Læsetid: 3 min.

Tvivlens teater

30. september 2000

Radio & tv
Nå, men så tog jeg mig en marathon-kigger tirsdag aften for at følge den grasserende euro-debat i forløb. Først på DR1, dernæst på TV 2. Der var også en pæn portion selvudlevering. Jeg er stadig i tvivl om, hvor meget politikernes argumenter i sig selv er med til at overbevise vælgerne om, hvor de skal sætte krydset. Selv den den største eurofob må have en skeptisk matrice støbt ind i sjælen. Vi vil gerne se lyset, måske ligefrem omvendes, men vi vil hverken narres, trues eller trynes. Og der gjorde ja-sigerne regning uden vært. Jeg vil ikke gå ind i argumenterne, men mere beskæftige mig med rammerne og afviklingen af showet – for det er det jo! Præsentationen, opstillingen, iscenesættelsen var forskellig på de to moderkanaler.
Her må jeg tilstå, at DR1 lå lysår tilbage. Vi havde politikerne siddende i den sædvanlige, flade hestesko med front mod et inviteret publikum i en rungende hal i Ringsted. Altså klassisk panel i egen sovs. Foran panelet en slags voldgrav, velsagtens af hensyn til teknikken. Men det er med til at skabe en afstand til gæsterne, der samtidig er spørgere. Der er noget urokkeligt og mastodontisk ved den opdeling af seancen, der ikke virker befordrende for seriøs udveksling af argumenter.
Og så var der teknikken. Gott im Himmel! Det ligger mig fjernt at antyde, at der skulle være en overvægt af ja-sigere blandt kamera- og lyd-mænd, men jeg bemærkede flere gange, at når Frank Aaen og Ole Krarup skulle tale, så varede det flere sætninger, før mikrofonen var skruet så meget op, at vi kunne høre, hvad de sagde. Det skete ikke, når Nyrup kom på. Aaens mikrofon skrattede metallisk overstyret henimod programmets slutning, hvor statsministerens havde en malmfuld bas. Det kan være manglende ekspertise, men den slags er afgørende for, hvordan et budskab bæres frem på skærmen. Lyset var højt og blankt, så folk skinnede på næsen. Det får være, men at der ikke var mere overensstemmelse mellem kameraernes beskæring var dilettantisk. Politikere, der sidder og gestikulerer, skal ikke have hånden skåret af ved håndledet. Gestik er en del af udtrykket. Hallo, folkens, tv er et billedmedium! Da vi kom til slutrunden bemærkede jeg mig, at kameraet kom tættere på bl. a. Nyrup og Mimi. Det gav dem større intimitet. Den slags er heller ikke ligegyldigt, når man skal lirke sig ind i vælgernes hjerter.

Så var der trods alt mere liv over TV 2’s valgudsendelse. De seks politikere stod op, hvilket straks gav en anden energi. Som en flok gladiatorer på hver side af et bord fik de spørgsmål slynget ned fra publikum, der sad i amfiopbygning på alle sider. Det gav straks en helt anden dynamik. For det første er kombattanterne mere blottet. De er i en arena, hvor de skal forsvare sig opad.
Deres tilbagelænede ansigter kunne få præg af påberåbelse af højere instanser – hvilket vælgerskaren til syvende og sidst jo også er. Det gav samtidig teknikken mulighed for at lave billeder med både modstandere og publikum i baggrunden som modkommentar til den talendes retorik: den lille hovedrysten, grinet og grebetheden af diskussionen.
Det var faktisk ret medlevende fjernsyn. Der kom krop på debatten. Så gjorde de svigtende mikrofoner mindre. De blev hurtigt udskiftet i billedet som stafetter i et spontant ritual.

Efter valget: Jeg giver stadig ikke mange Døjsenberg for DR’s afvikling af valgorgiet. Det må være et mindstekrav, at kamerafolkene kender de interviewere, de skal filme. På et tidspunkt holdt DR1 kameraet længe på TV2’s interviewer, der talte stumt med Holger K. Jeg måtte i hast zappe over på TV 2 for at høre, hvad de sagde. Studiet var med croma-key fra før Edison blev født, så de to værter kom til at ligne for snært klippede kravlenisser. Og lad mig være perfid i to sekunder: Hvor mange levende vælgere tror, man bliver klogere på EU af at lytte til Lykke Friis’ rablende eurotics? At hun er godt inde i sit stof, er ikke det samme, som at hun formår at formidle sin viden på en skærm.
Og aftenens ledeste klip? Hen på den glædesglinsende Pia Kjærsgaard, mens den knuste men tapre Nyrup synger sig igennem Når jeg ser et rødt flag smælde.
Tæppe!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her