Læsetid: 5 min.

’Jeg sidder ved lejrbålet’

9. september 2000

Mia Couto
vil smugle fortællingen ind
i det skrevne ord
Interview og bog
Da den mozambiquiske forfatter Mia Couto onsdag udsendte sin første roman Søvngængerland på dansk og torsdag modtog ALOA’s litteraturpris, var Danmark egentlig blot en af de sidste poster i et erobringstogt, der har gjort Couto til en kendt og yndet forfatter i størstedelen af Europa.
Siden udgivelsen i Mozambique og Portugal af historierne i Vozes Anoitecidas/Natlige stemmer og Cada Homem É Uma Raca/Hvert menneske er en race i slutningen af 80’erne har Couto været Mozambiques kendteste forfatter, berømmet for sin magiske tone og realistiske stil. Konkurrencen har til gengæld heller ikke været så stor, for landet har været i knæ i mange år og besiddet en førsteplads på Verdensbankens hitliste over verdens fattigste lande efter 16 lange års krig.
Mia Couto har tidligere været leder af det mozambiquiske nyhedsbureau. I dag arbejder han også som biolog og journalist.
– Hvordan står det til i dit hjemland?
»I 1992, da jeg udgav Søvngængerland, var borgerkrigen lige endt, og det føltes helt mirakuløst. Vi befandt os alle sammen i en slags rus, en overdosis af optimisme. Men som det ofte sker med lykke, stødte den sammen med virkeligheden. Siden har vi nok opdaget, at krigens ar var dybere end vi først troede. Og i dag er der mange, der er desillusionerede. Dog ikke mig! Jeg har illusionerne i behold, og jeg skaber også nye illusioner. Folk uden illusioner er ikke så rare at omgås.«
– Mozambiques landområder var hårdest ramt under krigen, og store dele af dem var næsten som hvide pletter på landkortet, hvor man ikke turde bevæge sig ud, fordi de var kontrolleret af oprørshæren eller af røvere – men det er også derude, de fleste af dine historier udspiller sig?
»Grænsen mellem land og by er i virkeligheden ikke så skarp. De fleste byboere i Mozambique er første generation, der har medbragt deres kultur fra landet, holder fast i deres religion og holder sammen med deres slægt. De strukturer, religionen og slægten, er i virkeligheden det grundlæggende og altafgørende i hele landet. Det kan godt være, det ser ud som om, vi har indført et helt almindeligt vestligt demokrati, men nedenunder ligger en rygrad af denne, landlige, kultur.«
»Jeg er i høj grad formet af den mundtlige fortælletradition. Man kan sige, at jeg prøver at være en smugler, der krydser grænsen mellem tale og skrift hele tiden. Jeg vil gerne smugle noget mundtlighed ind i den skrevne logik. Man må huske, at mundtlighed ikke bare er mangel på skrift; det er en helt anden slags rationalitet.«
– Det får mig til at tænke på Søvngængerland, hvor tid og sted er nogle sære størrelser – for eksempel når du beskriver, at personerne står stille, mens vejen bevæger sig under deres fødder, og landskabet flyver forbi?
»Jamen tid og sted er også nogle helt andre størrelser i Mozambique. For eksempel har vores lokale sprog ikke nogen ord for ’fremtid’. Bevares, de ved godt, hvad det er, men det skal bare ikke benævnes. Fremtiden er et helligt område, man ikke skal bryde ind i. Derfor kan en gravid kvinde heller ikke medbringe babytøj på hospitalet, når hun skal føde; det ville være en ulovlig indtrængen. Og da folk ikke forsvinder, når de dør, men bliver boende blandt de levende som ånder og forfædre, har fortiden hos os også en anden karakter. Den vestlige, lineære opfattelse af en fortid der forsvinder er først og fremmest baseret på det tab det er, at mennesker man elsker går bort.«
»Samtidig er bogens glidende vej og snurrende landskab også en metafor for drømmen, som bevæger verden mens man ligger stille. I en krig, hvor man mister alt, har man én ting tilbage: evnen til at drømme. Og bogen handler meget om vigtigheden af at bruge den evne.«

Stadig biolog
– Vil du blive ved med at arbejde som biolog ved siden af forfatterarbejdet fremover?
»Ja! Jeg vil bevare den fordeling af mig selv. Jeg arbejder også for en teatergruppe, jeg skriver stadig for aviser og underviser på universitetet. Det er vigtigt for mig ikke bare at være én ting, en Forfatter eller en Biolog – jeg vil blive ved med at besøge nogle forskellige områder, men jeg vil ikke bo i dem.«
– Påvirker det den måde, du skriver?
»Jeg vil i hvert fald ikke være en alvidende forfatter – jeg vil bare være en historiefortæller. Hvis man kun vil være Forfatter, bliver éns bøgers skæbne og succes alt for vigtig. Den glæde, jeg er ude efter, er glæden ved at producere historier, ikke andet.”
– Så i en anden tid havde du siddet ved lejrbålet og fortalt?
»Jeg sidder ved det lejrbål! Jeg opfinder det. Følelsen fra min barndom af at sidde og lytte til historiefortællerne, den følelse sidder så dybt i mig, at jeg kun ønsker at genskabe dén magiske relation mellem fortæller og tilhørere – bare i siderne af en bog. Hvis det lykkes, er det min præmie.«

Fortælling på flugt
Søvngængerland handler om to løsrevne eksistenser, drengen Muidinga og den gamle mand Tuahir, på vandring gennem Mozambiques krigshærgede landskab. De søger tilflugt i en udbrændt bus på landevejen, og mellem lig og aske finder de en bunke hæfter, der beskriver en anden flygtnings rejse gennem landet. Nemlig Kindzus, en ung mand, der ønsker at blive en naparama, en kriger med overnaturlige kræfter der kan stoppe kugler og måske bringe borgerkrigen til ende.
Fortællingen veksler mellem bussen i krigsørkenen og Kindzus sære eventyr, og hvad enten det skyldes feberdrømme eller virkelige relationer, fletter de to spor sig ind i hinanden i ét stof, der skrider frem og tilbage over grænserne for fortid og nutid, dag og nat. Hændelserne vokser på den ene side ud af en mytisk verden af ånder og monstre, på den anden side ud af landet, kysten og krigen, der raser som et uhyggeligt tapet af skudsalver gennem hele historien. Alligevel er der meget kærlighed undervejs, både blandt ånder og mennesker. Og krigen fremstår som det største og mest uforklarlige monster af dem alle, et monster der inddrager personerne mod deres vilje, men uden mulighed for at undslippe.
Coutos fortællestil trækker på nogle af de samme mytiske elementer, som den nigerianske forfatter Ben Okris åndebarnstrilogi. Men Couto har et sikkert greb om sine sproglige virkemidler, der holder læserens ben fast på jorden og hendes næse fast i bogen. Bogen er dygtigt fordansket af Ole Eistrup.

*Mia Couto: Søvngængerland. Hjulet. 246 s., 148 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu