Læsetid: 6 min.

Polyfoni mellem himmel og jord

7. september 2000

Jeg kan godt ønske mig at være både en hel fuga og en enkel salme, siger debutanten Ursula Andkjær Olsen

Interview
Hun er netop stoppet efter fem år som musikanmelder på Berlingske Tidende, fordi hun skal se at blive færdig med sit universitetsspeciale om Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Og i tirsdags udkom hendes debutdigtsamling, Lulus sange og taler. Erik Skyum-Nielsen lovpriste i Information dens »viltre tungetale« og skrev, at debuten »ikke alene vidner om stilsans og sjældent talent, men også om noget så elementært som indsigt i menneskelivet.«
Musikken har længe spillet en hovedrolle for Ursula Andkjær Olsen. Digtsamlingen er ingen undtagelse. Hvor andre digtere henter inspiration i litteraturhistorien, er det i lige så høj grad komponistnavne og temaer fra musikkens verden, der refereres til hos hende. Information mødte hende for at spørge, hvorfor polyfonien – den »mangestemmigt grænsesprængende form,« som Erik Skyum-Nielsen skrev – spiller så stor en rolle i hendes debut.
– Lad os starte med det sted i begyndelsen af digtsamlingen, hvor du skriver om Schiller, at »Han ville ønske at skriften var lige så polyfon som musik.« Og så tilføjer du: »Jeg ville ønske jeg var en salme.«
»Schiller har faktisk skrevet et sted, at han ville ønske skriften var polyfon. Det synes jeg er meget interessant, for det er det samme jeg tilstræber: polyfoni. Og når så stemmen i digtet siger, at den ville ønske den var en salme, er det et udtryk for en vis vemodighed i en situation, hvor det hele er spredt og diffust – en dårlig polyfoni, der bare er et virvar. Så vil man hellere være en salme, altså en linje, der strækker sig hernede fra op til himlen, i stedet for et filter, der bevæger sig frit mellem himmel og jord.«
»Men overordnet set er det selvfølgelig netop det filter med de mange stemmer, jeg er ude efter at indfange, selvom det kan være besværligt. Filteret er sådan som verden er, og det er derfor jeg synes, jeg må skrive sådan. Jeg har tænkt meget over, om der findes en ’paradoksløs’ sjæl – hvis der gør, er den i hvert fald ikke min, og derfor kan jeg godt ønske mig at være både en hel fuga og blot en enkel salme.«

Det smukke virvar
– Har digtningen nogensinde været polyfon på samme måde som musikken?
»Det kan den selvfølgelig aldrig være, for man kan jo ikke læse flere linjer samtidig. Men den kan være polyfon på den måde, at der er stemmer, der afløser hinanden og skiftes til at tale. De bliver hængende i hovedet, og så har man en slags imaginær polyfoni. Og sådan er det også, når man går rundt i verden og tænker ’hvorfor sagde han dét, hvorfor sagde jeg dét, og hvem sagde dét der, jeg lige pludselig kan huske.’ Man har et virvar, der er smukt, men som også nogle gange er uoverskueligt. Det kan både være euforiserende og for meget.«
– Nogle mener så, at digtningens opgave er at rense ud i virvaret, destillere det og give det form. Men du foretrækker at mime virvarret som det er?
»Ja, men jeg stiliserer også. Det er jo ikke sådan, at digtsamlingen lyder på samme måde, som vi går rundt og taler. Det er formet og destilleret, blot ikke sådan, at det bliver til énstrengede, centrallyriske digte, men derimod sådan, at de forskellige stemmer bevares.«
– Polyfonien har også noget med sproget at gøre. Ofte tænker vi, at ligesom der er særlige sprog til filosofi og videnskab er der også et særligt sprog til poesien. Men du forsøger nærmest at få det hele med ind i bogen…
»Ja, det er en helt klar bestræbelse. Jeg vil helst ikke have, at der er noget, der lyder alt for ’digt-agtigt’. Det er jo en gammel ting efterhånden, at man mener sådan, men det er stadigvæk en vigtig bestræbelse. Der er nogle af mine venner, der siger ’digtning, det er ikke noget for mig’ – men hvorfor er det blevet sådan, at nogle synes, kunst er ’kunst-agtigt’, mens de godt kan lide Elton John? Jeg vil helst have, at min bog er morsom og tilgængelig og læselig for alle – og lærerig, selvfølgelig. Den skal ikke være en nydelse for nogle få udvalgte, som kan bekræfte sig selv i deres udvalgthed, mens jeg bekræfter mig selv i min udvalgthed.«
– Kunst uden kunstighed?
»Det kan man selvfølgelig ikke, kunstighed hører med til at være et menneske. Men jeg vil gerne nedbryde nogle grænser. Jeg tror heller ikke på, at der findes nogen, som er ’umusikalske’, bare fordi de har fået at vide derhjemme eller i skolen, at sådan er det – man skal i det hele taget ikke kategorisere sig selv som værende enten med eller imod bestemte kunstarter. Der er for den sags skyld også nogen der siger ’naturvidenskab, det kan jeg ikke forstå’ – det synes jeg da også er ærgerligt!«

