Overflod og oprør

Mine søstre og jeg droppede vandondulationen og strutskørterne til fordel forcowboybukser og hængehår. P-pillen og den fri abort befriede os for angsten for at blive gravid – og medbragte stor forvirring

Det var på Vibevej, så jeg har været fem eller seks. Året var 61 eller 62. Min far slog min storesøster med en hårbørste, mens min lillesøster og jeg stod ude i gangen i nattøj og græd.
Den konkrete årsag til afstraffelsen var et par splinternye cowboybukser. Højmoderne for 15-årige piger som Iris, men uanstændige i de flestes øjne, herunder vores mors.
Kvinder var godt nok begyndt at gå i slacks i 50’erne – også min mor og faster Annie – og Wrangler havde lanceret en cowboybuks til kvinder med lynlås i venstre side. Uanstændigheden i Iris’ nyanskaffelse lå ganske enkelt i, at lynlåsen det år blev flyttet om foran som en gylp i mandebukser.
Kønsforskellene blev stadig skarpt markeret i klædedragten. Helt op i 60’erne blev mænd straffet med bøder for at bære kvindetøj offentligt. Transvestitternes udstilling af kønnet som rekvisitter i en kulturel maskarade krænkede velanstændigheden i en biologisk defineret verdensorden, hvor mænd og kvinder var polære modsætninger.
I fødselslægen Aksel Toftes bog Seksuel Hygiejne, som udkom sidste gang i 1957, kunne man læse, at »Som i legemsbygningen udvikler Kvinden sig ogsaa mindre i aandelig Henseende end Manden og er i flere Retninger beslægtet med Barnet.« Mens forstanden spillede den store rolle hos manden: »han higer efter at herske fremfor at tjene og er mere tilbøjelig til Brutalitet end Mildhed,« anså Tofte dog kvinden for manden overlegen på det intuitive område: »hun trøster hellere end hun revser, hun er mere indstillet paa at tjene end paa at herske.«
Som det havde været en revolution for mine bedstemødre at klippe håret kort og lade kjolesømmen krybe op over knæet, var det var en revolution for min mors generation, at kvinderne tog bukserne på. I 1967 rapporterede modebranchen, at kjolesalget var gået i bund. Bukserne havde taget føringen i kvinders klædeskabe – og betydningen af det ligger stadig gemt i sproget: Man ved nok, hvem der bestemmer i et ægteskab, når konen har bukserne på.

Episoden med hårbørsten var et af de opdragelsesestiltag, vores forældre fortrød mest. Under den gemte sig større konflikter. Vores mor, Lilly, fik Iris som ganske ung og ugift. Iris voksede op hos mormor og morfar i Hejnsvig i Jylland ind til hun kom på kant med morfar.
»Lige så glad han var for hende, da hun var mindre – da hun begyndte at gå med drenge, så kunne hun godt forsvinde,« fortalte Lilly Karen Syberg, som interviewede hende i begyndelsen af 1980’erne til politisk revys temanummer om enlige mødre.
Selvfølgelig gav det problemer pludselig at få en pubertetspige ind som fast familiemedlem. Familietraumet med hårbørsten ligger som undertekst i interviewet:
»Jeg er selv meget strengt opdraget, selvom jeg har forsøgt at sno mig udenom, men jeg ville godt prøve at gennemføre ’hertil og ikke længere’ overfor mine egne børn... Jeg ville ikke gå på kompromis og diskutere med hende om, hvad for noget tøj hun skulle have på, hvornår hun skulle være hjemme osv. Altsammen småting. Og hun ville have sin vilje igennem. Og så slog det selvfølgelig gnister. Men det var meget fordi, vi ikke kendte hinanden godt nok. Hendes lillesøster, der ellers er meget selvstændig, har jeg aldrig haft den slags problemer med. Vi kendte hinanden.«
»Nu i dag kan jeg ikke forstå, at jeg kunne se sådan på det. Jeg synes, at jeg var åndssvagt stædig,« sagde Lilly i 1983.
Mellem afstraffelsen og Lillys bagklogskab lå 20 års fri pædagogik, seksuel frigørelse og kvindekamp. Min storesøster, som er født i 1948, tog de største slagsmål med vores forældre om, hvordan den moderne kvindelighed skulle formes – jeg trillede ni år yngre efter i mere smult vande, som det nu en gang er små søskendes privilegium. Da jeg fik gode karakterer i anden real belønnede min far mig med en indkøbstur i Nyhavn efter sømandsbukser og en ternet skjorte – samt den første øl i faderligt selskab på et værtshus. Det var et ridderslag!
Min generation i familien er lutter søstre og kusiner. Vi blev efter vores forældres bedste evne opdraget til at være søde piger. Lærte tidligt, at skønhed og kvindelighed ikke kommer af sig selv, og led fuldstændigt frivilligt – man sover kun med curlers om natten før danseturneringer og afdansningsbal, fordi beundringen, der fulgte med krøllerne er lidelserne værd.
Men historiens hjul rullede hurtigt uden for Andersens og Jensens danseskole på Alhambravej og gjorde vandondulationer og strutskørter latterligt umoderne – hvad mine skolekammerater var de første til at gøre mig opmærksom på. Så efter en lille magtkamp med min mor indkøbte hun nye snitmønstre til lårkorte lige-op-og-ned kjolerog buksedragter.
På det tidspunkt var strømpebukserne heldigvis kommet i handlen, og vi slap for de irriterende hofteholdere til at holde uldstrømper oppe med om vinteren.
Jeg tilbragte det meste fritid med tre skoleveninder, vi lavede en klub og kaldte hinanden for drengenavne – jeg hed Hugo – dylonfarvede drengeundertrøjer snoet med elastikker på maven, så der bredte sig hvide spindelvævsmønstre på maven, gik i smalriflede fløjlswrangler og lod håret hænge frigjort fra sløjfer og spænder lige ned – i et ihærdigt forsøg på at ligne sangerinden Melanie, som drengene i klassen udviste svaghed for.
Et par stykker af os fik i 13-årsalderen lov til at tage på cykeltur og bo på vandrehjem. For mit vedkommende absolut kun fordi min fars minder om sin egen ungdoms cykel- og vandreture trumfede min mors nervøsitet.
Vi hørte Bob Dylan uden at forstå ret meget andet end, at der var noget stort på færde, som vores forældre ikke kendte til, lærte at spille Donovan på en af storesøstrenes guitar, skrev digte om kærlighed og imod krig, kyssede de første kys til Beatles hvide dobbeltalbum og spillede Simon og Garfunkels Bridge over Troubled Water og John Mayalls hidsende mundharmonika på de kasettebåndoptagere, vi fik i konfirmationsgave.
Verden udvidede sig hastigt, mens vi voksede op.
Den kom til os gennem fjernsynet, film, musik og fremmedartede mennesker. Woodstock brændte sig ind på nethinden, især Joe Cockers spasmatiske sangkraft og al nøgenheden, da jeg så den i Dagmar sammen med min storesøster og hendes kæreste Gregory, som var amerikaner og mulat. Det sidste var en voldsom udfordring for familietolerancen – men selv farmor Gudrun endte med at synes, han var sød.

