Læsetid: 6 min.

Sidste chance

23. september 2000

Hvis oppositionen i Jugoslavien taber valget i morgen, vil Milosevic sørge for, den ikke får en ny chance

Udefra
Efter at Slobodan Milosevic har haft held til at overleve NATO’s bombardementer og tabet af Kosovo, har han kastet sig ud i endnu en styrkeprøve i et forsøg på at skaffe sig en ny legitimitet, både indadtil og udadtil.
Men uanset resultatet af Jugoslaviens præsident-, parlaments- og lokalvalg i morgen vil både han og oppositionen måske opdage, at de politiske spilleregler i Serbien er blevet uigenkaldeligt ændret.
Siden Milosevic første gang blev præsident i Serbien i 1989, har de to tilbageværende delstater i Forbundsrepublikken Jugoslavien – Serbien og Montenegro – været igennem så mange forskellige valg, at selv den mest pedantiske iagttager har opgivet at følge med.
Og hver gang er Milosevic gået af med sejren – med to undtagelser: Lokalvalget i Serbien i 1996, som blev vundet af en forenet oppositionsfront, og valget i Montenegro i 1998, der bragte Milo Djukanaovic’ pro-vestlige regering til magten.

Sejr over styr
I begge tilfælde formåede Milosevic alligevel at minimere skaden og konsolidere sin magt. I Serbien satte oppositionskoalitionen Zajedno (Sammen) valgsejren over styr, da den gik i opløsning efter intern splittelse, og i Montenegro har Djukanovic ikke villet eller kunnet bevæge sig uden for sit lille riges grænser og udfordre Milosevic’ position i Serbien.
Hvad er det da, der er anderledes ved valget nu? Trods betydeligt pres fra såvel serbiske vælgere som vestlige lande har de to nøglespillere på Serbiens politiske scene – Vuk Draskovic og Zoran Djindjic – endnu en gang vist, at de ikke kan samarbejde. Det betyder, at Milosevic er ret sikker på at vinde valgene på lokalt plan. Her stiller oppositionen op på to separate lister, og der er kun én valgrunde.
Hvad angår valget til forbundsparlamentet, har omlægning af valgkredse og Montenegros boykot også her givet Milosevic et enormt forspring. Når man dertil lægger den manglende internationale kontrol, regeringens faste greb om de landsdækkende medier og myndighedernes mere og mere brutale forfølgelse af oppositionens aktivister, kunne det se ud til, at Milosevic også på dette plan vil fremstå som sejrherre.
Men det behøver ikke at være tilfældet. I kølvandet på NATO’s bombardementer er der sket noget med de serbiske vælgere. Det mest synlige symbol på forandringen er, at Vojislav Kostunica – en stilfærdig jurist, der længe blev opfattet som en politisk letvægter – er blevet opstillet som den førende oppositionskandidat i præsidentvalget.

Folkelig støtte
Meningsmålinger viser, at han har opnået en folkelig støtte, som regimet ikke kan overvinde uden at ty til direkte valgsvindel. Og det må være en så massiv svindel, at det vil ophæve selve formålet med valget: At vise omverdenen, at Milosevic stadig – med det gode eller det onde – har kontrol over serberne.
Kostunicas pludselige popularitet kan næppe forklares med hans personlige fremtræden eller baggrund. Selv om han stort set er ukendt uden for Serbien, er han ikke et nyt ansigt på den politiske scene; han har bare i mange år stået i skyggen af Draskovic og Djindjic.
Han er født i 1944 i landsbyen Kostunici i Sumadija-området lige syd for Beograd som eneste søn af en højesteretsdommer, der blev fjernet fra sit embede, da kommunisterne kom til magten efter Anden Verdenskrig.
I 1970’erne og 1980’erne gjorde han sig bemærket som systemkritiker, bl.a. ved at fremhæve flerparti-systemets fordele. Under krigen i Bosnien forsvarede han i princippet de bosniske serberes ’ret til selvbestemmelse’, men holdt sig på afstand af Radovan Karadzic og de andre ledere i Pale.
Da NATO bombede Serbien, begik både Draskovic og Djindjic afgørende politiske fejl – Draskovic ved at gå ind i regeringen og Djindjic ved at tilbringe det meste af tiden i Montenegro.
Kostunica gjorde det samme som de fleste andre serbere: Han dukkede hovedet og ventede på, at krigen skulle holde op. I de følgende måneder udviklede hans lille bæk af offentlig støtte sig på en eller anden måde til en flod.
Den kom ikke alene fra skuffede tilhængere af Draskovic og Djindjic, men også fra Serbiens tavse flertal: folk, der ikke var glødende tilhængere af Milosevic, men – med rette – var endnu mere skeptiske over for oppositionen. Derfor havde de været vilige til at tolerere regimet, så længe de over for sig selv kunne foregive at leve et ’normalt liv’.
NATO’s missiler knuste denne illusion, som det var lykkedes Milosevic at opretholde under krigene i Kroatien og Bosnien. Den økonomiske nedtur efter krigen om Kosovo overbeviste selv de få serbiske optimister om, at Serbien snart ville gå bankerot, hvis ikke Milosevic blev udskiftet. Men med hvem?

Kører i Yugo
Folk så sig omkring, og pludselig fik de øje på Kostunica bagest på scenen. Han er en mand, som almindelige mennesker let kan identificere sig med: Selv om han har været professionel politiker i mange år, klæder han sig beskedent og kører i en ramponeret Yugo i stedet for Mercedes, og ligesom de fleste andre mener han, at Vesten har bidraget lige så meget til serbernes elendighed som Milosevic.
Endelig er han en mand, som allerede har bevist sin integritet, og som ikke uden videre vil gå på kompromis med fjenden.
Intet af det ovenstående passer på nogen anden oppositionsleder, og det er grunden til, at Kostunica er så vellidt. Især hans moderate nationalisme har gjort det muligt for ham at appellere til den almindelige befolkning uden at støde de liberale eller mindretallene fra sig.
Det betyder dog næppe, at han kan ride hele vejen til præsidentpaladset på denne bølge af popularitet. Hans organisatoriske evner er i bedste fald beskedne, og under valgkampen har han været afhængig af økonomisk og praktisk støtte fra de andre partier i oppositionsalliancen Serbiens Demokratiske Opposition (DOS).
Selv efter en sejr vil han få brug for deres mandater i parlamentet. Faktisk kan hans konsekvens og principfasthed, som har givet ham så stor tilslutning i valgkampen, blive en svaghed, hvis disse egenskaber giver sig udslag i stædighed og manglende vilje til pragmatiske løsninger.
Kun ét er sikkert: Ingen kan sige, hvad der vil ske efter valget. Det er svært at forestille sig, at Milosevic vil gratulere Kostunica med sejren og træde tilbage i god ro og orden. Under alle omstændigheder står det klart, at valget vil ændre selve karakteren af det politiske spil i Serbien.
Hvis Kostunica vinder, kan Serbien slå ind på den vanskelige vej mod en slags normalitet. Hvis Milosevic – med eller uden magtanvendelse – klarer sig igen, vil han omstrukturere systemet for at eliminere fremtidige risici ved valgurnerne, måske endda vende tilbage til etparti-systemet.
Valget er altså ikke alene liv eller død for Milosevic – udlevering til Haag er langtfra det værste, der kan ske for ham, hvis han taber magten – men også for oppositionen. Hvis den lider nederlag nu, kan den aldrig mere gøre sig håb om at vinde sympati – og langt mindre tillid.
Og som det her er fremgået, vil det på mange måder være et selvskabt nederlag.
Græsrodsorganisationer som studenterbevægelsen Otpor kan rekruttere nye tilhængere og gennemføre mere radikale aktioner, men det er ikke særlig sandsynligt, at deres protester kan føre til relle politiske ændringer.
Serbien kan altså glide ind i et direkte diktatur, og den politiske kamp vil blive ført med andre midler end stemmesedlen. I den situation må de fleste af oppositionens spillere nødvendigvis udskiftes, indtil der fremstår personer, partier og politiske programmer med virkelig styrke til at erstatte den nuværende præsident.

*Dejan Anastasijevic er journalist, tilknyttet Institute for War & Peace Reporting i London

*Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her