Læsetid: 4 min.

Signalforvirring

9. september 2000

Det Kongelige Teater allierer sig med Tivoli om en populistisk ’Nøddeknækker’, mens sæsonstarten viser usikkerhed over for repertoiret, person-instruktionen og stilen

Ballet
Den blege balletmester Aage Thordal-Christensen er efterhånden ved at træde i karakter som leder af Den Kongelige Ballet, og det er ikke noget opmuntrende syn. Hans første udspil har været overgearede pressemeddelelser om, at man er gået i kompagniskab med Tivoli om at opføre Nøddeknækkeren i forbindelse med julemarkedet – ikke just nogen høftflyvende satsning.
Juletræet skal være dobbelt så højt som det på Rådhuspladsen – og ellers skal Den Kongelige Ballet igen tvinges til at danse i de rædsomme omgivelser, som de og publikum måtte lide med i mange år. Der tages ikke hensyn til, at den danske ballet ikke har dansere, der kan honorere kravene til de russiske bravour-balletter. Orkestret skal flytte ud af graven og anbringes ved den ene langside – som om det vil gavne Tjajkovskij.
Man får en beklemmende déja-vu oplevelse ved denne programlægning: Det ligner Maina Gielguds dumbing down-politik i en ny udgave. Hun kom fra Australien og fattede aldrig, at der i Danmark findes et kyndigt publikum, der gerne se ballet for voksne, med appel både til intellekt og følelse. Det forekommer også, somom dette publikum er jaget ud af Det Kongelige, måske til London, hvor Kirov-balletten denne sommer har fejret triumfer med at tage sine klassikere alvorligt, eller til Hamburg, hvor John Neumeier gør honnør for Nijinskij.
Aage Thordal-Christensen kommer med et udspil, der røber samme mistillid som Maina Gielguds til de folk, der skal se ballet. Havde det bare været Petrusjka, der reelt foregår midt i markedsgøgl, men har roller, der kan danses af de dansere, der findes i Den Kongelige Ballet.

Kliché på kliché
Sæsonens første premiere var Lila Yorks Concerto in Pieces, til Poul Ruders-musik. Det var en afløser af samme skuffe for Peter Martins’ New York-valse: Efteraber-koreografi og et billede af Manhattan, som taget ud af en turistbrochure. Med en misbrugt Thomas Lund som entertainer i Baryshnikov-stil danser glade børsmæglere og ’sjove’ politibetjente i en stil som i 1950’erne hos Jerome Robbins, og koreografen har end ikke orket at sætte navne på sine hule kliché-figurer. At programmet taler om ’Instruktion: Lila York assisteret af Johnny Eliasen’ er ikke til at spore i forestillingens påklædningsdukkers stive smil og knækkede fødder (det betyder på Det Kongelige Teater, at man er moderne...)

Hvor er vi henne, Aage ?
Som optakt til den sørgeligste af alle ballethistorier, Giselle, var Concerto in Pieces et falsk idylliserende valg. Giselle har længe været skrantende, nu er man kommet over det punkt, hvor forestillingen hænger sammen. Programmet nævner under Iscenesættelse fire personer, der stilistisk og psykologisk næppe kan tænkes mere forskellige: Heidi Ryom, der har danset bevægende, Colleen Neary og Johnny Eliasen, der begge er uden kapacitet som personinstruktører og endelig balletmesteren selv. Ingen helhedsopfattelse ligger til grund fra starten af denne udgave af Giselle, og resultatet er blevet et sælsomt misk-mask af stilarter, hvor hovedpersonerne synes overgivet til selv at konstruere deres roller, mens bipersoner og statister spiller elevskoleteater fra for et halvt århundrede siden. Alt er støvet, konventionelt eller groft overspillet.
Selv når man hviler i den eneste gedigne dansepræstation, den nydelige bonde-pas de deux, som danses så fint af Gudrun Bojesen og Thomas Lund, der begge ejer naturlig ynde og integritet, forstyrres man af komparseriet. Programmet orker ikke længere at fortælle os, hvem alle de medvirkende i forestillingen er, så under fællesbetegnelsen Corps de Ballet skjuler de to syndere sig, der i rødt fløjl i baggrunden ved den lejlighed opførte en så campet, distraherende selvpromovering, som var de ifærd med at tage hul på julefrokosten. Det burde være bortvisningsgrund.

Upræcist
Det var tydeligt, at der ikke havde været prøver nok på de to balletter til at rette tempi ind, hverken i Kapellet, der blev jappet igennem Adams partitur, eller kom for sent til dansernes indsatser, eller på scenen, hvor arme ikke var der, hvor sidemanden/kvinden troede de var. Men værst var det, at Rose Gad og Alexei Ratmansky befandt sig i helt forskellige verdener. Hun dansede på sin erfaring, mere end på en helhedsopfattelse af balletten, og han kom ud i en Grand Guignol-forestilling, helt for egen russiske regning. Det var trist at se denne formidabelt diskrete kunstner, den bedste, balletten har at gøre godt med for tiden, kæmpe sig igennem en pervers scene som de hvide furiers offer i den nattemørke skov – som iøvrigt ikke har et gran mystik, badet som den er i ucharmerende projektørlys.
Et sikkert kort, spillet så ringe, og en ligegyldig og facil amerikansk bagatel: Det tegner ikke godt for manden, der blev balletmester.

*Urpremiere 27. august. Lila York: Concerto in Pieces. Musik: Poul Ruders. Giselle (Iscenesættelse Heidi Ryom, Colleen Neary, Johnny Eliasen & Aage Thordal-Christensen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her