Syllogismer eller kaos
– Noget af det mest karakteristiske ved samlingen er de stykker, der anlægger en filosofisk, småbelærende tone, men så begynder at krænge over, blive snakkende og ukontrollerbare og besynderlige …
»Der er f.eks. et stykke, der hedder ’elskerindens syllogismer’, hvor jeg har forsøgt at efterabe den måde man tænker på når man er forelsket. Man prøver at være fornuftig, man tænker ’så slemt var det jo heller ikke’ og prøver at forklare alting for sig selv. Men man er alligevel kørt fuldstændig ind i et spindelvæv og tænker de mest vanvittige ting, indtil nogen kommer og siger ’slap lige lidt af’. Syllogismen er den mest logiske form, men her ender den i kaos.«
»Men det er ikke så meget et korrektiv til filosofien, snarere et forsøg på at lære noget på en anden måde. Jeg har lært noget af at skrive denne bog, ligesom jeg har lært meget af filosofien, men jeg er ikke og bliver heller aldrig filosof. Jeg synes selvfølgelig, filosofien skal være på så mange måder som muligt. Det er ikke fordi filosofferne skal opgive enhver form for stringens og begynde at danse fandango, men jeg kan godt lide, når filosofien er frodig at læse.«
»Faren er selvfølgelig, at det ender i hvid støj, fordi det hele skal med. Og så er det, man kan ønske at være en salme. Det kan være, at min stemme på et tidspunkt faktisk bliver til en salme.«
Atlas’ skuldre
– En slags centrallyrikkens fristelse?
»For mig er det måske snarere romanens fristelse. Romanen kan også være en meget inklusiv form med mange personer, tanker, hændelser, filosofier, meninger der brydes osv. Men i romanen er de bundet sammen og vokser ud af hinanden, de støder sammen på organiserede måder. Det er nok snarere det, der frister mig, for jeg tror ikke, jeg kommer til at skrive ’almindelige’ digte.«
– Der er et andet sted i samlingen, hvor du taler om din bogreol og siger, at bøgerne er ligesom Atlas: De bærer verden på deres skuldre, men nu har de fået ondt i skuldrene…
»Det stammer fra en Schubert-lied om Atlas, jeg sang som barn. Jeg troede, at den handlede om et atlas. Og et atlas har jo også verden i sig. Men i virkeligheden handler det om, at man kan læse i bøgerne og så hyle og tude over lidelserne, fordi det er noget i dem, som er et aftryk af verden. Det sker på subtile og indirekte måder, men erfaringer kan nedfældes sådan, at de vækker genklang, og så man har dem igen bagefter.«
»Min bog bærer også på mine erfaringer. Det er ikke hele verden, der findes i den, for det hele er kommet ind gennem mig. Samlingens forskellige stemmer har forskellige egenskaber og forskellige temperamenter, men når alt kommer til alt, er de mine egne stemmer. Proust siger, at verden indtrykker noget i én, som man så må udtrykke. Det er meget gammeldags og enkelt og let, men det er også rigtigt, synes jeg.«
Efter et øjebliks eftertænksomhed lyser Ursula Andkjær Olsen op i et grin:
»Debutsamlingen får slet ikke det hele med. Jeg må prøve igen!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu