Læsetid: 4 min.

Skamløs genistreg

8. september 2000

’Dancer in the Dark’ er et lysende mesterværk, der fornyr filmkunsten ved et lige så genialt som uhæmmet genbrug af alle dens mest banale klichéer

Ny film
Så er den her endelig, Lars von Triers palmeforgyldte musical Dancer in the Dark. Sjældent er der blevet talt og skrevet så meget om en dansk film før premieren. Forventningerne har været spændt til bristepunktet, men Dancer in the Dark mere end indfrier dem.
Ikke blot får den selv hærdede voksne mænd til at hulke hæmningsløst, den er også et fuldbårent mesterværk, der dristigt forener det uforenelige: tårevædet melodrama og musikalsk komedie, usminket realisme og drømmende illusion, frit flagrende improvisation og benhård manipulation, dybtfølt alvor og galgenhumoristisk selvironi, stjerneskuespillere som ikke kan synge og en sangstjerne som ikke kan spille – altsammen præsenteret i grumsede hjemmevideolignende billeder, der er blæst op til det brede biograflærreds pragt.
Den kerer sig ikke synderligt om sandsynlighed, men vælter sig skamløst i de tykkeste og mest banale klichéer, giver dem en ekstra tand, så de ikke bare er for meget, men alt alt for meget – og på forunderlig vis entrer de derved en ny dimension af ren og ubesmittet følelse.

Musik i mørket
I klassiske musicals står der altid nogen parat til at gribe en. Derfor, og fordi det er så smukt, når hverdagen pludselig forvandler sig til sang og dans, er den tjekkisk fødte fabriksarbejder Selma (Björk) vild med genren. Musicalen er også den ene grund til, at hun rejste til USA – den anden er, at hendes søn Gene dér kan få en øjenoperation, som vil kunne forhindre, at han bliver blind ligesom sin mor!
I et stadig tiltagende mørke knokler Selma ved infernalske maskiner for at skaffe penge til operationen, men kan hun ikke se, så kan hun i maskinstøjen høre den mest vidunderlige musik og drømme sig til fejende dansenumre.
Hele 40 minutter skal der gå, før Trier forbarmer sig og lukker os ind i Selmas indre musicalverden. Maskinernes rytmiske pumpen glider umærkeligt over i en lysende genial Björk-komposition, og i en mesterligt klippet sekvens bryder den triste fabrikshals overall-klædte arbejdere ud i sprælsk og livsbekræftende dans. Det er umanerligt flot og overgås kun af filmens helt mirakuløse tog-dansescene, som de fleste allerede vil have set klip fra.
Omkring Selma møder vi hendes ældre veninde og kollega Kathy (en forfriskende naturlig Catherine Deneuve, som Trier endog har fået til at gø som en hund!), den noget enfoldige tilbeder Jeff (Peter Stormare), samt den blide politibetjent Bill (David Morse), der desperat søger at tilfredsstille sin forbrugsneurotiske kones kostbare behov.
De synes alle at være umådeligt gode mennesker, men dette er ikke en klassisk musical, så da Selma falder – for dét gør hun i allerbogstaveligste forstand! – er der ingen til at gribe hende. Hun kunne have reddet sig selv, men i lighed med Bess og Karen – i henholdsvis Breaking the Waves og Idioterne – er Selma et selvopofrende Guldhjerte, hvorfor hun vælger at give sit liv i pant for sønnens syn.

Björks lidelser
Med sit fedtede, tjavsede hår, sine bumser og uklædelige briller med glas som colabunde befinder Björks Selma sig lysår fra konventionens glamourøse musicalstjerne. Det er vel sådan set heller ikke fordi hun spiller særlig godt, men når filmen bliver så stærk, skyldes det netop i høj grad, at Björk ikke spiller, men er Selma.
Når hun f.eks. fra sin fængselscelle hulkende forsøger at synge Sound of Music-sangen 'My Favorite Things', mens hun afmægtigt banker højre hånd ind i væggen, så opleves det ikke som en stor skuespillerpræstation, men som om vi er øjenvidner til en stakkels kvindes umådelige smerte – hvilket vi formentlig også er, hvis man skal tro de mange historier om Björks lidelser under optagelserne.
Af dette ikke-spil opstår en uforlignelig intensitet, der borer sig langt ind i tilskuerens krop og sjæl.
Med Björk som en slags autenticitetsballast kan Trier slippe afsted med selv de mest smagløse stereotyper – f.eks. et vandløb, der farves rødt af blod; de værste usandsynligheder – veninden Kathy der uhindret smutter ind til Selmas henrettelse; og de mest stinkende replikker – Selma fik Gene, fordi hun så gerne »ville holde en baby i sine arme«!
Og selv om vi efterhånden genkender det flyvske håndholdte kamera som en særlig stil, er også dét i kombination med den udstrakte brug af improvisation og dansenumrenes fodboldtransmissionsagtige 100 kameraer med til, mod alle odds, at give filmen et præg af umiddelbarhed og realisme, som nok står i kontrast til alle konventionens klichéer, men som samtidig også forstærker klichéernes følelsesmanipulation og gør historien om den opofrende moder om muligt endnu mere ubærlig.
På forskellig vis vedkender Dancer in the Dark sig sin gæld til det meste af musical-genrens historie: fra 1930’ernes virtuose Busby Berkeley-koreografier til Jacques Demys franske hverdagsmusical Pigen med paraplyerne (1964), der gav Catherine Deneuve hendes store gennembrud.
Vi har set det hele før, men det lykkes Trier at blande de slidte kort på en radikalt ny måde. Og resultatet er ikke bare en god film, men et af disse sjældne mirakler, der kan gengive én troen på filmkunsten.

*Dancer in the Dark, der både er instrueret og skrevet af Lars von Trier og med musik af Björk, har i dag premiere i 50 biografer over hele landet. I København kan den ses i Grand, Dagmar, Palladium, Gentofte Bio, Gladsaxe Bio, Kastrup Bio, Lyngby Teatret og Tåstrup Bio City.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu