Læsetid: 3 min.

Patos og psykologisk realisme

21. september 2000

Der er både fortællekraft og stilistisk tomgang i Morten Sabroes nye roman

Roman
Det er en sær bastard af en roman Morten Sabroe har skrevet. Akkurat som sin hovedperson bastarden Arthur. Avlet af en spansk tyreopdrættersøn med frustrerede litterære ambitioner og en 14 årig dansk provinspige på en pløjemark i Mols Bjerge i en hørm af stegt flæsk og persillesovs.
Det kræver stort litterært vovemod at kaste sig ud i den slags fortællinger, der er gennemsyret af ubændig patos, et skæbnedrama med arkaisk mytologiske overtoner. Et moderne psykologisk ødipusdrama henlagt til den danske provins. Det kræver en balancegang, at få den slags historier til at gå hjem, og det kræver et umådelig litterært overskud at få det hele gjort stilistisk overbevisende.

Psykologisk realisme
Men det drama, der i første omgang er iscenesat med de store patetiske armbevægelser, skrives langsomt ind i en mere traditionel dansk dannelsesroman. Fortællingen om det fremmedartede barn Arthur, der vokser op hos den foretagsomme tømrermester Kristian og hans kone Helle.
Men fremmedfølelsen, de natlige angstanfald og en sær følen sig forbundet med døden og de mørke magter plager ham.
Arthur er en sammensat karakter, er samtidig et frygtløst barn, besat af en næsten dæmonisk vilje og stædighed, en sårbar forslugen livsappetit, en til tider hæmningsløs foragt for andre mennesker, og med store drømme om den endegyldige erobring, drømmen om at overvinde den proletarisk stolte og troskyldige men brutalt egoistiske fader og vende hjem som erobreren af rummet, som den verdensberømte arkitekt.
Men Arthurs læreår og studier i København bliver en psykologisk nedtur. Ambitionerne visner med hans livsmod i storbyen, og han vender som det næsten er tradition i denne velkendte litterære skematik tilbage til provinsen, for så at arbejde på sin plads i faderens firma. Fortællingen om Arthurs opvækst og ungdom i den jyske provins op gennem 60’erne og 70’erne er en dramatisk psykologisk historie om drengestolte kampe med autoriteterne, om den store uovervindelige første kærlighed, jalousidramaerne og den sidste store, men også mytologisk skæbnesvangre kærlighed, da den næsten socialrealistiske fortælling bliver indhentet af det store patetiske drama og ender i mytologiske undergangsvisioner.
Denne del af romanen suger læseren til sig, lever af fortællingens og karakterens umiddelbare energi og dynamik.
Hele iscenesættelsen er på den ene side præget af en lokalgeografisk præcision og realisme, men er samtidig næsten helt løsnet fra enhver samtidsbeskrivelse. Her svæver historien lidt uforløst i sit eget fortællerum, fæstnes aldrig rigtig i tiden. Dette gøres ikke med et par lidt for firkantede henvisninger til en Beatlesplade og og en Stonesplade.

Det stilistiske overkill
Men historien står så at sige ikke alene. Den er indskrevet i en klassisk rammefortælling og med en stilistisk iscensættelse, der ikke overbeviser på samme måde som den centrale fortælling. De litterære sætstykker og lån er ofte tæt på pastichen. Det er en fortæller, som ofte blander sig, som i mange forbindelser overlader alt for lidt til sin læser, »…han går der med en vilje til magt, med et had der næsten er blindt.« Det er en fortæller, som ofte på gammeldags maner stikker frem med tunge retoriske spørgsmål, og som i mange af de beskrivelser, der fungerer som kapitelindledninger, og som skal bære tekstens mere melodramatiske dimensioner ofte i ligger snert op ad de triviallitterære klicheer: »For stjernerne lyste og glimtede. Hver og én syntes de at sige: Se mig, jeg er din ven, jeg lyser for dig på vej gennem mørket.«
Man kan selvfølgelig argumentere teknisk for denne fortællerstruktur udfra romanens rammestruktur, men resultatet er alligevel et sært modsætningsforhold mellem det socialpsykologiske og realistisk gennemskrevne drama og så et til tider temmelig markant melodramatisk stilistisk overkill. For denne læser er der ingen tvivl om, at romanen fungerer bedst i de lange passager, hvor den giver sig sin dramatiske historie i vold og glemmer den mere skæbnetunge melodramatiske iscenesættelse som skæbnefortælling.

*Morten Sabroe: Den spanske gæst. 368 s. 275 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu