Læsetid: 4 min.

Den poetiske euro

9. september 2000

STIKORD
I SIDSTE UGES Stikord bebrejdede jeg Jens Andersen, at han har indladt sig på at gennemskrive et antal af H.C. Andersens såkaldt »glemte eventyr« og dermed normalisere originaliteten i den særlige mundtlighed, der i mine ører ikke er sværere at forstå, end at også børn morer sig over den.
Synspunktet, at Andersen, altså H.C., ikke må røres, er vel for nogle at se lige lovlig fundamentalistisk, og det er jo ikke særlig lovligt i dag, hvor der er frit slag på klassikerne, for at de kan tage sig tidssvarende ud.
Gammel musik spilles på ny måde, af nye instrumenter, gammel dramatik iscenesættes, beskæres, omdigtes, romaner filmatiseres, myterne gendigtes på en med tidens tarv og vilkår stemmende bane. Det er spændende nok, men ind imellem må man rømme sig. Den slumrende indre kustode vågner op for at anholde i hvert fald dem, der maler billederne ensfarvede. Der skal stærke grunde til deres forehavende. Og jeg synes, der skal flere begrundelser til for at ændre Andersen, end Andersen har. Den gamle har stadig noget af det bedste sprog i disse riger.

HVAD NU, NÅR det drejer sig om oversættelse fra helt andre sprog. Det er egentlig sært at oversætte norsk litteratur til dansk. Det gøres. Med svensk er det en voksende nødvendighed, da vi fjerner os hurtigere fra hinanden end broer bygges. En del svensk poesi oversættes til dansk og taber i reglen derved. Det mindretal af læsere, som overhovedet beskæftiger sig med lyrik, er i forvejen så fanatiske, at de vel kunne danne sig en indre bro til nabosproget.
Når gendigtning – eller tolkning, som svenskerne kalder det – alligevel skal forsøges, er det for den berigelse, som selve transformeringen kan give det danske sprog. Det kan endda forekomme, at oversættelsen forstærker et digts oprindelige kvalitet, som tilfældet er med Sophus Claussens fordanskning af Shelleys »Den følende blomst«. Den er så god, at hans version burde oversættes tilbage til engelsk.
SAMME CLAUSSEN berømmes for sine ganske vist få oversættelser af Baudelaires digte. Bare syv stykker fra Les Fleurs du Mal. Gode at læse som sjældne digte i egen ret.
Hvor forskelligt samme digt kan komme til at tage sig ud i ovrsættelse, kan let demonstreres i Baudelaires tilfælde, eftersom han udfordrer de stærkeste rimsmede med sine farlige drømme og dufte, som nu med Parfum exotique, et digt, danskerne gennem hundrede år har prøvet kræfter på, Kai Hoffmann (1899), Sigurd Swane (1921) og Peter Poulsen (1997).
Quand, les deux yeux
fermé, en un soir chaud
d’automne... lyder første
linjes mærkbare musik som optakt til en stund ved kvindens bryst, der fører ham til drømmens fjerne kyster, hvor skibe vugger i strømme af duft fra grønne tamarindetræer, der blander sig
i sjælen med søfolkenes sang.
Dér kan den danske udlængsels fine erotisme være med i al sin variation. Det eneste rigtig fælles mellem de tre og den franske original er såmænd indledningsordet, quand, »når«.

HOFFMANN går tæt på
alene ved at kalde sin digtsamling, hvor det er optaget blandt hans egne digte, for Liljer i Mørket. Han indleder:
Naar jeg tavs, med lukkede Øjne en Høstkvæld, der gløder,
ånder Vellugten ind fra dit blodvarme Bryst...
mens Swane under fællestitlen Syndens Blomster får det til:
Naar ved dit varme Bryst i en høstlig Aftenrøde
med lukkede Øjne jeg aander ind din Duft...
Peter Poulsen strammer munden i sin gengivelse af Helvedblomsternes eksotiske duft med
Når med lukkede øjne en lun og høstlig kvæld
Jeg indsnuser duften af dine hede bryster...
Så kan det være svært nok at optere for den bedste, men i første omgang udgår den mellemste som den tungeste, mens de to poeter holder hinanden stangen, indtil valget falder på Poulsens hede bryster på grund af deres udstråling frem for Hoffmanns blodvarme bryst. Men der vil indgå mange flere komponenter i en nøjeregnende opgørelse.

DET ER ET sisyfosarbejde – og som sådant uafslutteligt, det som Swane og Poulsen har udført ved at tage hele turen gennem sprogblomsternes skønhedshelvede sammen med Baudelaires oprør mod traditionen, i traditionens egen bundne form med rim og det hele, rim, der råber til himlen fra afgrundens forfærdende fryd.
Der er ingen af de tre eller de øvrige, der har prøvet kræfter med Baudelaire – bl.a. Sophus Michaelis, Kai Friis Møller, Jørgen Sonne – som har overgået originalen, men de har stræbt efter at udvide det danske udtryksregister med sprogligt ekspressiv immigration i en fortættet poetisk betalingsbalance. En euro i højglans, som ikke er det samme som normaliseringens fællesmønt.
Det er det fornødne ved transformation, når det nu endelig skal være. Det skal det heldigvis ikke altid. Unødvendigt i tilfældet Andersen. Der er bid i den gamles biedermeier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu