UANSET hvor flertallet ender med at være efter aftenens euro-optælling, står dansk demokrati tilbage med et fundamentalt problem:
På et af de allervigtigste politikområder er der vedholdende en meget stor vælgergruppe, som mener noget helt andet end de politikere, som de selv stemmer på, når der er valg til Folketinget.
På tinge går omkring 5/6 af de højtærede medlemmer ind for dansk ja til euroen. I befolkningen antages det i skrivende stund at være omkring halvdelen.
Blot at forlange, at partierne retter deres synspunkter ind efter vælgernes dom ved folkeafstemningen, er ingen langsigtet løsning. For godt nok skal resultatet af en folkeafstemning respekteres til fulde men det bør ikke forhindre noget euro-tilhænger-parti i også næste gang at gå til valg på den politik, det nu engang måtte gå ind for.
DER ER ikke udsigt til, at et snarligt valg til Folketinget ville bringe de valgte i bedre harmoni med vælgerne, når det gælder de store EU-spørgsmål. Intet tyder på et samlet skred til fordel for nej-partierne. Og de rene EU-bevægelser vægrer sig også naturligt ved at vove pelsen på den hjemlige parlamentarismes præmisser. Godt nok klinger det af og til noget hult, når de skal forklare, hvorfor de ikke vil stille op til det eneste parlament, de virkelig værdsætter og respekterer og vil kæmpe for. Men både Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU ved naturligvis, at de ville blive splittet for alle vinde, hvis de blev spundet ind i de indenrigspolitiske beslutninger.
DET KRONISKE skel i Europapolitikken mellem vælgere og valgte har som bekendt mange gode forklaringer i det narrespil, de gamle partier de seneste tre årtier har haft gang i. En ny ærlighed i EU-spørgsmålene hvor tiltrængt den end kan være er imidlertid langt fra nok.
Problemet stikker dybere det rækker ind i kernen af det repræsentative system, som dansk folkestyre bygger på.
En grundpille heri er partierne. Hele euro-kampagnen er fuld af eksempler på, hvorledes partierne og deres politiske ledere har været dårlige til at finde de argumenter og den melodi, som vælgerne kan finde troværdighed i.
Med partilederne Rasmussen og Rasmussen i spidsen, har det politiske establishment med voksende hyppighed afsendt byger af bandbuller, garantier og trusler. Men oftest i en form som modtagerne enten har gennemskuet som politiske trick eller med et indhold som ikke kaldte på modtagernes engagement.
I DERES kvide har ledende politikere talt om folkehøringer som et af midlerne til at indsnævre kløften. At tanken har fået så meget medvind, siger en del om hvor galt det står til med partierne og hvor svækkede de er af medlemsflugt og manglede intern debat og liv.
Hele det danske valgsystem bygger på den antagelse, at partierne er ramme om en slags permanent »folkehøring« og at partierne også på de enkelte politikområder tiltrækker faglige kapaciteter, som kan være med til at sikre, at der er viden og kvalitet bag udviklingen af partiets politik.
Som de seneste årtiers problemer med ministres faglige kompetence (det nåede anseelige højder allerede under de første Schlüter-regeringer) har vist, har partierne rekrutterings problemer af de større også på dette niveau.
PARTIERNES folkelighed og forankring i bestemte befolkningsgrupper er blevet svækket og professionaliseringen af politiker-hvervet har skubbet yderligere på. Derfor er skellet blevet så dybt, at den politiske klasse kan føre store kampagner, som ryger langt forbi målet. En del steder i verden rettes den slags problemer op af højtkvalificerede spindoctors men et af de formildende træk ved det danske cirkus er pudsigt nok, at vore spin-eksperter er ret dårlige.
Uanset, hvilket lod der bliver tungest i aftenens vægtskåle, bliver der meget at rette op på i det demokratiske liv. Og heller ikke den sag stopper i Kruså.
De skel, som i disse dage kommer så stærkt til udtryk på den hjemlige scene, kan i rigt mål genfindes
i næsten lignende udgaver i mange af landene omkring os. Der er tale om en demokratisk udfordring af de store.
