Læsetid: 23 min.

Dig vil jeg sgu da skide på

30. september 2000

’Sidste søndag i oktober’ hedder Jan Sonnergaards anden novellesamling, som udkommer torsdag. Den anden bog er den sværeste, hedder det i litterære kredse. Det bunder i, at debutanter ofte modtages med en vis positiv margin. Den fik Sonnergaard ikke brug for ved debutbogen, ’Radiator’ i 1997. Ikke blot var anmelderne positive... læsere købte bogen i – til nu – ca. 33.000 eksemplarer. Forventningerne til hans andet opus er derfor tårnhøje. Læs en af novellerne fra bogen her – og døm selv

Ugen før havde jeg vundet 18.000 fra Jens-Peter i Backgammon, efter turneringen i klubben på Grønnegade.
Så havde jeg tre dage efter sat lidt til i mausel i taxaklubben ovre på Jens Baggesensvej, men heldigvis havde jeg været rutineret nok til at holde op i tide, så jeg vel næppe tabte over 2-3.000. To af dem, jeg havde blanket totalt af et par dage efter i klubben på Søndergade, igen i Backgammon, de havde så mindeligt bedt om revanche, og jeg havde truffet to aftaler: Én med Christian, som er en sikker taber. Kun en sand amatør møder så beruset op til et game. Og en anden med Hesten, som tydeligt er en klovn hvad Backgammon og en hel del andre ting angår. Det lyste jo ud af hende, at hun aldrig har forstået dobbelterningen. Jeg havde tørret hende så grundigt at hun var lige ved at græde, og da jeg gav hende henstand med fire af de 11.000, hun havde tabt, og yderligere udviste den konduite at stikke hende 500 af gevinsten til en taxa hjem, skiftede hun fuldstændigt stil, og begyndte nærmest at lægge an på mig. Ha! Som om det ikke er tydeligt ved min fremtoning, at jeg da i det mindste har et princip: At jeg vil have mine ludere på et bordel. Og ikke i mit privatliv.

Revanchen med Christian var forløbet over al forventning. Han havde tabt tretten kilo mere, og han var kun i stand til at give mig otte nu, på stående fod, for jeg måtte jo huske på hvor meget han var kommet af med sidst, så jeg var storsindet nok til at gå ind på hans forslag om at lade ham skylde de resterende fem indtil turneringen onsdag den femte i næste måned, i Odense. Hvor jeg var sikker på, at jeg kunne tørre ham for endnu mere. Medmindre han skulle være ædru. Hvilket jeg tvivlede på.

Så egentlig var der kun Hesten tilbage på repertoiret, inden jeg kunne tage hjem igen. Det var fint. Jeg havde selvfølgelig også brugt lidt – det er jo ikke billigt at leje sig ind på Hotel Royal, og mit dobbeltværelse dér, lige over Casinoet, kostede mere end 1.500 pr. nat. Og jeg havde snart været her i to uger. Og der var også røget noget på Le Canard og på De 4 Årstider. Men jeg havde alligevel et pænt overskud. Jeg havde oven i købet også vundet da jeg stik imod mine egne regler var gået nedenunder for at spille chancespil ved rouletten. Syverens tid, det var det jeg spillede, med 100 kroner jetoner, og jeg pølsede videre og videre, stik imod mine principper, og det var pinligt, for hvis det endelig skal være hasard, bør jeg spille Blackjack eller Poker. Og så vandt jeg alligevel over 8.000 – hvis man regner udgifterne fra.

