Læsetid: 2 min.

De rumlige konsekvenser af den nye teknologi

20. september 2000

Louisianas nye udstilling ’Vision og virkelighed, Forestillinger om det 20. århundrede’ er både en god historie og en umiddelbart sanselig oplevelse

Udstilling
conFiguring the Cave, 2000 er en interaktiv videoinstallation, af Agnes Hegedues,
Bernd Linterman og Jeffrey Shaw. Med en virtuel led-dukke som guide kan man opleve syv forskellige dynamiske rum, der bevæger sig, siger noget, ånder, reagerer. Det er fuldstændig betagende smukt og egentlig nok, et af den slags værker man har lyst til at blive i længe, og som får alt andet til at virke lidt småt og kedeligt.
Installationen er øjenåbnende på samme måde, som det må have været øjenåbnende at opleve Brancacci-kapellet i Firenze, da det blev malet i 1400-tallet – pludselig forstår man de rumlige konsekvenser af den nye teknologi – som man dengang i renæssancen pludselig kunne opleve perspektivets betydning for rummet, fordi tre unge malere havde fyldt et helt rum med perspektiviske fortællinger.
Louisianas store udstilling fortæller om udvekslingen mellem arkitektur og billedkunst i det 20. århundrede. Som i renæssancen har der været en levende dialog mellem kunstnerne, hvor kunstnere omkring Første Verdenskrig, som Kasimir Malevich og El Lissitsky, udviklede nye rumformer, der hurtigt gav virkning på den byggede arkitektur. Arkitekter som Walter Gropius og Mies van der Rohe oversatte det rum de oplevede i maleri og installationer til både hverdagsrum og monumenter.
På Louisiana udfoldes denne historie, om arkitektur og billedkunst, i hele spændet mellem Malevich’ suprematisme og den virtuelle video. Man præsenteres for en lang række hovedværker, såvel som arkitekturmodeller, fotografier, videoer og tegninger. Det meste er umiddelbart tilgængeligt og fascinerende, hvad enten det er en stor model af Piet Mondrians atelier i Paris eller et ekspressivt køkken, bygget af wiener-arkitekterne Coop Himmelblau.
Det bliver meget tydeligt, når man går gennem udstillingen, at nogle årtier er mere spændende end andre. Udstillingen er ikke kronologisk, men tematisk opstillet, måske er det netop derfor påfaldende, at firserarkitekter som Gehry, Eisenmann og Tschumi blot genbruger de former, der i 20’rne var udtryk for ny rumlig erkendelse. Og Bauhaus var tydeligvis blot et dekorativt spin-off fra den russiske konstruktivisme og de Stijl, som nogle af lærerne havde været med til at skabe ti år før. Hvorimod 60’ernes eksperimenter er helt selvstændige udtryk, i dialog med andre kulturelle udtryk, herunder den fremspirende kybernetik. Det er endnu i dag en stor oplevelse at slænge sig i Verner Pantons Visiona II, fra 1970, eller at flyve afsted i Matti Suuronens Futuro-hus, fra 1968.
Og vores egen tid er spændende. Richard Rogers har gjort det med siden 60’erne, men formår stadig at udvikle et tidssvarende og dynamisk rum. Og den grænseoverskridende japanske arkitekt Toyo Ito præsenteres kongenialt i den krumme grafik-gang. Ito er en arkitekt, der arbejder med virkelig og virtuel arkitektur i overlapnings-former, der bryder med vore forestillinger om bygninger som noget statisk og afgrænset.
Vision og Virkelighed er en satsning på højt niveau fra museets nye direktør, Poul Erik Tøjner.

*Vision og Virkelighed, Forestillinger om det 20. århundrede, Udstillingsleder: Kjeld Kjeldsen, Louisiana, Humlebæk, 21.9.2000-14.1.2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu