Læsetid: 1 min.

SPORTSFOLK

22. september 2000


Torben Grimmel
*Stort var øjeblikket, da den ukendte Tranbjerg-skytte torsdag kl. 02.49 dansk tid bragte Danmark på den olympiske lystavle med en sølvmedalje i 50 m liggende riffel. 24-årige Grimmel – med øgenavnet ’John Wayne’ – lå på femtepladsen før næstsidste skud, men sluttede iskoldt.

Hunboldpigerne
*Det danske kvindelandshold kørte torsdag gevaldigt rundt med det australske ditto. 38-12 endte det. Danmark har nu fire point for tre kampe og er definitivt sikre på en kvartfinaleplads.

Flemming Østergaard
*Direktøren for underholdningskoncernen FC København er kommet nærmere drømmen om egen tv-kanal. Torsdag meddelte Østergaard, at FCK har indgået aftale med tv-selskabet Euromedia. Vi kan næsten ikke holde ventetiden ud.

Miklos Molnar
*Den danske fodboldspiller Miklos Molnars saksesparksmål imod Tampa Bay i maj er den ene af tre scoringer som er udvalgt i konkurrencen om årets mål i den amerikanske Major League Soccer.

Griske olympianere
*De australske OL-arrangører har opkøbt adskillige sortbørsbilleter, der viser sig at stamme fra bl.a. den amerikanske, den russiske og den schweiziske olympiske komité. IOC er dybt berørt af afsløringerne, som en talsmand betegner som ’pinlige’.

Camilla Martin
*Med en storsejr på 11-5, 11-0 over kineseren Dai Yun spillede den danske fjerbolddronning sig tidligt torsdag i OL-finalen. Pjæk fra arbejdet, skulk fra skolen og tænd for tossen, når Camilla Martin i dag ved middagstid spiller om guldet mod den topseedede Gong Zhichao fra Kina.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her