Min venindeflok hørte til blandt klassens bedste hoveder, vi følte os stærke på en vild måde. Derfor fik jeg et chok, da amerikanerne tog det første på månen i 1969. Vi så det på sort-hvidt fjernsyn, og det var et eventyr helt i forlængelse af mine yndlingsbøger: Ivanhoe, De tre musketerer og En verdensomsejling under havet. Dagen efter forførte vi geografilæreren til at tale om månerejser i stedet for at høre os i lektierne. Med en 12-årigs undren spurgte jeg ham: »Hvorfor er der ingen kvindelige astonauter?« Så lagde han lagde cerutten i tavlens kridtrende, rømmede sig og sagde med alvor i stemmen: »Det er fordi kvinder har menstruation.«
Bang.
31 år senere kan jeg stadig mærke skammen stige op i kroppen – med en enkelt sætning satte han, min beundrede lærer, mig uden for den store spændende verden sammen med alle de andre piger, vores mødre, tanter og lærerinder. Jeg hævnede mig ved at glemme hans navn, men har ofte sendt ham en knytnæve i tankerne – så som da jeg løb et marathon i 1986. Med menstruation. Ha! Og så sent som i marts 2000 dukkede han op som argument ved redaktionsbordet på Information, da en mandlig kollega hævdede, at verden ikke er blevet bedre, fordi der er kommet en kvindelig nationalbankdirektør, en kvindelig økonomiminister og kvinder på andre magtfulde poster i samfundet. »De fører jo samme politik som mænd.«
Ja vist. Men derfor er verden nu alligevel blevet bedre for 12 års piger, som i dag har udkig til voksne kvinder, der har rokket alvorligt ved antagelserne om, hvilke grænser biologien sætter for kvinders livsudfoldelse.
Min geografilærer var faktisk en af de progressive lærere, som påtog sig opgaven med at give os seksualundervisning – før det blev lovbefalet pensum i 1971. Det år viste en Observa-undersøgelse, at folket ikke var enig med lovgiverne: Kun 35 procent var tilhængere af obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen, mens 41 procent var tilhængere af frivilig undervisning med ret til fritagelse, og 15 procent var modstandere af enhver form for seksualundervisning. De sidste ni procent mente ingenting.
Hjemme på vores reol stod Soyas 17 side om side med en tyk blå bog henvendt »til den unge mand« fra midten af 50’erne. Den førstes konkrete beskrivelser af de voksnes mærkelige liv, stod i skarp modsætning til den andens advarsler om onaniens skadelige virkninger, og en case-story om, hvad der kan ske, hvis brudgommen viser sig nøgen for sin uskyldige brud på bryllupsnatten. Denne brud styrtede sig i hotellets elevatorskakt.
Skolens undervisning var mere kontant forplantnings- og præventionsteknisk orienteret – kondomer, pesar og p-pillerne, der blev frigtivet i 1966 – men leveret indenfor rammen, at sex i virkeligheden hørte kærligheden og ægteskabet til. Lod vi piger os lokke, lå faren for at blive dømt som et ’forsuttet bolche’ lige for, sammen med faren for at blive gravid, naturligvis. Den angst forsvandt først med indførelsen af fri abort i 1973, da jeg gik i 1. g og havde prøvet den hemmelige tur hen til apoteket med et brunt uringlas.
Budskabet om den tætte sammenknytning mellem sex og kærlighed var faktisk i ret forvirrende modsætning til, at vi kunne gå ned ad Istedgade eller tage linie seks ind til Strøget og kigge på vinduerne i alle de pornobutikker, der skød op efter pornoens frigivelse. Eller orientere os i Ekstra Bladets sexbrevkasse, hvor Inge og Steen Hegler gjorde meget for at vriste lysten fri af skammens greb og udvide grænserne for det normale fra 1968-71. En imponerende indsats i folkeoplysningens tjeneste!

