Læsetid: 12 min.

Træk roligt i nødbremsen

27. september 2000

Tidligere økonomi- og markedsminister Ivar Nørgaard ser ingen problemer ved at stemme nej til euroen. Efter et nej vil situationen være akkurat, som den er nu og har været længe, siger manden, der skrev under på EF-traktaten i 1972, men fra starten har bekæmpet alle unions-drømme

Det gør indtryk, når selveste ’Mr. Europe’, den tidligere markeds- og økonomiminister Ivar Nørgaard, tilslutter sig nej-sigernes brogede skare og råder den danske befolkning til at stemme nej til euroen.
Han er ikke hvem som helst, men manden, der på Danmarks vegne forhandlede og skrev under ved landets tilslutning til EF i 1972. Hvordan kan han dog slutte sig til venstrefløjens og Pia Kjærsgaards brigade nu 28 år efter, spørger man en smule giftigt i borgerlige kredse og blandt irriterede partifæller. Nok er han kendt som skeptisk tilhænger af EU og modstander af yderligtgående europæisk føderalisme, men alligevel er hans livlige deltagelse i debatten på nej-siden blevet opfattet som lidt af et svigt i forhold til den heftigt kæmpende statsminister.
Det tager Ivar Nørgaard temmelig let, selv om han ser det som fornærmeligt at koble ham og Pia Kjærsgaard sammen. I det hele taget mener han, at nej-siden og dermed også de mange socialdemokratiske euro-modstandere, har været udsat for en utrolig tæppebombning af mistænkeliggørelse fra tilhængerne her op til folkeafstemningen. Men hele ideen ved en folkeafstemning er jo, at hver enkelt person, uafhængigt af sit parti, afgør sin holdning. Og man kan være en lige så god socialdemokrat, selv om man ikke ønsker Danmarks deltagelse i den fælles mønt.
»Jeg synes, vi var mildere mod nej-sigerne i min tid. Vi tæppebombede dem ikke, som man gør i dag,« siger han.

Flomme-euforien
Ivar Nørgaard har den holdning til EF/EU, som han hele tiden har haft: Positiv overfor europæisk samarbejde og frihandel, men iskold overfor »flomme-eufori« som fælles hymner, fælles flag, fælles mønt og en dag om ikke så længe måske også fælles hær.
Glidebanen mod en union tegner sig tydeligt for ham efter et ja, og dermed også et pres mod det danske velfærdssamfund gennem flertalsafgørelser og skatteharmonisering – og det får man ikke ham til at sige god for, understreger han.
Nørgaard residerer i en beskedent lille formands-kontor i Pensionisternes Samvirke i Griffenfeldtsgade og ligner sig selv, som man husker ham fra utallige tv-udsendelser om union og marked gennem årene. Alderen har været mild mod den 78-årige Ivar Nørgaard, som måske også selv er blevet lidt rundere af væsen med årene. Men han er stadig skarp og direkte i argumentationen.
– Da du skrev under på vores indtræden i Fællesmarkedet i ’72, understregede du i din tiltrædelsestale, at Danmark ikke ville lade sig binde af præamblen til Rom-traktaten – altså formålsparagraffen om en stadig tættere union. Men gik det egentlig rigtig op for befolkningen, at den paragraf var der –og hvad den betød?
»Man snakkede da i høj grad om det, for de yngre socialdemokrater, der var imod vores indtræden – Ritt Bjerregaard og Auken bl.a. – henviste jo netop til præamplen og sagde, at meningen med det hele var at lave en politisk union. Mit svar var, at det bestemte vi selv. Hvis man skulle flytte noget fra præamblen over i de rent praktiske artikler, ville det kræve enstemmighed. Og så kunne vi sige nej.«
»At det så siden har vist sig, at man ikke tager det med enstemmighed så alvorligt, er en anden sag. Da vi stemte nej til Maastricht, sagde de andre jo, at de ville gå videre alligevel. Og det gør det lidt svært at lytte til udenrigsministeren, når han nu påstår, at hvis vi ikke synes om det, der står i den kommende Nice-traktat, kan vi jo bare stemme nej, så bliver det ikke til noget.«

Et skridt mod unionen
– Hvordan ser du udviklingen siden 72 – og hvad drømte du om dengang?
»På det tidspunkt, hvor både Nordek og projektet med et frihandelsområde af EFTA-landene og De seks i Rom-traktaten var glippet og England besluttede at gå ind i EF, mente jeg, at det eneste naturlige var, at vi kom ind samtidig. Hovedparten af vores landbrugseksport gik jo til England.«
»Det var så mit håb, at vi fik nedbrudt de fælles toldskranker og fik et fælles frihandelsområde, der var mere vidtgående med fælles toldsatser udadtil. Det ville være hensigtsmæssigt for et land med en stor udenrigshandel, som vi havde.«
– Så pragmatisk var det?
»Ja, ideen med fælles flag og fælles hymne for ikke at sige fælles mønt, var noget, der lå mig meget fjernt. Men på et tidspunkt ville man have mere dynamik ind i foretagendet, især de oprindelige seks medlemmer var meget ivrige for at få noget momentum, som de kaldte det. Og så var det, man i 86 lavede ’pakken’ med nye ordninger, hvor man på flere områder fik flertalsafgørelser i stedet for enstemmighed på Det indre Marked.«
»Det var vejen mod en politisk union, syntes jeg –og derfor anbefalede jeg, at man stemte imod. Og det gik alle socialdemokrater i gruppen med til undtagen tre – den ene var Poul Nielson, som i dag er kommissær i EU, den anden Erling Olsen, som er dansk repræsentant i det udvalg, der beskæftiger sig med menneskerettigheder eller en ny EU-grundlov. Så de er sandelig blevet ophøjet.«
»Der var flertal i Folketinget mod pakken – men så lavede Schlüter jo en lyn-folkeafstemning på tre uger, og folk sagde ja. Det var bestemt ikke noget, jeg havde drømt om eller forudset. Det var en skuffelse, men man må jo selvfølgelig altid respektere resultatet af en folkeafstemning – og bagefter forsikrede Schlüter, at unionen var stendød.«
– Men det var den ikke?

Føderalt blod på tanden
»Nej, føderalisterne fik endnu mere blod på tanden. De fik den dynamiske komissionsformand Jacques Delors til at foreslå, at man skulle køre videre med en regeringskonference, hvor han først havde inviteret nogle nationalbankdirektører og monetaristiske økonomer til at lave et udkast til en økonomisk, monetær union. Et projekt, der gik ind for, at vi skulle have en centralbank, der bestemmer det hele, og at finansministrene skulle have deres råderum indskrænket. Det drejede sig om at gøre nøjagtigt, som Bundesbank altid har gjort – at sikre prisstabilitet. Det er hele formålet med ØMU’en.«
»Den model kunne vi ikke godtage – vi ville have, at fuld beskæftigelse i det mindste skulle rangere på linie med prisstabilitet, og så fik vi jo udskudt problemet. Folk stemte nej til Maastricht-traktaten i ’92 – og vi fik i ’93 forbeholdene ind i Edinburgh-aftalen, der blev bekræftet i Amsterdamtraktaten i ’98.«
»Men der begik man den fejl ikke at få hensynet til beskæftigelsen ind i selve ØMU-aftalen – det blev kun til et afsnit i Amsterdamtraktaten og det er alt for luftigt i forhold til de meget rigoristiske bestemmelser om prisstabilitet,« siger Nørgaard.

En hellig sag
For ham er den væsentligste indvending mod ØMU’en, at et så stift system styret af en centralbank fratager de enkelte lande muligheden for at føre en selvstændig ekspansiv politik mod arbejdsløshed i krisesituationer.
Kampen mod arbejdsløsheden er en hellig sag for socialdemokrater af Ivar Nørgaards generation.
Han voksede op i 30’erne, hvor den gennemsnitlige ledighed nåede op på 33 procent. Og han så de lange køer af arbejdsløse på meget nært hold, fordi hans far, Ingvar Nørgaard, var socialdemokratisk sognerådsformand i Lyngby-Tårbæk helt fra 1928.
»Her oplevede jeg ikke bare arbejdsløshedens hærgen, men vi fik også besøg af flygtninge fra Tyskland, socialdemokrater, der kunne berette om koncentrationslejrene dernede. Ude på Torvet stod nazistiske stormtropper med skrårem og lange støvler og gule skjorter og nazister smed sten mod vinduerne til Socialdemokratens lokalredaktion, som min far var redaktør for. Jeg oplevede også KU’ere marchere rundt i lange, sorte støvler – og det har selvfølgelig altsammen præget mine holdninger.«
Iver Nørgaards nutidige forsvar for nationalstaten har dyb rod i barndommens oplevelser og har ikke den fjerneste sammenhæng med fremmedangst og nationalisme. Tværtimod. Men kun en selvstændig stat med handlefrihed kan bekæmpe arbejdsløshed og modvirke ulighed, mener han. Og det var hans oplevelse af regeringen Staunings behjertede forsøg på at modvirke arbejdsløsheden og Kanslergadeforliget og den statslige krisestyring i årene efter krigen, der har gjort ham til glødende tilhænger af den engelske økonom Keynes finans- og pengepolitik, som kom til at præge de socialdemokratiske regeringer i mange år. En politik, der opererede med bevidst statslig over- og underbudgettering for at få folk i arbejde og tog prisstigninger og inflation langt mindre tungt, end nutidens markeds-økonomer gør det.
– Men det europæiske samarbejde gælder jo andet og mere end økonomi. Mange stemmer ja til euroen, fordi de ser EU som et fredens projekt. EF blev dannet på Kul- og Stålunionens grund efter 2. verdenskrig, og ideen har været at forhindre Europas store lande i at kriges?
»Jeg er enig i, at såvel Kul- og Stålunionen som Romtraktaten på den måde var et fredens projekt. Men det indebærer jo ikke, at man skal have en fælles mønt – og slet ikke, at vi skal være med i den. Det ville være ejendommeligt, hvis et ja fra os skulle være en garanti mod krig.«
– Det handler vel også om at tage ansvar og ikke kun om at ville have fordele. Om at samarbejde om noget, man alligevel er nødt til at rette sig efter?
»Jeg kan ikke se, at man behøver det på andre områder end der, hvor man ikke selv som nation kan klare problemerne. Vi har jo fået fastsat et nærhedsprincip – subsidaritetsprincippet – og det bør man holde fast på. Men de seks oprindelige lande har jo sammen med Spanien og Portugal fået den vision, at der skal være et forenet Europa som endemål. Det endemål går jeg bestemt ikke ind for. Jeg mener, at vi forsvinder i sådan et forenet Europa.«

Danske logebrødre
Ivar Nørgaard har aldrig lagt skjul på, at han har et lidt køligt forhold til de Europa-ivrige unge socialdemokrater, som »sidder nede i EU og taler mange sprog,« men mangler kontakten med almindelige danske borgere. Og det samme gælder danske ministre.
»Mange ministre er mere sammen med ministre i EU end med andre mennesker. De bliver nærmest en slags logebrødre, der er på fornavn. De bliver nemt påvirket af en ultra pro-europæisk stemning – det er jo klart, at vi holder sammen, ikke? Men de fornemmer ikke rigtig, hvad almindelige mennesker mener. Det udtynder folkestyret og folketingsdemokratiet herhjemme. Det bliver sultet, også i opmærksomhed – og det er farligt.«
»Udviklingen mod at få os til at overgive det, der er karakteristisk for en nation eller stat til et overstatsligt foretagende, er jo allerede begyndt. De, der ønsker det, har jeg kaldt flomme-europæere. Har vi først sagt ja til mønten, bliver det næste utvivlsomt en fælles hær. Det er jo at gå over til en overstatslig dannelse – og så vil man opdage, hvilket enormt demokratisk underskud, der bliver tale om, for det hele skal vedtages af ministerrådet og kontrolleres af Europa-parlamentet, som jo ikke er noget rigtigt parlament. Og selv om det blev det, så er det så fjernt fra Danmark og alt for svagt i forhold til almindelige danske borgeres indflydelse.«
»Der er ikke nogen vælgerforening, de parlamentarikere kan komme op og snakke med, for hele Danmark er jo deres valgkreds. Og hvordan skal man kunne holde vælgerforeningsmøder i sådan en kreds og snakke med dens repræsentanter? Hvordan følger man med i debatterne dernede, når de foregår på syv sprog? Der er i øjeblikket 16 danskere dernede ud af godt 650 medlemmer –og når østlandene kommer med, så bliver det endnu færre danskere, måske kun 10. Hvordan skal man praktisere folkestyre via dem? Det kan jeg ikke se.«

Med til bords
– Men skal vi trods alt ikke helst være med ved bordet ? Søge indflydelse der, hvor beslutningerne tages – som det hele tiden gentages fra tilhængerside?
»Vi sidder jo med ved alle de borde, hvor beslutningerne tages. De tages i ministerrådet og ikke ved uformelle møder, inden rådet mødes. Så uanset om vi siger nej til euroen, sidder vi, hvor beslutningerne tages. Det økonomiske råd, som de 11 eurolande har dannet, har ingen status i traktaten. Og bliver de enige om noget, skal de ind og overbevise englænderne, svenskerne og os, hvis de vil have det igennem.
Skræmmebilleder
– Regeringen har jo i sidste uge spillet ud med nogle beregninger over de økonomiske konsekvenser af et nej. Gør de ikke indtryk på dig?
»De har lidt for meget karakter af skræmmebilleder. Det er ikke tilfældigt, at man helt lod være at tale økonomi fra ja-siden et stykke tid efter, at vismændene og en række økonomiske eksperter havde udtalt, at det ikke havde nogen større økonomisk betydning, om det blev et ja eller nej. Man gik i stedet over til at beskæftige sig med visioner om et forenet Europa, men det var noget, der bestemt ikke tiltalte en meget stor del af den danske befolkning. Først efter at man havde set på de dårlige meningsmålinger, talte man økonomi igen. Og der synes jeg nok, de har overdrevet noget. Men det er jo spændende, om det får effekt.«
– Har nej-siden ikke overdrevet omkring faren for folkepensionen?
»Det er de andre, der overdriver. Det, vi har sagt, er, at hvis man siger ja, så bliver presset mod det danske velfærdssamfund forstærket. Så vil man uundgåeligt have flertalsafgørelser og skatteharmonisering – og begge dele fører til, at vores samlede skatteniveau bliver sænket, fordi vore skatter ligger højere end de andres. Vort velfærdssamfund er jo finansieret over skatterne – det har vi vænnet os til, og det synes jeg, vi skal holde fast i, for det betyder den mest solidariske ordning og det mest finmaskede sikkerhedsnet. Andre lande bruger måske lige så mange penge – de er bare meget mere ulige fordelt.«
»Men der bliver altså færre skattekroner til rådighed. Jeg har aldrig sagt, at det specielt vil komme til at gå ud over folkepensionen. Faktisk tror jeg, at det er noget af det sidste, man vil lade det gå ud over – og hvis politikerne nu siger, at de vil holde fast i den, så kan de sagtens gøre det. Det kan kun glæde mig som formand for en ældre-organisation. Men det kan jo gå ud over midlerne til så meget andet – plejehjem, hjemmehjælp og hospitaler f. eks.«
– Hvordan forestiller du dig, at Danmarks situation vil være efter et nej?
»Så vil tilstanden være, som den er i dag og hele tiden har været.«
– Hvad vil vi vinde ved at stå udenfor?
»Friheden til at handle selvstændigt, hvis der kommer en krise, som der jo normalt altid har gjort det i den kapitalistiske verden. På et eller andet tidspunkt vil den opgangskonjunktur, man oplever nu, ende i en nedtur. Hvis IT-boblen springer eller oliepriserne stiger på ny, skal centralbanken forhøje renten, sådan som ØMU’en er bygget op. Og det betyder færre investeringer, mindre vækst –og så bliver der arbejdsløshed.«
»I en sådan situation er ØMU-modellen forkert, men hvis vi har opgivet kronen, kan vi ikke vride os ud af systemet. Vi kan ikke tilpasse os, ikke justere økonomien – jeg taler ikke nødvendigvis om devaluering. Det kan blot være en underbalancering af budgettet, der er mere end de tre procent, vi får lov til, hvis vi stemmer ja til euroen.«
»Jeg taler ikke om at påføre andre arbejdsløshed ved at lægge byrden over på dem gennem devaluering, men om at justere kurserne i forhold til hinanden, når de realøkonomiske forhold udvikler sig forskelligt i de forskellige lande i Europa. Det kunne vi før i forhold til den tyske mark. Vi kunne tale os til rette. Med ØMU’en bliver systemet alt for stift og det kan sætte de europæiske lande med deres meget forskellige økonomiske vækst og udvikling i alvorlige problemer, hvis der virkelig kommer en krise.«
»Jeg har været med til at starte toget, men jeg vil også være med til at trække i nødbremsen, hvis det kører for hurtigt eller kører den forkerte vej. Det er det, jeg forsøger nu,« siger Ivar Nørgaard.

Ingeborg Brügger er freelance journalist

FAKTA
Blå bog
Ivar Nørgaard, født 1922, er uddannet cand. polit, og har i sin lange karriere som top-socialdemokrat bla. været forstander for
Esbjerg Højskole, politisk chefredaktør ved Aktuelt, økonomiminister og minister for europæiske markedsanliggender i ministeriet Krag i 1965. Siden kom poster som minister for udenrigsøkonomi og europæiske markedsanliggender, økonomiminister, handelsminister m.m. i de skiftende socialdemokratiske regeringer frem til 1982. Han er i dag landsformand for Pensionisternes Samvirke og for paraplyorganisationen Ældremobiliseringen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu