Læsetid: 5 min.

Den store utopi

22. september 2000

Den svenske instruktør Lukas Moodysson fortæller her om ’Tillsammans’, opfølgeren til hans succesfulde debutfilm, ’Fucking Åmål’

Film
Med en følsom og humoristisk skildring af to unge pigers spirende kærlighed i en lille, svensk provinsby tog Lukas Moodysson verden med storm. Ikke mindst i Norden blev Fucking Åmål en kæmpe publikums- og kritikersucces for to år siden, og man kunne ikke lade være med at se frem mod den 29-årige svenskers næste film. En så velskrevet og -instrueret debutfilm måtte simpelthen være et løfte om flere og større ting fra Moodyssons hånd.
Om den unge instruktørs anden spillefilm ligefrem er blevet større er så meget sagt. Men Tillsammans er i hvert fald blevet en endog rigtig god film, der bæres af samme indfølte, troværdige personskildringer, samme ubesværethed og spontaneitet i præstationer og instruktion og samme tiltalende humor og lethed og dog samtidig tyngde i tematik og handling.
Tillsammans er en film om 70’erne, om et kollektiv, der hylder strenge socialistiske idealer, og om hvordan det opleves af omgivelserne og ikke mindst to par forvirrede barneøjne, som af nød bringes ind i kollektivets midte.
Tillsammans er en generøs komedie, der står ved sine karakterer og viser dem som mennesker med både gode og dårlige sider, og så er det en satire over og opgør med den fanatisme, som de politisk bevidste 70’erne også bragte med sig.

Baggrunden
Fornylig mødte jeg den unge, malmöbo Lukas Moodysson, der selv er vokset op i 70’erne, til en snak om filmen, som han synes repræsenterer en slags utopi om tolerance og nødvendigt, menneskeligt samvær.
– Hvor kommer filmen fra? Jeg har læst noget om, at du var på kunstudstilling...
»Ja, det er vel den konkrete start. Det var en udstilling med svensk, politisk – men ikke bare politisk – kunst fra 70’erne. Og på en eller anden måde tændte den min interesse. Hvad, det helt præcist var og hvorfor, er lidt svært at sige, men jeg tror, at det havde at gøre med, at 70’erne for mig var en slags kliché. Jeg ville aldrig have fundet på at lave en film om 70’erne, men da jeg så den udstilling, var der så meget liv og helt andre ting, end jeg havde ventet mig. Og det satte simpelthen gang i min fantasi.«
– Hvad var da dit indtryk af 70’erne?
»I dag er 70’erne jo ligesom blevet en slags... når der er gået en rum tid, og man skal forklare et eller andet bagefter, så griber man ofte til meget klichéagtige og forenklede forklaringer. Det gør sig gældende for alting.«
»Mine associationer til 70’erne er to: Dels er det den politiske venstrebølge. Den anden er noget helt andet og mere direkte fra min barndom. Det regner, der er asfalt, jeg går i børnehave, det er lidt gråt og kedeligt. Det er to meget forskellige ting. Jeg så på et tidspunkt et fotografi, som ramte meget præcist. Min søn var meget interesseret i biler, og vi havde en lærebog for børn i, hvordan man skal opføre sig i trafikken. Den var fra 70’erne med sort-hvide fotografier, bl.a. af en lille dreng, som stod og ventede ved en fodgængerovergang, og så var der en slags højhusområde i baggrunden. Det billede genkendte jeg, og det udtrykte virkelig 70’erne for mig.«
– Og da du så udstillingen, kom du i tanke om noget...
»Fantasien blev sat i gang, og jeg tænkte, at ’det her er en sjov verden at dykke ned i’. Det kan have været en meget enkel ting fra starten, verdens mindste ting.«
»Jeg læste engang, at en af Bergmans film startede med, at han havde en vision af to kvinder, som sad med parasoller på en strand. Jeg blev så glad, for så enkelt kan det være. Mine ideer begynder også tit sådan. Da jeg gik på filmskolen ville jeg gerne lave en film på en kinesisk restaurant, og det blev til min afgangsfilm. Fucking Åmål blev til p.g.a. et billede af to teenagesøstre, som sidder i et værelse og taler om deres fyre. Det er, som når man maler abstrakt og siger, at ’nu må vi se, hvad det bliver til.’«
– Tillsammans er altså ikke et opgør med fortiden, med din barndom?

Opgør med fortiden
»Nej, tværtimod. Det handler snarere om stor kærlighed til eller sympati for de her mennesker. Og så længe man virkelig elsker og sympatiserer med nogle mennesker, så kan man også være ret negativ og hård mod dem. Og så længe, man bakker op om dem, så har man også en slags ret til at være det. Grundprincippet var så absolut fascination, interesse, sympati og kærlighed og ikke noget oprør på den måde.«
– Jeg har også læst mig til, at du ikke er interesseret i at pege fingre ad eller gøre grin med 70’erne.
»Nej, men man har jo lov til at grine lidt. Dog opfattes filmen forskelligt, hvilket er meget interessant. Mennesker har forskellige opfattelser, personlige minder fra 70’erne og politiske synspunkter, så i Sverige er filmen blevet opfattet meget forskelligt. Dels at det er en vældig negativ og ironisk skildring af nogle idioter. Det er det i hvert fald ikke, men jeg kan godt forstå, at man kan synes det. Og så findes der andre mennesker, som synes, at den er for positiv.«

Mikrokosmos
– Film og kollektiv bliver et mikrokosmos på verden og ender med at favne alle typer og holdninger.
»Den verden, de levede i i 70’erne, var både god og dårlig. Hele verden er jo både god og dårlig. Det er en tendens i verden i øjeblikket til, at man deler både mennesker og hændelser ind i gode og dårlige, men de er ofte begge dele. Hele udviklingen i kollektivet, det lille mikrokosmos, går fra hård fundamentalisme i starten til, at man begynder at kompromisse sig frem. Det er en hyldest til kompromisset. Man kompromisser sig frem til den store forsoning og fællesskab, som filmen ender i. Den er næsten, ikke rigtig, men næsten utopisk.«
– Fællesskabet ligger også gemt i filmens titel, der også er navnet på kollektivet: Tillsammans – det gælder om at finde et holdepunkt i tilværelsen.
»Jo, og at det er meget bedre at leve sammen end at være alene. Det er også en tendens i verden i dag. At man hylder en slags individualisme, at man på sin vis er sit eget produkt. Men det er man ikke. Man er altid et produkt af sine omgivelser, og det er meget vigtigt at huske på.«
– Og det kan du bruge humoren til at huske os på med?
»Humoren findes i verden, som den ser ud, men det handler også om, at det er en del af min kunstneriske opgave og krav til mig selv, måske ikke, at folks skal stå og grine i forhallen, men at de skal have det sjovt. Ellers er det så meningsløst. Jeg synes, at det er vigtigt, at man får lov at gå i biografen og have det rart. Livet er svært nok i forvejen.«

*Tillsammans får dansk premiere på næste fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu