Læsetid: 4 min.

Respekt og tillid er kodeordene

18. september 2000

Et nyt vagtværn skaber tryghed på S-togsstationerne, samtidigt med, at de prøver at hjælpe indvandrerdrengene

Tre mørke mænd i skriggule jakker med ordet »vagt« på venstre bryst hilser på en lille gruppe indvandrerdrenge på Hundige Station. De klasker hænderne mod den anden og knuger hinandens næver, inden en stor omfavnelse, som i en amerikansk film om »homeboys«. »Hva så,« »stille og roligt, du,« siger de i den store, øde stationsbygning, som er helt afpillet: alle bænke og inventar er fjernet af DSB.
Vagterne hedder Euro Code og er blevet ansat af DSB i en forsøgsordning for at skabe tryghed på S-togsstationer på Køgebugt-banen. Siden forsøget startede den 1. august, har der ikke været ballade på stationerne i området, fortæller Vicepolitikommisær Ole Bech fra Karlslunde Politi. Men han ved ikke, om det skyldes Euro Code eller var sket alligevel.
For Euro Code selv handler det om langt mere end at få gamle damer til tage toget igen, de vil også i kontakt med ballademagerne.
»Vi kontakter de unge med respekt og skaber en gensidig dialog med dem, som politiet og de andre vagtselskaber ikke kan, fordi vi tror på dem og møder dem med tillid,« fortæller Osama, 25 år, der ligesom de fleste ansatte i Euro Code har en anden etnisk baggrund end dansk.
Det gør dem i stand til at møde de unge på en helt anden måde, fortæller Abdul Aziz Nawabi, der er initiativtager til projektet og direktør i firmaet. »Vi bygger på forbilledets princip og tror på at folk kan hjælpes, også selv om de tidligere har dummet sig,« siger han.

Ingen klubber
En ung fyr i klassisk ’ghetto outfit’ med omvendt kasket, store posebukser og sort pilotjakke, der afslører en fed guldkæde om halsen, kommer hen til vagterne og giver hånd til alle. »Hvor har du været?« »På arbejde, jeg skulle bare lige se, om der var nogen hernede,« siger Amir på 19 år. Først benægter han, at han hænger ud på stationen, men senere siger han, at det er fordi, der ikke er noget at lave.
»Der er ingen klubber eller noget, vi går bare og stener for det meste. Bare fordi nogle ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, så har de lukket alle klubberne,« siger Amir, der går på handelsskolen i Roskilde.
En af hans venner vil først ikke tale med Informations udsendte, tilgengæld kredser han hele tiden om Euro Code folkene og snakker intenst med dem, når han her dem alene. Han går og kommer hele tiden, øjnene flakker under det korte, sorte strithår, og han drukner nærmest i sin store trøje.
Senere siger han, at det er fordi, »alt er gået galt«. Han har fået en dom for knivstikkeri, der er blevet fastslået af Landsretten, selvom han selv mener, han er uskyldig. »Jeg har lige fået en læreplads, og et sted og bo, nu skal jeg ind og sidde i syv måneder, og hva’ så, når jeg kommer ud? Så har jeg mistet alt,« siger han.

Usikre drenge
Euro Code folkene kommer med opmuntrende ord. Den unge fyr siger, han vil lære sin religion at kende i fængslet. Han er født og opvokset i området med begge forældre, den ene er dansk. Alligevel føler han sig som en indvandrerdreng. Det gør man, når man ser ud som mig, siger han.
»Det handler om usikkerhed, siger Abdul.
»Mange af de drenge, der går med kniv er meget usikre, og så føler de, at de skal forsvare sig eller deres ære, og de kender ikke andre måder,« siger Euro Code-direktøren. Ligesom mange af de andre Euro Code-folk bekender han sig til den kinesiske kampsport, Wing Tsun.
»Kampkunsten er et redskab, som bruger til at vinde de kræfter og problemer, der kommer til én,« siger han og fortæller, at kampsportsfolk ikke slåes eller bruger våben. Euro Code-folkene lærer hinanden og deres grænser at kende gennem kampsporten, siger han. »Det er vigtigt for at stole på hinanden og andre.«
»Budskabet til både danskere og indvandrere er, at vi skal gøre noget ved tilliden mellem os. I ghettoområderne er al tillid smadret, de unge har ingen respekt for lærere, socialarbejdere eller politiet, som til gengæld også ser indvandrerdrengene som ballademagere,« siger Abdul, der selv kom fra Afghanistan i 1984 og siden har læst til civilingeniør i Danmark. I juni måned mødtes han med Indenrigsminister Karen Jespersen, der gerne ville høre hans ideer.
Euro Code-folkene hilser konstant på folk, både danskere, ældre damer og indvandrerne. De vil gerne sprede venlighed. En ung fyr, Hassan Al Abdullah får et »Salam, salam,« den islamiske hilsemåde med på vejen.

Nej tak til cigaret
Han tager ikke imod en frembudt cigaret for det er ikke høfligt over for hans far, der måske kommer forbi om lidt. Han forklarer, hvorfor han og de andre unge kommer så godt ud af det med Euro Code folkene.
»De har en forståelse for dem os, hvor de andre vagter, har en tendes til at bruge deres magt negativt,« siger Hassan, som går i det tekniske gymnasium og gerne vil læse til biokemiker eller laborant. Han fortæller, at han er troende, men ikke beder til Allah.
»Nej, jeg laver stadig ting, jeg ikke må, og jeg vil ikke bede, før min sti er helt ren,« fortæller han, mens han flere gange skæver over til Abdul og de andre Euro Code-vagter.
Abdul indrømmer da også, at han og de fleste Euro Code’ere er troende, men det betyder ikke noget for deres arbejde, siger han. De vil ikke omvende folk eller rekrutere nye, men se mennesker, som de er.
»Det gælder om at forstå det system, man er i og tilpasse sig. Det er en afkriminaliseringsproces, hvor vi betragter folk som gode, helt modsat den vestlige krimonologi,« siger Abdul.
Sidste tog er på vej fra Hundige mod København, og Informations udsendte bliver fuldt hjem et stykke på vejen af de gule frakker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her