Avancerede politiske kampagneteknikker vil ikke kunne skabe et ja-flertal nu
Selv de professionelle PR-bureauer har mistet troen på, at nye kampagnetiltag i slutspurten kan ændre afstemningsresultatet. PR-branchefolk er enige om, at ja-siden nu bliver straffet, fordi ja-partierne ikke har formået at fastholde et klart og offensivt kampagnefokus.
»Det ville fremstå useriøst over for vores andre kunder, hvis vi foregav, at vi kunne nå at vende euro-stemningen ved blot at ændre kampagnestrategien i slutspurten. Løbet er kørt for de politiske kampagner,« siger projektleder i PR-bureauet Waterfront, Kirsten Jensen, til Information. Hun er tidligere medlem af Europa-Parlamen-tet for Socialdemokratiet.
Ingen PR-bureauer ville kaste sig ud i kampen for ja, hvis de kun blev betalt for en succes. Vurderingen lyder, at slaget allerede er tabt på kommunikationsfronten:
»Det ville ikke engang være meningsfuldt at fyre 10 mio. kr. af på nuværende tidspunkt. Danskernes holdninger til EU er langt mere rodfæstede, end hvad der lader sig påvirke til allersidst,« siger direktør i PR-bureauet Brinkmann & Image Selskabet, Niels Brinkmann.
Ifølge Jess Myrthu fra PR-bureauet Jøp, Ove & Myrthu har de politiske partier svært ved at kommunikere i en moderne verden, fordi deres kampagner tilrettelægges efter utallige hensyn:
»Hvis vi skulle gå ind i en ja-kampagne, ville vi kræve, at politikerne fulgte vores råd til punkt og prikke. Der er alt for mange kokke, som er med til at udforme valgkampagner i dansk politik,« siger han.
»Hvis ja-siden mener, at et nej rummer skræmmende perspektiver, så bør man da lave en skræmmekampagne, som er seriøs og spiller målrettet på forskellige gruppers frygt,« siger Jess Myrthu. Han bakkes op af direktøren i PR-bureauet Gunbak & Co., Henrik Sass Larsen, der snart indtræder i Folketinget for Socialdemokratiet:
»Skræmmekampagner vir-ker ganske godt. Vælgerne lader sig påvirke af dem, som de dybest set har mest tillid til. Ja-siden bør derfor skabe en karikeret konfrontation mellem dem og os mellem de ansvarlige ja-sigere og sammenrendet af nej-sigere.«