Læsetid: 3 min.

Spil dig selv fri

18. september 2000

Jimi Hendrix lever. Både foran spejlet og på et nyt bokssæt med 56 hidtil ukendte indspilninger

(Syre)hovedstrømninger
Jeg har lige været væk et par dage. Ikke sådan væk-væk, jeg har skam passet mit arbejde og min familie, men hvis man har kunnet se ind bag mine zombieagtige øjne, ville man kunne se lynnedslag, festfyrværkeri og åbne landskaber, der fortoner sig i psykedeliske horisonter. Og omkring mig har jeg nok haft kolleger, kone og børn, men i virkeligheden har jeg stået foran et skyskraberhøjt spejl og fyret den af, den fedeste af de fede – min hjemmebyggede, ergonomisk korrekte luftguitar med tilhørende wah wah pedal, sparket helt i bund, så smertegrænsen forvandles til stumme glædesbrøl.
Eneste synlige tegn på min indre orkan har været en grasserende gåsehud overalt. Og så en mærkelig tilbøjelighed til hele tiden at banke overmunden rytmisk ned i underlæben.
Årsagen er enkel: Jimi Hendrix lever. Igen og igen. Godt nok er det i dag 30 år siden, han døde på vej til hospitalet, kvalt i sit eget bræk efter at have taget for mange sovepiller, men med en netop udkommet boks – i lilla fløjl – med fire cd’er sættes der endnu engang udråbstegn ved hans status. Det musikalske genoplivningsforsøg lykkes.
Det er selvfølgelig ikke første gang, Jimi Hendrix-plader genudsendes. Historien om arven efter ham, og måske navnlig om arvtagerne, er en historie om grum smålighed og kynisk grådighed, som har resulteret i den ene genudgivelse efter den anden – ofte af de samme plader. Men musikken har Hendrix testamenteret til os alle.
Det er en musik uden sikkerhedsnet. En musik, som griber tilbage til uramerikanske bluesrødder uden at miste grebet om de intergalaktiske muligheder, Hendrix hele tiden afprøvede i et spil, der var intet mindre end supersonisk. Ét langt tungekys med himlen.

Kosmos under huden
Avantgarde møder pop mellem hans fingre, og tiden står ikke stille. Den gendanner sig selv. Og kosmos kommer ind under huden samtidig med at Hendrix får os til at forstå, hvor uendeligt og hvor uendelig stort, verdensrummet er. Og så, med kirurgens kvivskarphed, kan han pludselig skabe et rum, fuld af dig-og-mig hjertesmerte.
Det er disse modsætninger, der er kernen i The Jimi Hendrix Experience, titlen på bokssættet, som samtidig var navnet på hans første skelsættende trio, men også er selve opsummeringen af hans ubeskrivelige stil.
Efter alle de mange posthume plader med musik, der aldrig nåede ud eller ikke var beregnet til udgivelse i hans levetid, tror man det umuligt, at der stadig kan findes relevant materiale, men det kan der. Forklaringen er, at Jimi Hendrix i sin holdning til musikken var jazzmusiker. Han blev aldrig færdig med sine sange. Derfor adskiller liveversionerne sig ikke kun fra studieversionerne, men også fra hinanden. Improvisation er for Hendrix et ord, der rimer på innovation.
Selv om han havde al mulig grund til det, blærede han sig aldrig med sin teknik. Han blærer sig kun på vegne af musikken. Det er den, der tæller. Fra nul til uendeligt.
Ret beset fik han for lidt med- og modspil af sine musikere. Især forekommer den oprindelige trio med bassisten Noel Redding og trommeslageren Mitch Mitchell noget fodslæbende, men det fik på den anden side bare Hendrix til at investere sig selv endnu mere, og med bassisten Billy Cox fik han senere en adækvat makker. Hør deres kasserede (!), 32. take af »Hear My Train A-Coming,« og hør katharsis og apokalypse i et og samme mavesugende nu.
Mens Jimi Hendrix lyder som Guds gave til enhver luftguitarist, er der dog en ting, de begge har overset: Det ser altså ret fjollet ud at spille luftguitar med tænderne.

*Jimi Hendrix: The Jimi Hendrix Experience. MCA/Universal. 4cd. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her