Underlægningsmusikken til 60’ernes seksuelle frigørelse var buldrende økonmisk fremgang, velfærdsstatens fremvækst og de gifte kvinders indtog på arbejdsmarkedet, selv om deres indtægt blev lagt oven i mandens og derfor hårdt beskattet. I 1960 blev to tredjedele af de gifte kvinder fuldtidsforsørget af deres mand – næsten 900.000, hvilket nogenlunde svarer til det antal personer, der er offentligt forsørgede i dag. I 1970 var flertallet af gifte kvinder lønarbejdere og da kildeskatteloven trådte i kraft samme år forsvandt skattelovens formuleringere om »familieoverhovedet« – men sambeskatningen af ægtefæller blev fastholdt som grundprincip. Først i 1982 blev skattelovgivningen indrettet kønsneutralt på den kendsgerning, at husmødre og eneforsørgende ægtemænd var en uddøende race.
Uddannelsesniveuet bevægede sig i samme hurtige takt. Fra 1960 til 1970 fordobledes antallet af studenter fra 7 til 14 procent af en årgang. De unge kvinder deltog i det akademiske boom. Her erfarede de, at den kvindelighed, deres mødre havde opdraget dem til, kom i konflikt med deres intellektuelle og jobmæssige ambitioner, og formede deres egen udgave af studenteroprøret. Til immatrikulationsftesten på Københavns Universitet erobrede Karen Syberg talerstolen på Frue Plads efter nærkamp med fem betjente, tog studenterhuen af, foldede et brudeslør ud og indledte en tale med »kære søstre, velkommen til mændenes bedste ægteskabsmarked«... og fortsatte: »Når I får børn er det dit skrivebord, der bliver forvandlet til puslebord.«
Karen Jespersen, nuværende indenrigsminister, snuppede talerstolen fra LO’s formand Thomas Nielsen og afbrød hans 1. maj-tale med en tale om ligeløn. En gruppe rødstrømper demonstrerede på Strøget med bh’er og hofteholdere uden på tøjet og skilte med tekster som ’mandens favn, kvindens havn’ og ’før var jeg intet, nu er jeg gift med chefen’ og ’det er så rart at støtte sig til den lille forskel.’ En anden strømpegruppe aktionerede ved at nægte at betale mere end 80 procent af billetprisen i busserne, før kvinder fik ligeløn.
Den blev indført som princip i det faglige system i 1973. Tre år senere blev loven ligeløn for kvinder og mænd, der udfører arbejde af samme værdi vedtaget af Folketinget.
Effekten har været begrænset. Forleden hørte jeg i radioavisen, at år 2000-gabet mellem kvinders og mænds løn stadig er 15-20 procent i det offentlige. Den ny lønstrukturs vægt på personlige tillæg har betydet, at gabet bliver større. Eksempelvis fordi typiske mandejob er belagt med smudstillæg for at få olie på fingrene, mens typiske kvindejob ikke udløser kvindejob for at få bæ på fingrene. Nej, kvinders færdigheder og kvalifikationer vurderes stadig ikke som lige så værdifulde som mænds.

Som et nyt frisind sivede 60’erne ind i vores familier, vi begyndte at bade fra nudiststranden i Tisvilde – og jeg tror, frihedsfølelsen blev næret lige meget af den nye bevægelsesfrihed, vi fik fra den dag, den brugte lyseblå Opel holdt nede på gaden, som af skiftet i synet på nøgenhed.
Som 15-årig udnyttede jeg den ændrede familiemoral til at supplere min fritidsindtægt som bagerjomfru med et modeljob som side 9-pige i Ekstra Bladet og folde-ud-pige i Rapport. 10-11 år efter hårbørstetraumet, med mine forældres fulde accept! Den voksede til stolthed, da jeg året senere vandt skønhedskonkurrencen »Miss Young International« i Tokyo og de første år på universitetet arbejdede sideløbende som model. At jeg tjente penge på mit udseende, svarede nogenlunde til, at naboens dreng havde haft gode fodbold- eller cykelben og tjent penge det.
Den største krise i vores barn-forældreforhold kom da også, da jeg som 20-årig stoppede modeljobbet, blev rødstrømpe og marxist, klippede mig korthåret, skiftede de høje hæle ud med træsko og det smarte tøj ud med en overall. Mine forældre følte, jeg forkastede deres værdier – og de havde ret.
Med nogle års forsinkelse gjorde jeg samme erfaring som de første rødstrømper – jeg kunne ikke få den kvindelighed, mine forældre havde opdraget mig i, til at hænge sammen med livet som studerende. Det var fuldt af opgør. Med en svigermor, der omsorgsfuldt prøvede at få mig til at forstå, at hjemmet var kvindens domæne, når jeg strejkede, og opvasken hobede sig op i mugbelagte bjerge. Med en anden svigermor, der syntes jeg skulle opgive det pjat med at læse, og i stedet arbejde og forsørge hendes søn indtil, han var færdig og kunne forsørge mig. Og familielægen, der prøvede at overtale mig til at tage en mere passende mellemlang uddannelse som sygeplejerske og socialrådgiver i stedet for den lange uddannelse på Statskundskab.
Nej, jeg var ikke kommet helskindet igennem studierne uden arbejdstøjet og det korte hår!

K

vindekampen fortsatte ad nye veje. Vold mod kvinder offentligt debatemne og i 1979 blev Grevinde Danners hus besat og det første kvindekrisecenter oprettet.
I 1980 blev der indført graviditetsorlov på fire uger før fødslen og barselsorlov 14 uger efter fødslen. Den blev forlænget til 24 uger i 1983 samtidig med, at mænd fik mulighed for at holde fædreorlov i forbindelse med fødslen og for at dele forældreorloven med moderen. Det er kun 17 år siden mænd blev fædre på arbejdsmarkedet!
I 1981 blev navneloven kønsneutral, og derefter skulle kvinder bede om at få mandens navn, når de blev gift.
Samme år var der før første gang kvinder i samtlige kommunalbestyrelser efter kommunalvalget.
Søstrene, kusinerne og jeg selv er siden blev gift, fået børn og blevet skilt med nogenlunde samme frekvens som resten af Danmarks kvinder. Til forskel fra alle tidligere generationer er det ingen økonomisk eller social katastrofe at blive skilt eller være enlig mor. Vi tager det som en selvfølge, at vi skal forsørge os selv – og at staten forsørger os, hvis selvforsørgelsen glipper i perioder.
Det hele er gået meget hurtigt, siden vi blev opdraget til at være søde piger, hurtigere end følelserne helt har kunnet følge med til. Så der måtte komme et tilbageslag. Lægen, psykoterapeuten, brevkassereaktør og foredragsholder Jannie Helle udgav eksempelvis i 1998 bogen Gør dig fri kvinde, der blandt andet indeholdt et lille stykke knækprosa:

Kvinde, du er inderlighed i modtagelsen. Din sanselighed vækkes gennem det, der kommer til dig. Det kommer til din ro, din ro som kalder – uanset hvad. Til din stilhed, som er styrke.

Hun bruger ægget, der ligger i æggelederen og venter i ro og modtagelighed på sædcellen som billede på kvindeligheden – hvorefter hun retorisk spørger: Render ægget måske efter sæden? Og hun solgte godt på sit budskab om, at nutidens kvinder har det skidt, fordi kvindebevægelsen har manipuleret os til aggressivt og dominerende at forsøge at ligne mænd.
Tja... er der egentlig nogen forskel på Jannie Helle anno 1998 og Axel Tofte anno 1957?
Jeg er sikker på, at mine oldemødre vrisser ad hende fra deres himmel.

Slægtsled (IV)
Da mine søstre og jeg ryddede op efter min mors liv sidste efterår, fortabte vi os i familiebilleder, breve og gamle dokumenter. Stumme vidnesbyrd om de enorme økonomiske og mentale skred, der er sket siden vores oldemor blev født i 1879. Men samtidig vidnesbyrd om, hvordan kvindeligheden og dens særlige konflikter er blevet skabt og båret videre fra den ene generation til den næste til nu – år 2000. De første artikler blev bragt den 11. og 18. og 25. august. Serien er hermed slutfris