Læsetid: 3 min.

Splittelse i Milosevic’ rækker

13. september 2000

Milosevic mister sine støtter, og det øger risikoen for, at det kan gå galt under valget i slutningen af næste uge

Dag for dag synes det at blive sværere for Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic at vinde valget den 24. september uden svindel.
Senest har den højrenationalistiske præsidentkandidat Tomislav Nikolic lagt afstand til Milosevic. Han opfordrer sine vælgere til ikke at stemme på Milosevic, hvis det kommer til en anden valgrunde.
Nikolic’ parti, De Radikale, under ledelse af højreekstremisten Vojislav Seselj har ellers været i koalition med Milosevic i de seneste år.
Tomislav Nikolic siger, at Milosevic' socialister og støttepartiet JUL, der ledes af Milosevic’ kone, Mira Markovic, forbereder valgsvindel.
»Der går forlydender om, at der vil blive svindlet ved valgene i Kosovo og Montenegro,« siger de radikales præsidentkandidat.
Efter at NATO drev de serbiske styrker ud af Kosovo sidste år, er der blevet skabt to nye valgdistrikter, der begge omfatter dele af Kosovo og det sydlige Serbien. Begge valgdistrikter inkluderer albanere fra Kosovo, som ikke stemmer ved valget. Denne ene million vælgere har de Milosevic-tro valgmyndigheder store muligheder for at svindle med.
Milosevic, der i går viste sig for første gang offentligt under valgkampen, er klart bagud i meningsmålinger, der føres af den demokratiske oppositionskandidat Vojislav Kostunica. De radikales Tomislav Nikolic står kun til nogle få procent af stemmerne.
De radikale er også utilfredse med det statslige tv’s dækning af valgkampen, som kun er fokuseret på socialistpartiet og JUL. To af de radikales medlemmer har i protest forladt tv-stationens bestyrelse.

Splid i egne rækker
Men også Milosevic' parti er splittet helt op i toppen. Den tidligere jugoslaviske præsident Zoran Lilic har bekræftet, at han har forladt sine poster, blandt andet som medlem af ledelsen af socialistpartiet. Lilic blev efterfulgt af netop Milosevic som Jugoslaviens præsident i 1997.
Lilic har ikke sagt, hvorfor han forlader partiets ledelse, men en oppositionsleder mener, at Lilic er blevet klar over, at socialisterne vil tabe valget.
»Han vil ikke tilhøre taberne,« siger Milan Protic, der leder det lille oppositionsparti Det Nye Serbien.
Lilic har tilhørt den moderate fløj af socialistpartiet, og stod i opposition til viceministerpræsident Nikola Sainovic, som var ansvarlig for at udføre Milosevic’ konfrontationssøgende politik i Kosovo.
»Lilic var uenig i den måde, Sainovic løste konflikten i Kosovo på, og derfor ser vi splittelsen i socialistpartiet,« siger chefredaktør Bratislav Grubacic fra nyhedsbureauet VIP i Beograd.
Både Sainovic og Milosevic er sigtet for krigsforbrydelser af domstolen i Haag.

»Det kan gå meget galt«
I Serbien breder der sig nu en fornemmelse af, at valget fører til store problemer. »Muligheden for, at tingene kan gå meget galt, hænger i luften,« skriver nyhedsbureauet VIP.
Oppositionens kandidat, Vojislav Kostunica, taler også om risikoen for valgsvindel fra Milosevic. Han deler mulighederne op i to: før og efter valget.
Før betyder at Milosevic under en eller anden påstand vil aflyse valget og erklære undtagelsestilstand, men Kostunica hælder mere til, at Milosevic vil svindle med stemmerne.
Milosevic vil gerne have det blå stempel, der ligger i et valg, selv om det indebærer svindel.
Milosevic synes allerede at have givet en prøve på sin kunnen.
Oppositionen klager over, at den ikke kan komme til at undersøge 1,6 millioner underskrifter, som Milosevic hævder at have samlet ind i løbet af få uger for at støtte sit kandidatur.
Bag det uhyrlige tal skjuler sig for eksempel 180.000 underskrifter fra Montenegro. Det er 40 procent af vælgerne.
Samtidig skruer Milosevic op for terror mod aktivister fra især Otpor, de studerendes organisation.
Milosevic’ propaganda taler selvsikkert om en sikker sejr i første valgrunde. »Statsmedierne taler ikke om en anden valgrunde, og hvorfor skulle de, når det er klart, at det ikke er en del af manuskriptet. Dette er ikke valg. Det er Milosevic' show,« skriver kommentatoren Petar Lukovic i Balkan Crisis Report.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her