– Og på tirsdag er det Hestens tur, tænkte jeg, yderst fornøjet.
– Hun skal tørres, tænkte jeg, – noget så grundigt. Hvis jeg kan få hende til at acceptere det, aftaler vi 300 kr. pr. point. Ellers insisterer jeg på 200 som absolut minimum. Og de første spil laver jeg stormløb på hende, taber ikke en eneste gang, og kører hende indtil jeg er 50 eller 60 points forud. Derefter giver jeg hende lidt plads. Man må ikke malke koen så meget, at det gør ondt. Så hun får lov til at lave en Gammon på mig. Med en lav indsats på dobbelterningen. Derefter afslår jeg tre eller fire doblinger, som jeg sagtens kunne have accepteret, så hun tror, jeg nok alligevel er bange for hendes spillestyrke. Så spiller jeg hende helt traditionelt i et par spil med en begrænset indsats, vinder dem, og sørger så for at lade hende få en Backgammon over mig, og lidt efter yderligere en Gammon, og bagefter 2 spil med en moderat indsats, så hun lugter blod. Og resten af dagen spiller jeg backgames, så hun hele tiden tror, hun i virkeligheden er den bedste af os to, og glemmer at man så at sige altid vinder når man spiller et backgame. Hvis man altså spiller det så matematisk korrekt som jeg. Og for at bestyrke hende i den antagelse siger jeg pludselig, at jeg kun har tid til fem spil mere, og dem sørger jeg omhyggeligt for at tabe, så hun føler sig som en vinder selvom hun, når regnskabet bliver gjort op, har tabt 12-15.000 mere ...
Piece of cake! tænkte jeg. Og jeg tænkte også: – Tre spil mere med Hesten, og et spil mere med en tilsvarende tyr. Så indfrier jeg sælgerpantebrevet på min lejlighed og køber en ny humidore. En Dupond, selvfølgelig. En Palladium. I sort kinalak ...

Det kan vist ikke være meget bedre, tænkte jeg da jeg lagde et par tyvere til ham den tatoverede tjener, der har været der ligeså længe jeg kan huske Casablanca. Han er jo nærmest ét med det sted. Og jeg overvejede om jeg alligevel skulle sætte yderligere 19 kilo ind på min konto, så jeg ikke kom til at bruge dem ... for Amagerbankens filial lå jo lige om hjørnet. Men så tænkte jeg: Slap dog af! Du har fri i dag!
Og det var jo ganske korrekt observeret, så jeg droppede det og gik videre, og solen skinnede og jeg havde det fint med at være i Århus igen, helt fint. Jeg syntes, det var uovertruffent at drikke espressoer på Casablanca eller spise frokost nede ved åen, og jeg syntes det var en køn by, og at folk generelt var mere interessante og tjekkede end noget andet sted jeg spillede i Jylland.

– Det er på alle måder en fortrinlig og ung lille by, tænkte jeg. En bedårende miniature. Den har altid taget vel imod mig, og jeg har altid vundet penge her. Men det er en skam, at de taler sådan et grimt dansk. Det er også en skam, at de altid skal puste deres bedårende lille by op til mere end den er. For den er jo ikke en hovedstad, den er end ikke en storby. Det er jo netop det, der er pointen.
Men måske er der en mening med disse små fejl, tænkte jeg. For er det ikke just det, de japanske mestre gør? De laver et kunstværk, der faktisk er perfekt, men den fuldstændige perfektion ville jo provokere guderne og antyde personligt hovmod, og frembringe nemesis – så derfor anbringer de en lille, ubetydelig fejl i værket, som herefter ikke længere provokerer guderne og dæmonerne. Århusianernes momentane megalomani er netop en sådan lille, ubetydelig fejl, tænkte jeg, mens jeg gik rundt på gaderne ved »Volden« og »Graven« og Cafe Jorden og kiggede på små modeller. Hvor er det skønt tænkte jeg, at ingen kan snyde mig. Ikke i et spil. Med akademisk tale, måske, men ikke i et spil. Og heller ikke i kærlighed. Og da slet ikke i Skatteforvaltningen.

Det gik godt. Bedre end godt. Over al forventning. Så derfor skulle der drikkes. Jeg var mere end almindeligt indstillet på at bruge penge, og mange af dem, for sidste gang jeg var i byen havde Jesper fortalt, at i juni ville de få første sending af de tre maltwhiskyer, de havde tænkt sig at lancere til efteråret. Og ægte absinth – »Neto Costa«, en giftig sag på 57 % og så fuld af malurt, at den var forbudt i alle andre lande i EU end Portugal og Danmark. En lunefuld lille sag, hvis jeg forstod ham ret. Den grønne fe. Som kan gøre dig både blind og sindssyg! Og Jespers udsagn står til troende, hvad den slags angår. Han er god at drikke sig fuld sammen med. Han er fortræffelig. Og Englen er den bedste bar i Århus.

Så jeg glædede mig. For det giver mig altid en helt specielt rus at vinde. Og jeg var på toppen af min formkurve nu. Det var bare om at skovle ind mens tid er.

Men bedst som jeg stod inde i kiosken dér på hjørnet mellem Klostergade og Studsgade for ligesom for en sikkerheds skyld at erhverve mig en ekstraration af cigaretter – så ringede min mobil, og det var Anna. Og Anna var rigtigt oppe at køre, for hun sagde kun et:
– Der er ikke nogen, der har hørt fra William i fem måneder!

Og først fattede jeg ikke hvad hun talte om, og var lige ved bare at afbryde forbindelsen. Men da jeg begyndte at få en ide om, hvad det var, fik jeg en slags kulderystning ned ad ryggen, og der kom en lille ting, som mindede mig om noget, jeg ikke var særlig glad for. Men heldigvis var der noget andet, der viftede associationen væk, og sekundet efter tænkte jeg:
– Åh nej. Hvordan i alverden kan soen dog tro, at det skulle interessere mig?
Så jeg svarede et eller andet skævt, jeg tror jeg spurgte, hvordan hun ellers havde det, men så med et lagde hun på, og jeg tænkte:
– Endnu en weirdo, og jeg tænkte:
– En skam hun ikke er ludoman ligesom de andre, og så gik jeg de sidste skridt hen mod Englen.
Det var dog fantastisk! Det var måske 5 år siden, jeg sidst havde set den klynkende lille nar, og jeg brød mig bestemt ikke om at blive mindet om det. Dem og deres klike ... Jeg var jo ganske vist selv med i den, men det var før der begyndte at komme gang i mit spil. Og derfor var det principielt dårlige minder.
Så jeg gik ind i denne ganske suveræne bar, som jeg altid besøger på et eller andet tidspunkt, når jeg er i byen. Jeg hilste på Jesper, lagde to tusindlapper på bordet, og bad om en flaske single malt, og Jesper sagde:
– Kender du Ardbeg?
det er en single islay malt ... 17 år ... vi har lige fået den,
og jeg råbte:
– Hit med den!
og han stillede flasken på disken og spurgte:
– Er du sikker på, at du kan drikke så meget, helt alene?
og da jeg svarede:
– Måske har jeg et problem ...
stillede hende der den lyshårede 7 glas på disken, som et tegn på, at det ikke ville være velset hvis jeg var nærig. Så jeg delte selvfølgelig ud til de andre, og sagde:
– Skål!
og der var sådan en egenartet smag af tørv over whiskyen, tørv og røg, men efter et kort øjeblik på tungen forvandlede det røgede sig til noget nærmest sødligt, som var meget bizart, og det var ganske enkelt en pragtfuld whisky.
– Det er den mest afbalancerede whisky, der findes! sagde Jesper og vi klinkede en gang mere.
Og selvfølgelig begyndte telefonen at ringe igen. Og jeg havde jo mine formodninger om, hvad det ville dreje sig om, for hvor svært kan det være? Men alligevel modtog jeg opkaldet, også selvom jeg ikke på nogen måde havde lyst til at blive inddraget i deres bekymringer om lille William, og denne gang var det Finn, gode gamle Finn, og Finn sagde:
– Det ser altså ikke så godt ud med William, Allan . . .
og jeg svarede:
– Men det ser fint ud heroppe! Så skal vi ikke bare sige, at jeg ringer til dig når jeg er kommet hjem igen?
og så afbrød jeg forbindelsen og slukkede for apparatet. Hængerøve!

Jeg gav lige mine venner ved bardisken en undskyldning for at jeg måtte gå i fem minutter, – jeg skal lige huske at sende det brev, sagde jeg og gik ud på gaden. Jeg gik rundt om husblokken, forbi Drudenfuss og ud på Strøget og lidt op ad det og lidt nedad igen, og jeg lavede en kort åndedrætsøvelse fra dengang jeg mente, jeg skulle dyrke karate, og så gik jeg længere op ad gaden for at få historien en smule på afstand. For der begyndte at dukke billeder op fra gamle dage, William og Susan og Jeppe, og fester og ture, og jeg vidste udmærket med mig selv, at jeg ikke var ligeglad – og det var netop det, der var problemet. En af de første gange jeg så ham, blev han overfaldet af sin far. Jeg har glemt grunden, men jeg kan stadig huske at faren skreg:
– Rejs dig op, så du kan få nogle flere bank!
også selvom jeg stod lige ved siden af. Jeg har ikke været mere end 14. Og alle de normale og veltilpassede og korrekte holdt sig langt væk fra ham dengang, og måske var det derfor han kunne glide så ubesværet ind i de kliker, der opstod nogle år efter, i de tider, hvor det var hip to be square, og vi alle sammen gjorde et stort nummer ud af at være outsidere, og dengang var han jo nærmest en gud, en slags helt, og en ganske morsom en af slagsen, for han var jo ...
Nej. Jeg vil ikke. Der er ingen grund til at rive op i det. Så jeg prøvede det gode gamle trick med at nive mig i armen og bilde mig selv ind, at det ikke kunne mærkes. Så er det jo bare en drøm, og man kan være ligeglad igen. Og jeg kunne vitterlig ikke mærke det. Og så findes det jo ikke.

