Læsetid: 6 min.

Den store, ukendte festival

25. september 2000

Jeg vakler hjemad og opsender en stille bøn om, at festivalen ikke er det eneste tiltag for at hverve flere unge til de naturvidenskabelige uddannelser

Festival
Hvis man endnu ikke skulle vide det, så afholdes der i perioden 22. september til den 1. oktober for anden gang Dansk Naturvidenskabsfestival, hvis erklærede mål er at øge den generelle interesse for naturvidenskab og teknik hos store og små. Derfor afholder man i løbet af de to uger, festivalen varer, omkring et tusind forskellige aktiviteter og arrangementer fordelt ud over hele landet.
Specielt børn og unge er en målgruppe, der satses meget på, fordi man håber, festivalen kan være med til inspirere dem til senere at vælge de hårde naturvidenskabelige fag frem for de mere bløde humanistiske fag. Men midt i en tid med en kommende EU-afstemning med tv- og avisdebatter en masse og et OL oven i det hele, har medierne ikke ligefrem tæppebombet offentligheden med information om festivalen. Man kunne derfor nemt få tanken, at de mange arrangementer og de gode intentioner måske ville drukne i den store mediestrøm. Af den grund satte Information sig for at tage pulsen på festivalen ved at tilmelde sig et par af weekendens arrangementer.
I forhold til festivalen i 1998 fokuseres der denne gang særligt på temaet ’Rummet år 2000’, der derfor bliver behandlet ved en lang række aktiviteter. En af disse er Rumbussen, som i løbet af festivalen vil turnere rundt i hele landet og fremvise sin udstilling om rummets udforskning. I Rumbussen – eller mere præcist rumlastbilen, der er nemlig tale om en kæmpestor af slagsen – er der ikke ret mange mennesker, ud over de to astrofysikstuderende, der med åbne arme byder mig og min ledsager velkommen på festivalens åbningsaften. Men klokken er selvfølgelig også kun syv – knap en time efter bussen har åbnet efter tidligere på dagen at have været parkeret foran Ingeniørernes Hus. Rundviserne forklarer beroligende, at da havde man besøg af store skoleklasser og mange andre besøgende.

Mød kosmonauter
Rummet inden i bussen er på størrelse med en stor dagligstue og er fyldt med plancher og udstillingsgenstande, der fortæller om forskellige emner inden for dagens rumforskning. Der er for eksempel en kopi i fuld størrelse af Rømer-satelitten, den danske satellit, som efter planerne skal op i rummet i 2003. Dens mission er at søge efter gammaglimt, som er de største energiudladninger, man kender, bortset fra Big Bang, samt at måle stjernernes svingninger: »En stjerne er som en guitar, der spiller på sig selv og fortæller om sit liv« står der skrevet på en medhørende planche. Dét – kan vi i de medfølgende høretelefoner konstatere – lyder som en pulserende høj, ensartet lyd.
Bagest i bussen står en model af en rumstationskabine, som man kan kravle ind i. De glatte, spejlende vægge skal give illusion om, at man er vægtløs og få kabinens kvartcirkel til at fremstå som hel. Men en slukket bærbar computer og opklistrede billeder af grønne computerskærme oven over én gør ikke ligefrem illusionen om, at man befinder sig langt ude i verdensrummet, fuldkommen.
Udstillingen fortæller selvfølgelig også en masse om astronauter. Efter Ørstedssatelitten er Danmark blevet en rumfartsnation og det forpligter naturligvis. En af de ting, man derfor får at vide, er, at man ikke behøver være et fysisk overmenneske for at blive astronaut. Man skal blot som minimum besidde en tre-årig naturvidenskabelig universitetsuddannelse samt have mindst tre års erhvervserfaring inden for ens eget fag. Det må da kunne motivere de unge mennesker, der ser udstillingen, til at ville læse naturvidenskab, tænker jeg, men kan ikke finde nogen unge mennesker at spørge. Da jeg forelægger denne oplysning til min ledsager, foreslår hun, at de motiverede unge måske allerede er taget til Næstved, hvor rumbussen skal hen på mandag, fordi to rigtige russiske kosmonauter vil være tilstede for at besvare spørgsmål fra interesserede.

Entusiastisk sort snak
Det næste punkt på festivallen, som jeg og min ledsager besluttede at møde op til, blev afholdt allerede næste morgen, lørdag klokken 10.00 på Institut for Automation på DTU.
De eneste, der imidlertid er kommet til arrangement med titlen ’Hvordan holder mekanikken balancen – helt automatisk?’, er endnu en journalist og to af hendes familiemedlemmer. Det ene familiemedlem er dog en dreng på 10-12 år og dermed endelig en, der hører til festivalens eftertragtede målgruppe.
Med stor venlighed bydes vi velkommen, og en lærer og en studerende giver sig til at forklare os om det basale ved automation. Der henvises til selvregulerende mekanismer som servosystemer til regulering af omløbshastigheder i elmotorer i tandlægebor, servostyrede bilrat, termostatstyring, robotter, og sågar Ørsted-satelitten, som Instituttet også har haft en finger med i frembringelsen af. Blandt de ting, der bliver vist frem, er et 30 år gammelt servosystem, der får en vægtarm til at balancere. Lidt det samme som at forsøge at få en pind til at balancere på det yderste af ens fingerspids, og vi får selv lejlighed til at prøve, hvilket især drengen benytter sig af.
Elektronikken bag apparatet undlader foredragsholderen heller ikke at komme ind på. Det bliver udførligt forklaret med diagrammer af elektriske kredsløb oppe på den grønne tavle. Ikke specielt let at følge med i, hvis man som jeg, den anden journalist og drengen ikke lader til at kende specielt meget til svagstrømselektronik, potentiometre, og tachometre. Men forelæserens entusiasme er om ikke andet smittende.
Efter DTU beslutter vi os for at deltage i Zoologisk Haves arrangement: ’Til lands, til vands og i luften – Prøv dig selv som adfærdsforsker’. En spændende titel, og forventningerne er derfor særligt høje til dette arrangement.
I Haven er der sort af mennesker. Måske har jungletrommerne alligevel båret det glade budskab om naturvidenskabsfestivalen ud til folk, tænker jeg optimistisk, da jeg kort tid efter finder et uanseligt skilt: Prøv dig selv af som adfærdsforsker på observationsposterne for søløverne og pampassen.
Henne ved søløverne står en større kødrand af mennesker, men ingen af dem lader til at bemærke det enlige træstaffeli med nogle plancher, der står lidt afsides, og fortæller om ’adfærdsforskningsaktiviteten’: Den viser sig at bestå i, at man ved at udfylde et skema kan være med til at øge kendskabet til, om den enlige hansøløve i bassinet opholder sig mest på land eller i vandet. Skuffet udfylder jeg et skema med dato og klokkeslet, vejrsituationen og sætter kryds i boksen for, at søløven befinder sig nede i vandet, og lægger så til slut skemaet i den dertil opstillede postkasse.
Jeg spørger en kvindelig dyrepasser om brugbarheden af min observation. Hun fortæller mig, at Zoo skam bruger publikums observationer til at bekræfte, hvad dyrepasserne allerede i forvejen har på fornemmelsen, og at resultaterne vil blive offentliggjort ved senere lejlighed. Jeg undlader at komme ind på den faglige værdi af disse ’videnskabelige’ observationer, når nu så få deltager og går i stedet ned til pampassen, den sidste observationspost, for at udfylde endnu et skema. Denne gang skal jeg registrere, hvor på anlægget dyrene befinder sig. Jeg venter et stykke tid på, om der kommer flere adfærdsforskeraspiranter. Det gør der ikke. Selv med alle de mennesker omkring mig, er det som om ingen ved, at der foregår en naturvidenskabsfestival lige for øjnene af dem.

På dansk, tak
Modløs tager jeg ind til bibliotekssalen i Rundetårn, der viser udstillingen: ’Det menneskelige Univers – 2000 års tanker om naturen’. Hér må der da findes folk, der har hørt om Naturvidenskabsfestivalen, tænker jeg. Det gør der også. Men de fleste lader til at være turister, som imidlertid synes ligeglade med, at den forklarende tekst til alle plancher og udstillingsgenstande kun står at læse på dansk. Så begynder der ellers en hæsblæsende historisk tidsrejse i ultrakort stikordsform gennem de sidste to tusinde års opdagelser inden for astronomi, fysik og lægevidenskab.
Jeg nærmest vakler hjemad overvældet af så megen naturvidenskabelig namedropping og opsender samtidig i mit stille sind en bøn om, at festivalen forhåbentlig ikke er det eneste tiltag for at hverve flere unge til de naturvidenskabelige uddannelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her