81-årige Rubén Gonzaléz spiller med ungdommelig lethed og elegance på sin nye cd
Ny cd
Den sublime cubanske pianist Rubén González, 81, fik sit verdensgennembrud i Ry Cooder og Nick Golds cubanske stjerneprojekt Buena Vista Social Club i 1997.
Og Rubén Gonzaléz har ikke været til at stoppe, siden han atter fik tangenter under sine gamle krogede hænder.
Ry Cooder hørte første gang Rubén González originale klaverspil på den legendariske Havana jam-session fra 1979 med Cubas største stjerner på det statsejede cubanske pladeselskabs label Areito (Estrellas de Areito). Og blev forståeligt nok ganske bjergtaget.
For Rubén Gonzaléz er en erfaren gammel dreng: I 40rne spillede han med Arsenio Rodriguez og fra begyndelsen af 60erne og de følgende 25 år var han fast pianist hos Enrique Jorrin (manden der siges at have opfundet cha cha cha).
Da han blev hentet ind til Buena Vista Social Club-projektet havde han imidlertid opgivet at spille. Ved pressemødet under Rubén González første besøg i Danmark som solist sidste sommer spurgte Information hvorfor og fik den meget prosaiske forklaring, at horder af umættelige træorm havde gjort det af med hans sidste klaver. Og han havde ikke haft råd til at anskaffe sig et nyt.
Så selvom hans gamle fingre i mellemtiden var krogede af gigt, kastede han sig uhæmmet over tangenterne, da lejligheden bød sig, og spillede som han altid havde gjort: med en uforudsigelig fantasifuldhed, som bygger på hans fornemme tekniske kunnen og indfølte glæde ved musikken.
Det banede vejen for hans første album. I en alder af 77.
Det er Rubén
Nu 81 år gammel er han klar med sit andet soloalbum, Chanchullo (violin). Og tro mig, Rubén Gonzaléz spiller med en ungdommelig lethed og elegance, som kun en garvet, gammel ræv med et overbroderet generalieblad er i stand til.
På solodebuten Introducing... Rubén Gonzalèz var stilen tilbagelænt salonmusik lige velegnet til middag med levende lys, en sjæler med den udkårne eller ren fordybelse. På Chanchullo er der mere spræl over den gamle klaverkilder. Samtidig er det som på debutpladen umiskendelig Rubén, for han har fulgt det råd han engang fik af Arsenio Rodriguez: »Tænk ikke så meget på, hvordan de andre spiller. Du skal ikke lægge dig op ad de andres spil, men spille din egen stil. Bare fortsæt på den måde. Når folk hører dig spille, vil de sige det er Rubén«.
Og sådan er det også på Chanchullo, hvor han med en spilleglæde, der oser ud af højttalerne aflokker sit instrument uhæmmede grin og fnis, uanset, hvor han sætter fingrene på tangenterne.
Omkring sig har han en sluttet skare af unge og gamle stjernemusikere og sangere, der på ingen måde skygger over mesterens spil, men derimod tilfører pladen større umiddelbar variation. Man får således både Ibrahim Ferrer, Eliades Ochoa, Cachaíto López, en perlende rytmesektion og senegalesiske Cheikh Lôs melodiske stemme med i købet.
Rubén Gonzaléz ser det som sin fornemste opgave at spille sit hjemlands musik hver dag resten af sine dage. Fortsætter han ad samme spor, kan vi vente os mange gode timer i hans forfriskende selskab.
*Rubén Gonzaléz: Chanchullo. World Circuit/MNW