Så jeg vendte om og gik tilbage, for nu var det på tide med dagens første cigaret, og jeg stillede mig igen op ved disken og åbnede den sidste pakke jeg havde tilbage af det gode mærke. Den mest suveræne pakke cigaretter man kan få, Black Death, en lille morbid pakke. Helt sort, og med et stort sølvfarvet billede af et grinende kranie med en høj hat. Han lignede mig, sådan som jeg ser ud indeni ... the real me! Party time cigaretter til et party animal, og en helt igennem sød og død fyr: Moi!
Endnu en nydelse og en fornøjelse, og hvis tingene blev ved med at gå lige så godt som nu, ville jeg skrotte Monte Carlo, og tage en ferie i London i stedet for, og købe en hel palle Black Death med hjem. Jeg skulle såmænd lige til at tage mobilen op for at gøre Hesten opmærksom på, at jeg ikke under nogen omstændigheder accepterede en indsats på under tre hundrede når vi mødtes på tirsdag, da en eller anden råbte:
SKÅL!
så jeg måtte putte min forpulede lille mobil-terrorist i lommen igen, og hæve glasset og klinke med mine rare og flinke århusianske venner.
– Vi kører igennem i dag, ikke? råbte jeg og hældte mere op i deres glas,
og Jesper og Ib svarede omgående:
– Jo da,
og Jesper vinkede til to små piger, der sad ude i gårdhaven ved de små cafeborde, og jeg opdagede det omgående og gav mig til at smile til dem og blinke. De små arme stakler sad med hver sin sandwich og ellers ingenting, og hvis det stod til mig, skulle de være mere end velkomne til at komme herop og få noget Ardbeg. Men inden jeg fik sagt et ord, trak Ib i min jakke og hviskede:
– Ved du, at de er søstre?
– Det er da løgn, udbrød jeg, for de lignede overhovedet ikke hinanden, men da han bare nikkede uden at sige mig imod, var jeg jo nødt til at udbygge kontakten, så jeg råbte:
– Hvorfor kommer I ikke herop?

Det gjorde de, og den ene var kønnere end den anden, og det slog benene væk under mig, at de var søstre. Den ene var så mørklødet, at hun nærmest lignede en inder, mens den anden var lyshåret og havde fjæset fuldt af fregner, men de var så yndige at jeg ikke kunne lade være med at spørge: – Hvad kan sådan to bedårende unge piger hedde ... i den virkelige verden?
og da de fnes lidt genert og sagde:
– Jeg hedder Susanne ... og min søster hedder Patricia .
blev jeg så benovet at jeg spurgte:
– Hvor i alverden kan sådan to englebasser dog komme fra?
og de fnes, og den mørke af dem sagde på syngende fynsk:
– Vi bor i Tommerup
og så kunne jeg jo ikke dy mig for at sige:
– Det kan man da ikke
og jeg spurgte også:
– Har I samme far?
og:
– Har I nogensinde været i seng med hinanden?
men så tog Jesper over, og spurgte om der var noget, de kunne tænke sig, og sekundet efter at de havde forklaret, at de begge to godt kunne lide »Tequila Sunrise«, stod der to velvoksne cocktails foran dem,
og de smilede til os og sagde »tak«.
Så vi fortsatte, og der kom andre med til selskabet, og jeg begyndte at flirte med den mest henrivende af søstrene, hende der nærmest var inder og hed Patricia, og jeg tænkte: – Gid det altid var sådan det var, og jeg betalte i ramme alvor for en hel flaske med den lunefulde, grønne fe, og alle syntes jeg var morsom og flink, og Jesper sagde:
– Husk nu at komme forbi på torsdag. Morten Sabroe læser op af sin nye roman,
og Patricia brød ind og lagde sin hånd på min arm og sagde:
– Jeg synes også du skal komme.
Og selskabet var helt tydeligt ved at udvikle sig, og jeg behøvede slet ikke lægge bånd på noget, for jeg vidste at jeg ville vinde over Hesten tirsdag eftermiddag, om jeg så var fuld eller ædru eller havde tømmermænd eller ej, for det eneste problem, jeg nogen sinde har haft med hende, det er at stoppe i tide. Og lade hende vinde et par spil på rette tid og sted. Fordi man jo ikke skal malke koen så meget at det gør ondt.

