Læsetid: 5 min.

Tungen på vægtskålen

29. september 2000

Den endeløse retorik om ældrebyrder og pensionsbomber fastholder et goldt politisk perspektiv uden blik for de mange ressourcer, der gemmer sig under statistikkens stive streger

Qlummen
Pensio’ er latin og betyder at afveje.
Poul Nyrops kluntede valgoptræden viste, at afvejningens kunst er en svær én. Både når det drejer sig om økonomi og politik, og ikke mindst i spørgsmålet om, hvordan man afvejer ordene i sin mund, inden man lukker dem ud.
De store ord om pensioner eller ikke pensioner stammer fra et spøgelse, der i øjeblikket hærger Danmark, såvel som Europa og Verden. Spøgelset udspreder et uhyggeligt rygte om den nært forestående alderdommedag, eller agequake, hvor befolkningseksplosionen tager karakter af en ældrebombe, og verden forberedes på at måtte bære en voldsom pensionsbyrde.
I OECD hedder det the burden of elderly dependency. Med tal og statistik om verdens voksende ældrebefolkning underbygges en forventning om, at tilsvarende stigende udgifter vil få de yngre generationer til at gå i knæ. Hele retorikken omkring dette emne er ladet med skræmmende katastrofebegreber og får så megen opmærksomhed i politik og medier, at det overgår debatten om de reelle miljømæssige trusler, der hænger over den blå planet.
En afvejning af ord og relevans ville være tiltrængt.
Regeringens rapport om et bæredygtigt pensionssystem følger trop. Her står f.eks., at mens der i dag er 4,5 personer i den erhvervsaktive alder for hver person over 64 år, forventes der i år 2035 kun at være tre personer for hver person over 64 år. Slutningen lyder derfor: »Den ændrede demografiske sammensætning vil indebære en øget belastning på de offentlige budgetter på ca. fire procent af BNP.«

Udsagnet lyder logisk, men holder ikke til en simpel argumentationsanalyse. Hvori består den underliggende hjemmel, der bringer belægget om antallet af mennesker over 64 år over til påstanden om »en øget belastning på det offentlige budget?«
64 år synes at være en magisk grænse for det menneskelige liv, hvor der pludselig indfinder sig en voldsom tyngde. Man må undre sig: Vores samfund er i den grad funderet på naturvidenskabelig, rationel tankegang, og dog eksisterer der en klippefast tro på, at ethvert menneskes 64-års fødselsdag er en mystisk overgangsrite til en tilværelse som hjælpeløs, træt, tung, dårlig og dyr.
Der mangler en mere nuanceret afvejning af de enkelte mennesker, der proppes ned i denne kasse, hvor alle tilsyneladende rammes af både alderdom og sygdom.
Jeg mødte for nylig den italienske Dr. Faillace, en 75-årig hydrogeolog, der har arbejdet hele sit liv i internationale organisationer. Hans kone er en smuk, jævnaldrende tysk yogalærer. Siden Dr. Faillace’s pensionering har de valgt at leve halvdelen af året i Indien, hvor de har travlt med at hjælpe for egne midler. Han med at skaffe rent drikkevand til landbefolkninger i Indien, hun med at lave sin egen private hjælpefond. Hun opsøger fattige familier med børn, og via det kontaktnet til velstillede vesteuropæere, ægteparret har efter et langt liv i internationale sammenhænge, sørger hun for at finde private sponsorer til hver enkelt familie. De to mennesker strålede af livskraft og glæde.

Man behøver ikke at tage til Indien for at træffe mennesker over 65, der arbejder med samfundstjenlige projekter. Herhjemme er der et utal af ældre mennesker, der forærer deres tid til lokale foreninger, idrætsorganisationer, lokalhistoriske arkiver, frivillige hjælpeorganisationer mm.
De to store organisationer, Ældremobiliseringen og Ældre Sagen, har f.eks. mange frivillige. I Karlebo kommune har Ældre Sagen alene 100 mennesker over 65 år, der er aktive i diverse undergrupper og foreninger; blandt andet bruger mange af disse mennesker ressourcer på at være besøgsvenner hos ensomme, aflastere til pårørende med demens, besøgsvenner i børneinstitutioner, gratis PC-supportere, juridiske rådgivere, reservebedsteforældre og hjælpere med praktiske gøremål.
I regeringens regnestykke – og argument – er der derfor to fejl.
For det første beregnes statslige udgifter automatisk på grundlag af antallet af mennesker i bestemte aldersgrupper. Dette udregningsgrundlag tager slet ikke hensyn til den store forskelligartethed, der er i befolkningsgruppen over 64 år. Vi bliver faktisk ikke pludseligt syge og uarbejdsdygtige på vores 65-års fødelsesdag. Når vi kommer op over 85-års alderen bliver vi mere syge, men også der er det f.eks. kun en tredjedel af befolkningen, der tæller i statistikken over sygehusindlæggelser.
For det andet er BNP-udregningen slet ikke dækkende for de arbejdsopgaver, der bliver udført ude i virkeligheden. Alle de ældre, som har travlt i frivillige organisationer, alle de bedsteforældre, der passer børnebørn, f.eks. når institutionerne strejker, som det skete i København i sidste uge, og alle de ældre mennesker, der giver økonomiske tilskud til yngre familiemedlemmer; alle disse mange og vigtige bidrag til samfundets evige karruselkørsel indgår overhovedet ikke i beregningen af den ’rigtige’ samfundsøkonomi; nemlig BNP.
Her mangler en nøjere afvejning af, hvad det egentlig er for et indtægts- og udgiftsgrundlag, der tages for givet i skræmmeretorikken om fremtidens ’ældrebombe’.
Folkepensionen koster. Men hvorfor opfører politikere sig så uansvarligt, at de sætter folkepensionsalderen ned – samtidig med at befolkningens gennemsnitslevealder og helbredstilstand ryger op?
Muligheder, evner og helbred blandt mennesker over 65 år vil i fremtiden blive endnu mere forskellige, end de nogensinde har været. Vi er nødt til at gå over til individuelle vurderinger af, hvornår man er klar til at få sin pension, som ikke skal udbetales pga. alder, men derimod pga. slid, trang eller sygdom.

En kommunalt ansat i pensionsafdelingen fortalte mig, at for at få førtidspension når man er over 61 år, skal man være meget mere syg end ansøgerne under 61 år. Det fremgår af lov om social pension § 14,3 at grænsen er 66 år, men i den pågældende kommune var den altså 61. Hvorfor skal nedslidte mennesker straffes med, at de endnu ikke er fyldt 67, så de kan gå på folkepension? Og hvorfor har vi overhovedet brug for bestemte aldersgræner, når vi er så forskellige?
Der er naturligvis modstand mod at droppe folkepensionen blandt befolkningen. Men. Mon ikke denne modstand i høj grad skyldes, at ældre – både i samfundet og på arbejdsmarkedet – i øjeblikket udsættes for så megen negativ retorik med deraf følgende menneskelig nedvurdering, at de bare ønsker at komme ud af arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt?
Der hvor man er værdsat, vil man selvfølgelig gerne være længe. Det er ikke blot politikernes ansvar.
Vi har alle ansvaret for at afveje vore ord og meninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her