Læsetid: 4 min.

Politisk usikkerhed i Peru

22. september 2000

Tegn på fortsatte magtkampe i hæren, mens Fujimori skifter kurs og bakker sin mystiske spionchef op

Her er intet sket. Det syntes at være budskabet fra Perus præsident Alberto Fujimori, da han onsdag aften lokal tid holdt en pressekonference i regeringspaladset i Lima. Det var som om, han få dage inden ikke havde kastet landet i dets værste politiske krise i årevis. Pressemødet var et tydeligt forsøg på at skabe ro, men det har virket modsat, fordi Fujimori afslog at træde tilbage straks og i stedet satte dato på sin tilbagetræden – den 28. juli 2001, præcis et år efter han blev genindsat i sit embede efter den tvivlsomme valgsejr i maj.
Han afviste klart dannelsen af et forretningsministerium til overgangsperioden og til at tage sig af organiseringen af det kommende valg. Desuden forsikrede han, at hans personlige rådgiver, den mystiske Vladimiro Montesinos – nøglepersonen i Perus politiske drama – ikke er anholdt på grund af afsløringen af, at han har bestukket en oppositionspolitiker med 15.000 dollar.

Montesinos får støtte
Montesinos befinder sig i Lima »med en smule større sikkerhedsforanstaltninger end dem ministrene har, for en person, der har bidraget enormt til pacificeringen af landet, risikerer at blive mål for Lysende Sti eller MRTA. Man må beskytte denne mand, der har begået fejl som ethvert menneske.« Fujimori refererer til, at Montesinos var arkitekten bag den terrorpolitik, der førte til nedkæmpelsen af først den maoistisk inspirerede terrorbevægelse Lysende Sti og derefter af den cubansk inspirerede MRTA.
Fujimoris udtalelser var en klar støtte til landets mest frygtede mand og et indirekte dementi af ministerpræsident Federico Salas-Guevaras meddelelse i søndags om, at den berygtede Nationale Efterretningstjeneste SIN, kendt som Fabrikken, som Montesinos skabte i begyndelsen af 90’erne og har gjort til en sand big brother institution, var opløst.
SIN er blevet brugt til at skabe en atmosfære af frygt og mistænksomhed ved at bestikke, afpresse, true, bortføre, torturere, bagvaske kritikere og modstandere af regeringen.
Det er stadig uklart, hvad der sker og vil ske. En tydeligt rystet Fujimori meddelte overraskende i lørdags, at han vil træde tilbage i utide og udskrive nyvalg, hvor han ikke selv genopstiller.
Årsagen var offentliggørelsen to dage tidligere af en video, der viser Montesinos overrække de 15.000 dollar til oppositionspolitikeren.
Nu er præsidenten tilsyneladende sit gamle jeg igen. Han lægger ligefrem op til, at han vil rejse landet tyndt i forbindelse med den kommende valgkamp for at støtte sin kandidat. Ifølge justitsminister Alberto Bustamante vil valget blive afholdt i marts 2001.
Den vigtigste oppositionsleder, økonomen Alejandro Toledo, kræver, at valget bliver afholdt om senest fire måneder.

Mystik
Men mystikken breder sig. Hvad er der sket i magttrekanten Fujimori-Monte-sinos-militæret? I weekenden virkede Fujimori politisk og personligt groggy. Montesinos var borte, og der gik rygter om alt fra, at han var arresteret af hæren til, at han var flygtet ud af landet. De fleste antagelser i Lima går på, at der foregår en magtkamp inden for hæren mellem den gruppe ledende officerer, Montesinos har sørget for at placere i toppen af det militære hierarki og andre officerer, som føler sig forbigået og som mener, at Montesinos og hans folk misbruger deres magt.
Antagelserne blev underbygget af ubekræftede forlydender om, at forskellige grupper højtstående officerer holdt samtidige møder for at tage stilling til Fujimoris erklæring og til Montesinos’ og SIN’s skæbne. Den formelle leder af SIN er en admiral, som adskillige gange er blevet kørt ud på et sidespor af Montesinos.
Efter et møde i hærstabens hovedkvarter, kendt som El Pentagonito, Det Lille Pentagon, så magtkampen i onsdags ud til at være blevet løst. De væbnede styrkers overkommando udsendte et kommuniké, hvoraf det fremgår, at de støtter Fujimoris beslutning om at udskrive valg i utide. Til gengæld er der ikke et ord om Montesinos og SIN.

Købte demonstranter
Selv om Fujimoris støtter har forsøgt at organisere demonstrationer til støtte for ham – blandt andet en noget mat demonstration foran præsidentpaladset onsdag aften med omkring 3.000 mennesker – er det tydeligt, at peruanerne er skeptiske og afventende. Demonstra-tionen i onsdags var i øvrigt en typisk demonstration til støtte for Fujimori. Den blev organiseret oppefra af folk tæt på regeringen. Demonstranterne blev hentet i slumkvarterne i Limas udkant i busser. Ifølge en af arrangørerne betalte de 2.000 soles (ca. 5.000 kr.) per busfuld demonstranter.
Ifølge de meningsmålinger, oppositionspressen har offentliggjort siden mandag, støtter et stort flertal af peruanerne afholdelsen af valg i utide. Ifølge en af målingerne går 85 procent ind for at Montesinos bliver retsforfulgt.
En af Perus førende politiske analytikere, Carlos Tapia, sagde i onsdags til radiostationen CPN, at de væbnede styrkers tandløse kommuniké, der nærmest svarer til tavshed og Fujimoris opbakning til Montesinos »får mig til at tro, at beslutningen om at opløse SIN ikke vil blive gennemført«.
Han mener desuden, at »der finder interne magtkampe sted, som forhindrer en løsning på krisen til fordel for en reel demokratisering«. Han pegede på, at der ikke er lagt op til, at Fujimori vil fjerne mange af de nøglepersoner, han har i statsapparatet. Meget kunne altså tyde på, at der fra Fujimoris side kan være tale om et forsøg på at tage brodden af den voldsomme indenlandske og udenlandske kritik efter det omstridte valg i foråret, og samtidig bevare grebet om magten.

Økonomiske problemer
Hvis den politiske situation ikke bliver afklaret snart, kan det påvirke Perus økonomi negativt på kortere og længere sigt. Det fremgår blandt andet af, at Standard & Poor’s, der fastsætter målene for et lands kreditværdighed og kreditrisiko, i onsdags nedgraderede Perus kreditværdighed med henvisning til »de nye politiske spændinger«. S&P’s påpeger desuden, at »den fortsatte politiske usikkerhed vil skade investeringerne, øge de finansielle omkostninger og svække økonomien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her