Det var alt sammen fint. Og det blev bedre endnu, da Ida spadserede ind fra gaden, og Jesper hviskede:
– Du Allan ... Har du hørt, at hun er kommet ind på journalisthøjskolen ?
for så råbte jeg:
- Ida! Ida! Kom herhen!
Kom herop, så jeg kan tage dig på brysterne!

Jeg skyndte mig at få fat i et lille tykbundet glas, og fyldte det op med Ardbeg og rakte det over mod hende, og begyndte straks at forklare, at jeg syntes hun var bedårende, intet mindre end bedårende. Og hun skulle nok klare den ovre i børnehaven på Olof Palmes Allé. Og det vidunderlige, racerene stykke skønhed lagde armen om mig og sagde:
– Det ved jeg da godt!
Mit selskab lo og grinede, og jeg hældte op for alle og enhver, jeg mente var flink, og det var de alle sammen lige nu, for nu skulle der være fest.
Men der var lige en enkelt ting, tænkte jeg. For det kunne være, der lå en besked til mig om spil og derfor om penge. Til mig!
Så jeg måtte lige tjekke den igen for at høre om der skulle være et eller andet offerlam, der måske gerne ville invitere mig til et spil, og da jeg havde tastet 40 900 800 og mobilstemmen forklarede at jeg havde en uafspillet besked på min Sonomemo, og jeg havde tastet 7 for at aflytte beskeden ... så var det Leif, af alle i denne verden. Det var mere end 4 år siden jeg havde snakket med Leif, og han var en af dem, jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre fra, men hans besked var kort og fåmælt, og den lød:
– De påstår, at han er død ...
og jeg undlod selvfølgelig at ringe ham op. Jeg slettede beskeden og tænkte:
– Det er 10 år siden vi havde den klike, og det var ikke en gang en særlig god klike ...

Men hvorfor i alverden skulle jeg dog spekulere over det, tænkte jeg. Send en SMSbesked i morgen, og så har du gjort mere end tilstrækkeligt. Og jeg tænkte også: Hvorfor i det hele taget tænke på noget? Hvorfor ikke bare leve i nuet?
Så jeg råbte:
– Vi skal have nogle flere glas og noget isvand! Og jeg rykkede tættere ind på livet af Ida, og som altid blev jeg fuldstændig bjergtaget af denne her faste, feminine krop og dens fantastiske barm, som hverken var for lille eller stor, men udelukkende perfekt. Og jeg bad hende om endelig at fortælle alt om den nye uddannelse, hun var kommet ind på, og da hun så gav sig til at grine ad mig, spurgte jeg:
– Går du ikke med ud på toilettet?
og jeg skubbede min hånd ind under hendes røv og tilføjede:
– Jeg skal sådan knæppe ...
Men hun fjernede bare min hånd og svarede:
– Måske, Allan. Måske ...
– Vil du ikke i det mindste have noget absinth så? spurgte jeg, og så faldt hun mig om halsen og sagde:
– Hvor er du klog,
og dette ironiske, velskabte kvindemenneske havde mig i sin hule hånd, men det var også nøjagtigt der jeg ville befinde mig bedst i aften, og jeg begyndte at se særdeles fornuftige perspektiver for denne løfterige dag. Det var bare om at skrue op for charmen, og det var bare om at være gavmild og galant, og jeg skulle lige til at hviske hende en lille kompliment i øret da Jesper prikkede mig på skulderen og sagde et eller andet lummert, som fuldstændig forsvandt i larmen.

Heldigvis hørte Ida det heller ikke, for hun rejste sig, pustede mig i øret og sagde:
– Nu bliver du hvor du er, ikke? Jeg er tilbage om lidt ..., og jeg fulgte hende med øjnene på hendes vej gennem baren, og jeg slugte hende med selv samme øjne, og det var et syn for guder, men samtidig lagde jeg også mærke til, at Jesper så et helt andet sted hen, uden at lægge så meget som et sekund mærke til Ida, og da jeg diskret kikkede i samme retning, var det som der blev blæst kold luft lige ind ansigtet på mig. Kold, ildelugtende luft, som kun kan få et normalt fungerende menneske til at føle afsky. For Grethe sad der, lige ovre til venstre, ved siden af indgangsdøren og op mod ruden, helt alene, og der var i den grad en aura af ensomhed over hende, næsten værre end sidst jeg havde det uheld at træffe hende, og med et halvt øje kunne man se, at det netop er sådan nogle som hende, man skal holde sig langt væk fra hvis man vil undgå pinagtigheder og ubehag. Jeg skulle aldrig, aldrig aldrig nogensinde have været sammen med hende. Det var en stor fejltagelse, og jeg prøvede at blive så upåfaldende som muligt og så lille og uanselig, at hun ikke opdagede mig. Hun er en af dem der har gået i psykoanalyse. Og det er de værste.

Men Jesper stod bare der og grinede, og mine nye venner ved disken holdt op med at tale med hinanden, og Ib gav mig en albue i siden.
– Skal du ikke sige et eller andet til den søde pige? spurgte han djævelsk, og jeg dukkede mig endnu mere mens jeg bad til min Herre og Skaber om, at hun bare gik sin vej igen og ikke opdagede mig. Og jeg sendte taksigelser til Himlen for, at Ida ikke var hér, men på toilettet, og jeg bad til, at hun ville blive der lige så længe som Grethe var til stede.
Men selvfølgelig opdagede hun mig. Og hendes fjæs ændrede fuldstændigt karakter, så hun på et sekund kom til at ligne ansigtet på Pia Kjærsgaard, den dag hun opdager at avisbudet på Kærmindevej i Gentofte er mulat. Der var dømt mopseri og bebrejdelser fra nu af og til Mikkelsdag, og alt ved hende udstrålede anklager, forsmåelse og hævntørst da hun bevægede sig op til mig og baren og spurgte:
– Har du en cigaret ?

Jeg svarede naturligvis:
– Nej, desværre ...
mens jeg tænkte: Skrid! Skrid! Skrid!
og hun begyndte at se på mig med de der øjne, og da jeg undveg hendes blik så jeg, at Ida allerede var på vej tilbage, yndigere end nogensinde før, med helt ny makeup, og jeg så bedende over på Frederik. Som så heldigvis rejste sig fra barstolen og gav sig til at råbe:
- Drenge! Så er der gratis fisse til alle, der vil ha’ det! Grethe Madsen er kommet!
– Men drenge ... råbte han,
– Husk kondom! Syfilis er en forfærdelig sygdom!

Og da der kom et brøl af grin, og mit var selvfølgelig det højeste, skyndte hun sig tilbage til bordet nede ved hjørnet, og jeg tænkte: Fedt! Men jeg tænkte også: Det der kan du gøre bedre endnu ... skrid!

Og hvad jeg allermest tænkte, var, at nu måtte vi prøve en anden whisky, og jeg viftede barpigen herhen og forklarede at:
– Nu skal vi ha’ en flaske Springhank!
og jeg lagde armen om Ida og skænkede op for hende, og gudsketakoglov havde dette guddommelige væsen ikke taget anstød af den spektakulære episode, for hun løftede glasset, smilede frækt til mig og sagde:
– Skål!

Og showet fortsatte. Frederik begyndte at fortælle historier om sin gamle kæreste, og Jesper fortalte om sommerens rejser, og Ib spurgte om jeg ville med til Lissabon om en måned sammen med ham og hans kæreste og to-tre andre, og det var på alle måder fint og godt igen.

Bortset fra, at Grethe desværre tog sig mod til at komme tilbage. Hun stillede sig ved siden af mig og Ida, mindre end en meter væk, og hun prøvede på den mest stædige måde at nidstirre mig. Det lykkedes ganske vist ikke, men alligevel tænkte jeg: Den lille væsel burde jeg aldrig have knæppet.
– Hvorfor har du det ikke dårligt? spurgte hun endelig. Og jeg smilede til hende og svarede:
– Jeg har det da også dårligt! Jeg har nemlig slet ikke drukket nok til at have det godt endnu ...
og igen hjalp Frederik og Jesper og Ib, for de gav sig til at sprutte af grin. Men det påvirkede hende selvfølgelig ikke
– Det er ikke det, jeg mener, svarede hun på den der selvhøjtidelige måde,
– Hvorfor har du det ikke dårligt med at stjæle fra syge mennesker?

Frederik og Ib holdt op med at grine, og søstrene fra Fyn holdt inde med deres private hviskeri og gav sig i stedet til at lytte, lidt spændt og nysgerrigt på en aldeles pubertær måde, og Ida lagde en hånd på mit lår mens hun så overbærende ned på den lille væsel. Hun nev lidt i det, men jeg var jo alligevel nødt til at svare et eller andet. Så jeg kikkede på den mislykkede, lille pige og sagde:
– Jeg ville da have det værre med at stjæle fra nogle, der var raske ...
og så brølede mine venner ved disken af den mest bedårende og uforfalskede skadefryd, og jeg lagde armen om Idas talje og gav mig til at kysse hende, og hendes tunge var varm og spids og hun var fabelagtig til at bruge den, og hun smilede obskønt til drengene i lokalet.
Så jeg hev hende op af barstolen, og tog hendes hånd og førte hende forbi den lille arrigprop og trak hende videre ud mod toiletterne, og vi nåede lige at høre Grethe råbe:
– Ved du ikke, at ludomani er en meget alvorlig sygdom ?
og så gik døren ud mod baren i med et plump, og det blev ganske stille, og vi var alene nu ... Kun os to på dametoilettet, og der var jo ikke meget plads derude, men alligevel løftede jeg op i hendes kjole, og hun afførte sig i et snuptag G-strengen, og satte højre ben op på kummen, så jeg kunne se yndigheden i fuld belysning, og jeg hev bukserne ned om anklerne og bankede Farmand op i hende. Og det føltes som om jeg var kommet hjem igen, som om jeg blev anbragt i et karbad, for det var som om hun omsluttede hele min krop. Hun havde en fjams, der var mere stram end røven på en baby ... og lige så varm og slimet som en mødding! Og den skreg efter pik! Min pik! Og det fik hun!
Midt i det hele begyndte min forbandede mobil ganske vist at ringe igen, men inden jeg nåede at reagere mærkede jeg hendes hånd i min jakkelomme, og hun hev simpelt hen den lille maskine op og smed den ned i lokummet, og begyndte med begge hænder at rive mig på ryggen, og jeg klemte med begge hænder fast i flæsket på hendes røv og pressede den helt op, så det var lige ved at nosserne røg med, og jeg knæppede hende. Til fulde, og da jeg kom, sprøjtede jeg i hvert fald oppe i hende i et minut. Eller længere endnu.

– Du er en skat, hviskede jeg, da jeg var kommet ned på jorden igen.
– Ja da, svarede hun, og så tog vi vores tøj på igen og gik ind til de andre ved baren.

– Hvordan var det? råbte de, da vi kom tilbage fra lokummet. Og jeg lod som om det var den allerførste gang, for jeg råbte:
– Jamen ... han har jo ingen tissemand!
Men inden jeg nåede at høste gevinsten af min fortrinlige vittighed, kom jeg i tanke om at jeg jo ikke uden videre kunne tillade mig at smide mobilen ud. Der var jo numre og adresser ... og måske lå der allerede nu yderligere en besked fra en eller anden tåbe, der ville have en aftale med mig. Så jeg styrtede ud mod lokummerne igen, sparkede døren op og stak hænderne dybt ned i tønden for at få fat i apparatet. Jeg hev det op af tønden og skyndte mig at tørre det af med toiletpapir og tastede omgående Hestens nummer. Det lugtede svagt af pis – men det virkede. Apparatet virkede gudhjælpemig stadig væk.

Der blev faktisk svaret i den anden ende, og selvom jeg var mere end forbløffet over, at det her kunne lade sig gøre, benyttede jeg lejligheden til noget ualmindelig fornuftigt, for jeg brølede ind i røret:
– Jeg vil skide på, hvad du siger! Du har værsgo at betale hvad du skylder! Omgående! Og hvis du vil have revanche, så er det mig, der bestemmer indsatsen. Vi spiller kun, hvis indsatsen er 500 pr. point. Og hvis du ikke betaler din gæld, så kontakter jeg nogen, der får dig til det!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu