Læsetid: 6 min.

Rus og gift

1. september 2000

Alle rusmidler har dobbeltheden af livslyst og eskapisme i sig. Sprut såvel som ecstasy. Nogle kan håndtere at forgifte sig til glæde, andre forgifter sig til døde

STUDIESTART

Qlumme
En almindelig morgen ser jeg en mand på fortovet foran Christianshavns fine møbelhandler. Han ligger snorksovende på ryggen med en flaske billig vodka i hånden. En anden almindelig morgen ser jeg en mand og en kvinde på fortovet hundrede meter længere inde mod byen. De står svajende, med en øl i den ene hånd, mens den anden bevæger sig i skænderiets skiftevis truende og afværgende gestik.
Mange almindelige morgener står jeg hos haveforeningens marketender og køber mælk og aviser, mens kunden før og kunden efter henter et par kolde i de mandshøje køleskabe og supplerer med en lille skarp i et plastikbæger.
Helt almindelige syn af forskellige grader af helt legale alkohol-forgiftninger, der efter Sundhedsstyrelsens skøn forårsager flere end 1.000 dødsfald om året.
Samme gift, som er de flasker, pæne besindige borgere i stigende grad bruger til at forsøde hverdagsaftenen, vejledt i vinjunglen af skribenter som min gode kollega Kyed.
Et andet almindeligt forgiftningsmiddel, tobakken, har 12.000 årlige dødsfald på samvittigheden.
Så mange som hver anden storrygende kvinde dør af tobaksfremkaldte sygdomme, noterede jeg for et par uger siden – hvor efter jeg endnu en gang kvittede smøgerne til fordel for nikotintyggegummiet og fortsatter min årelange kamp for at komme ud af den åleruse.
Tobakkens og alkoholens skadelige virkninger viser absurditeten i at skelne mellem rusmidler og rusgifte. Begge dele er dødsensfarlig kemi, for den, der ikke kan begrænse sig til en god cigar efter den selskabelige middag, og de to daglige glas rødvin, som den etablerede lægevidenskab efterhånden har påvist, gavner helbreddet. (Hvis det altså er alkoholen og ikke den livsglæde, der er forbundet med at indtage den, som er den livsforbedrende ingridiens. Hvem ved i grunden det?).
Enhver rus handler om det samme, selv om rusenes karakter er vidt forskellig: Man beruser sig ved at forgifte kroppen med større eller mindre doser kemi: Alkohol. Nikotin. Cannabis. Morfin. Amfetamin. Valium. Lykkepiller. Ecstacy...

Anledningen til disse overvejelser er selvfølgelig røret om ecstasy og især Ekstra Bladets kampagne Ecstasy dræber. Stop morderne. Søndag den 20. august tog avisen et nyt våben i brug i krigen mod »pusherne, deres kyniske bagmænd, diskoteker og andre miljøer, hvor kemisk lykke veksles for hårde kontanter,« som den dags lederskribent formulerede sig.
Våbnet er den moderne udgave af gabestokken på torvet: Billeder af ecstasy-pushere i avisen! – de fleste af dem i øvrigt fra Jomfru Ane Gade i Ålborg, hvor værtshusenes og diskotekernes tætte beliggenhed gør afsløringsarbejdet nemt for Ekstra Bladets journalister og fotograf.
Hvilken styrkelse af civilsamfundet! Så kan enhver, der føler sig kaldet til kamp mod morderne, straffe rus-sælgerne efter forgodtbefindende – hvilket i det ret kontante miljø sandsynligvis betyder øretæver – og efterfølgende beruse sig i selvgodhed. Søndagens gabestok er den foreløbig kulmination på Ekstra Bladets månedlange kampagne for at få ministeren – i dette tilfælde sundhedsminister Sonja Mikkelsen – til at leve op til sit ansvar. Kravet fremsættes helt uanfægtet af, at man – og det gælder også ministre – kun kan kræves til ansvar for det, man har indflydelse på.
Og menneskenes historie er en lang fortælling om, at ingen ansvarlig instans kan hindre folk i at forgifte sig. Forbud, afgifter, straf – intet hjælper. Ansvaret for at indtage diverse giftstoffer ligger i sidste ende hos den, der har lyst til at beruse sig.

Til gengæld gør avisen sig meget lidt anstrengelse for at leve op til sit eget ansvar, nemlig at bringe korrekte oplysninger til torvs. Den alarmerende overskrift på forsiden den 9. august om, at Ecstasy er fyldt med heroin blev i lørdags dementeret af Klinisk Farmakologisk Laboratorium på Glostrup Amtssygehus, som Ekstra Bladet havde bedt om at undersøge 39 piller:
»Vi har aldrig udtalt os om, at der var heroin eller morfin i de piller,« sagde afdelingskemiker Niels-Erik Larsen til Politiken, og kaldte Ekstra Bladets fremstilling af sagen uvederhæftig og uden fagligt belæg.
Ifølge Niels-Erik Larsen bestod sporene af såkaldt opiat-lignende stoffer, der også kan findes i f.eks. hoste-saft og kodymagnyl, og som blev fundet i så små mængder, at det formentlig ikke ville have nogen effekt på den, der indtager det.
Se det var en ganske anden historie om, at kyniske købmænd fylder afhængighedsskabende heroin i ecstasypillerne.

I det hele taget ligner ecstasy-debatten mere og mere den skrækkampagne, som skulle afholde min generation af nu 40-50-årige fra at ryge hash. Den virkede ikke, fordi den modsagde enhver hash-rygers erfaring. Og jeg forstår derfor desperationen hos den ene misbrugskonsulent efter den anden, der skriger på troværdig information.

Men lige meget hjælper det – embedslægen i Ringkøbing Amt, Børge Sommers, fik en verbal røffel af sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S), fordi han midt i juli udtalte, at ecstasy ikke er mere skadeligt end »en ordentlig kæp i øret lørdag aften.«
Dér faldt hun for presset og undlod at bruge opstandelsen over et nyt rusmiddel til en kulturdebat om, hvorfor borgerne i vores samfund har så rasende behov for ikke bare at beruse sig til livsglæde, men for at bedøve sig fra at kunne mærke livet. En debat, der passende kunne suppleres med overvejelser om, hvorvidt forbud mod visse rusmidler fremmer kriminalitet og tilfældig dødsofre i stedet for at hindre beruselse.
Mennesket bærer trangen til beruselse i sig. Alle rusmidler har dobbeltheden af livslyst og eskapisme i sig. Det har få beskrevet så smukt som Charles Baudelaire – en kender af såvel vin som hash og opium – der for halvandet århundredes tid siden skrev om, hvordan mennesker til alle tider og under alle himmelstrøg med allehånde kunstige midler har forsøgt at »erobre paradiset med et eneste kup.«
Et af sine korte prosastykker – betitlet med parolen: berus jer! – indleder han med sætningerne:
»Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.«
Men ikke så snart har Baudelaire fremsat sin opfordring, før han med et spørgsmål og et svar om rusens kilde sætter al ting på hovedet:
»Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.«
Så fortsætter han ekstatisk:
»Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stues tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det, som flygter, alt det, som sukker, alt det, som rinder, alt det som synger, alt det, som taler, spørg hvilken time det er; og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: ’Det er beruselsens time! For ikke at blive tidens mishandlede trælle, så berus jer. Berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil’.«
Jeg er vild med det lille stykke livslystige prosas opfordring til at sanse. Der er kun at tilføje, at misbrugets selvdestruktion begynder der, hvor kemien ødelægger evnen til at beruse sig i livet. Og at et godt liv i høj grad drejer sig om at udvikle evnen til at beruse sig i andet end kemi.
Poesi for eksempel, hvis man nu ikke lige føler sig tiltrukket af dyden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her