et fælles kompetenceløft’ anbefaler DI, at det danske uddannelsessystem igen satser på eliten og giver flere muligheder for de særlige talenter på alle niveauer i uddannelsessystemet.
Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) kalder det rosværdigt, at DI kræver et gigantisk løft til uddannelsesområdet. Men samtidig vogter hun over, at skolen ikke bliver spændt for industriens eller andre interesseorganisationers vogn.
»Skolen har ret til at være et dannelsesrum for eleverne. Industrien vil selvfølgelig gerne have velkvalificeret arbejdskraft, men skolen skal også lære børnene at blive borgere, og den interesse tror jeg ikke, industrien varetager,« siger Margrethe Vestager til Ritzau.

G7 vil vogte svag euro
*I et kommuniké, der blev offentliggjort i Prag lørdag, lovede verdens førende industrilande, G7-landene, at de fortsat vil holde øje med valutamarkederne efter fredagens intervention som forsvar for den svækkede euro, og at de ville samarbejde yderligere om nødvendigt.
Samtidig hed det, at vækstprognoserne og udsigterne for verdensøkonomien i de seneste måneder er forbedret, og at der synes at være en mere afbalanceret og vedvarende vækst i de syv økonomier.

Bilbombe i Århus måske narko-opgør
*Den 38-årige Henrik Nielsen, der lørdag blev udsat for et voldsomt bilbombe-attentat i Århus, var søndag eftermiddag stadig i kritisk tilstand. Politiet havde på det tidspunkt endnu ikke haft mulighed for at afhøre offeret.
Bomben eksploderede lørdag ved middagstid under den 38-åriges Mercedes 420 af ældre årgang. Det skete på et parkeringsdæk i hotel Atlantic i Århus, hvor den 38-årige havde lejet en permanent parkeringsplads.
Henrik Nielsen blev i 1997 dømt i en større hashsag, og bl.a. derfor vil politiet ikke udelukke, at der kan være tale om et opgør i narkokredse.
»Vi efterforsker i alle retninger og vil ikke udelukke noget. Men vi ved ikke noget konkret om motivet, ligesom vi ikke umiddelbart har nogen mistænkte i kikkerten,« siger kriminalpolitiet i Århus.

Pensionister og oliepriser skal redde Tony Blair
*Englands premierminister Tony Blair måtte i går love at gøre bedre pensioner til sin personlige topprioritet for at imødekomme en varslet demonstration i dag, mandag.
Søndagens Labour-konference havde til formål at vende partiets hidtil største nedtur i meningsmålingerne – de konservative fører med otte procent og står dermed til at vinde næste års parlamentsvalg.
Tony Blair kom også protester over de høje oliepriser i møde ved at medgive, at brænstof »er meget dyrt« og at regeringen vil forsøge at få priserne ned.
Imod sig havde premierministeren ud over anklager om svindel i forbindelse med massive donationer fra Formel 1-bossen Bernie Ecclestone, problemet med den pengeslugende Millenium Dome i det sydøstlige London, som en køber i sidste øjeblik ikke ville have alligevel. Senere på søndagen kom Tony Blair til på britisk tv at sige, at der ikke mandag ville komme nogen intervention i stil med den, G7-landene foretog i fredags for at redde euroen. Det fik den røde farve frem i ansigtet på de britiske embedsmænd, der fra et møde i Prag måtte rette premierministeren til at mene, at en eventuel intervention ikke ville blive forvarslet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu