Læsetid: 3 min.

Roms borgmester udfordrer Berlusconi

15. september 2000

Alle målinger gør Silvio Berlusconi til Italiens næste regeringschef, men det forventede valg af Francesco Rutelli, Roms borgmester, til regeringspartiernes kandidat gør en højrefløjssejr mindre sikker

ROM – Det ser ud til, at det bliver Roms borgmester Francesco Rutelli, der bliver den regerende centrum-venstre koalitions statsministerkandidat ved det ordinære parlamentsvalg, der skal finde sted til foråret, og dermed højrefløjens og oppositionens leder, Silvio Berlusconis modstander.
Den siddende regeringschef, Giuliano Amato, opretholder ganske vist stadig sin kandidatur, og koalitionen bag regeringen har endnu ikke villet vælge mellem de to kandidater.
Men på et møde i tirsdags mellem de otte regeringspartiers ledere blev det besluttet, at partierne – og det vil sige partilederne – vil enes om en enkelt kandidat. Navnet vil de offentliggøre den 14. oktober i en forsamling med alle otte partiers valgte repræsentanter.
Denne fremgangsmåde bragte i går vreden frem i den ellers forsigtige og venlige Amato. Han havde plæderet for en slags primærvalg og et beslutningstagende konvent efter amerikansk forbillede, og dette syntes at have støtte fra det største regeringsparti , Demokratisk Venstre, (DS). Men der er i Italien ingen tradition for en sådan måde at vælge kandidat på, og så blev det den gammeldags: Partilederne bestemmer – dog efter forudgående konsultationer.

Amato udmanøvreret
Når man har bestemt sig for denne fremgangsmåde, hænger det sandsynligvis sammen med, at flertallet af de otte partier allerede har besluttet sig for Rutelli, der selv lancerede sin kanditatur for få uger siden.
I Italien udskrives der ikke valg hvert andet øjeblik, som mange tror. Der er ordinært valg til parlamentets to kamre hvert femte år, og de hyppige regeringsskift foretages uden valgudskrivning. Den senest valgte statsminister for centrum-venstrefløjen – i 1994 – var den nuværende EU-kommissionsformand Romano Prodi, som ved en kuplignende manøvre afløstes af DS’s formand, Massimo D’Alema, der igen afløstes af Amato.
Amato har rødder i korruptionsdømte og nu afdøde Bettino Craxis socialistparti PSI, der opløstes efter Rene Hænder operationen i 1992, men nu er genopstået som et lillebitte socialdemokrati (SDI).
Selv regnes Amato for ukorrumperet, og i 1992 ledede han med stor succes en teknikerregering, der skulle samle stumperne op efter korruptionsskandalen, der først og fremmest ramte og opløste det mægtige kristeligt demokratiske parti.
Også nu er han som regeringsleder mere økonomisk tekniker end politiker, og trods gode resultater for regeringen – først og fremmest den af Prodi indledte økonomiske sanering og deltagelse i den monetære union – er han i meningsmålinger blevet spået ringe chancer for at kunne stille noget op mod Berlusconi. Han synes simpelthen for korrekt og civiliseret, og hans venlige, men vindtørre ironiske humor er der ikke megen mediemæssig gennemslagskraft i.

Politisk kamæleon
Rutelli er hans diametrale modsætning.
En høj smuk mand med medietække, der i 1993 overraskende slog Gianfranco Fini – dengang nyfascist, nu ex-nyfascist– i Roms borgmestervalg, og som formåede at blive genvalgt fem år senere, på trods af at hans partitilhørsforhold har været og er umådeligt blakkede.
En politisk kamæleon og ambitiøs karriereplanlægger, der som 26-årig blev Italiens hidtil yngste partiformand, da han gik ind for fri hash og nedlæggelse af den katolske kirke i det udflippede, men politisk ofte betydningsfulde lille radikale parti.
Nu har han som borgmester været Vatikanets allierede i en totalrenovering af Rom til 2000 jubilæet, og det er ret godt skuldret af en mand, der aldrig har gået en time på arbejde eller siddet to timer på skolebænken til en videregående uddannelse at tage både paven og det tidligere kommunistpartis ledere i hånden for at blive Italiens nye statsminister.
I meningsmålingerne er Rutelli den eneste af centrum-venstres mulige kandidater, der gives en chance for at kunne slå Berlusconi, der er uanfægtet leder af koalitionen mellem sit eget Forza Italia, Finis Alleanza Nazionale, et par små katolske partier og den store, mere og mere fremmedfjendtlige, norditalienske seperatistbevægelse Lega Nord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her