Læsetid: 5 min.

Sådan var det ikke i 70’erne

30. september 2000

En generation af unge filminstruktører går åbent og nysgerrigt
på opdagelse i barndommens årti, 70’erne

Det er dagen efter dagen, og alle nej- og ja-sigere sidder sikkert med tømmermænd, moralske eller fysiske, oven på en intens aften med euro-afstemning og storpolitik. For en ung fløs som mig er det interessant at konstatere, at afstemningen er den foreløbige kulmination på et forløb, der startede med en traktat og en underskrift i mit fødeår 1972 – jeg har været med fra starten, så at sige.
Men oprigtig talt er der ikke meget, jeg kan huske fra min barndom i 70’erne – ingen lange linier eller overordnede indtryk, kun løsrevne situationer: Fra min første skoledag, dengang jeg brændte en bakke af ved at tænde bål i en plasticbalje og leg med Lego og Playmobil hos en god ven.
Jeg kan ikke huske det politiske klima – den kolde krig, venstrefløjens korstog eller feministernes kampråb. Det er først, når jeg tænker mig videre frem til 80’erne, at min bevidsthed omkring mode, musik og politik begynder at træde i fokus.
Derfor er det også spændende for mig, at 70’erne har figureret så prominent i både populærkulturen og moden siden midten af 90’erne, og at ’bølgen’ på ingen måde synes at være forbi.
Alene i går var der premiere på to film, en amerikansk (The Virgin Suicides) og en svensk (Tillsammans), som begge foregår i 70’erne og både visuelt, på musiksiden og selvfølgelig indholdsmæssigt siger en del om det årti – men på en mindre dogmatisk og mere nuanceret måde, end man måske havde kunnet forvente.
Her er ingen ondskabsfuld pegen fingre af et system og nogle ideologier, som har spillet fallit. Snarere er der tale om kærlig satire og personlig erindring fra en tid, der ligesom alle andre havde sine gode og dårlige sider. Bag filmene står to unge instruktører, som begge er børn af 70’erne og ligesom jeg bedst husker årtiet som en række løsrevne situationer og billeder.

For den 30-årige, svenske instruktør Lukas Moodysson er Tillsammans ikke et opgør med 70’erne. Filmen er heller ikke decideret selvbiografisk og opstod som idé, da instruktøren besøgte en udstilling med 70’er-kunst og blev tændt på at dykke ned i den tid, det univers. Filmen tager udgangspunkt i karakterer og miljø og forbliver tro mod begge dele, hvorfor det billede, man bliver præsenteret for, forekommer mere ærligt og facetteret, end hvad f.eks. de to danske instruktører Peter Bay og Niels Gråbøl kunne klare med hver deres udleverende satire, Fede tider og Det store flip.
»70’erne var for mig en slags kliché,« sagde Moodysson i et interview her i avisen, og således blev det at lave filmen for ham også en opdagelsesrejse i barndommens gade – et forsøg på at finde ud af, hvor han kommer fra.
En opdagelsesrejse mange unge har foretaget, siden de midt i de eksistentialistisk rettede 90’ere begyndte at gå i 70’ernes trompetbukser og plateaussko, se tv-serier og film og læse bøger, som foregår i 70’erne, lytte til musik skrevet i 70’erne og dyrke nogle af de humanistiske idealer, 70’erne også stod fadder til. Det er ikke tilfældigt, at rockikoner som Kiss igen kan turnere med succes, og at 70’er-rockfestivalen i Esbjerg hvert år trækker både nostalgikere og helt unge til, når Slade, Sweet og Suzi Quattro spiller op.
70’erne har afløst 50’erne som et visuelt og tematisk appellerende årti på overfladen præget af optimisme, uskyld og blomstrende kærlighed.
For Sofia Coppola, datter af et af 70’ernes store instruktørikoner, Francis Ford Coppola, er det netop den fornemmelse af tabte horisonter, som tiltrak hende ved bogen The Virgin Suicides af Jeffrey Eugenides. Tiltrækningen er resulteret i hendes spillefilmsdebut, der oser langt væk af 70’erne og med både humoristiske og tragiske undertoner skildrer et næsten mytologisk univers af seksuelt opvågnende teenagedrenge og -piger, blød popmusik og overbeskyttende forældre.

Man kunne hævde, at det er moden – som har det med at gentage historien i cirkler – der har dikteret 70’er-boomet. Men man kunne også få den tanke, at det har at gøre med, at den generation, der er født i 70’erne og senere er kommet i den købedygtige alder og synes det kunne være sjovt at udforske og reflektere over det årti, de ikke kender på første hånd, men dog er knyttet så tæt til.
Samtidig er 70’erne også kommet på tilstrækkelig stor afstand til, at man begynder at kunne se på tiden og kulturen med åbne, fordomsfrie øjne.
Man behøver ikke længere at være for eller imod, men må godt befinde sig et sted midt imellem. Som med Lukas Moodysson og Tillsammans, hvor også nuancerne i både miljø- og personskildring får plads.
Indlysende synes det så, at nogle af de mest åbne og afslørende film om 70’erne er lavet af enten unge instruktører, der ikke selv har noget i klemme, er ude i politiske, sociale ærinder, eller instruktører, som måske på grund af f.eks. nationalitet har kunnet se tingene udefra.
The Virgin Suicides har umiddelbart ikke meget andet at gøre med Tillsammans – de deler en kærlighed til og interesse for 70’erne – og Coppola den yngres film minder da også mere om den taiwanesiske instruktør Ang Lees nådesløse dissekering af et småborgerligt 70’er-hjem i The Ice Storm.

The Ice Storm er en af 90’ernes bedste film og et troværdigt stemningsbillede af et samfund, hvor det dikterede brud med indgroede vaner og normer skabte kaos, og mange mennesker – unge og deres forældre – kom i klemme.
Paul Thomas Anderson, der fornylig imponerede publikum og kritikere med sin anden spillefilm, mosaikfortællingen Magnolia, debuterede med Boogie Nights et afslørende kig ind bag facaden på 70’ernes først blomstrende og siden fallerede, californiske pornomiljø. Anderson var tydeligvis fascineret af at skildre et miljø, en tid og en håndfuld mennesker, der, ligesom i The Ice Storm og forsåvidt også Tillsammans, fanges på det forkerte ben, midt i en opbrudstid, uden nogen til at vise sig, hvad de skal gøre og gribe i.
Værd at bemærke er det selvfølgelig, at filmen foregår i den del af Californien, hvor Anderson selv er født og opvokset.
For hans jævnaldrende kollega Todd Haynes udmøntede interessen for barndommens årti sig i en film om 70’ernes teatralske glamrock. Velvet Goldmine blev af mange kritikere sablet ned for ikke at tilbyde noget udover en glitrende overflade.
For mig, der ikke har følt musikken på egen krop, var filmen, som Boogie Nights, et interessant og farvestrålende kig ind i en verden, jeg kun har hørt om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu