Læsetid: 3 min.

Tyrkiske penge, varer og kunder

26. september 2000

De tyrkiske investorer er kommet til Berlin. Denne sommer åbnede de det første tyrkiske varehus i byen

BERLIN – Bazar er sådan et belastet ord – det lugter af for meget af kamel. Varehus er det eneste dækkende for de to etager fulde af madvarer, køkkenudstyr og tøj ved Kottbusser Damm.
Tiderne med vaklende boder og bugnende grønsagsbutikker er ved at klinge ud. Den tredje generation af tyrkere er ved at vokse op i Berlin, og de har helt andre krav til indkøbsoplevelser og underholdning end bedsteforældrene, der kom hertil for 35 år siden.
Det har en række tyrkiske investorer fra Konya fået øje på, og denne sommer åbnede de varehuset Adese i Berlin-bydelen Kreuzberg – i folkemunde kaldet ’Lille Istanbul’ på grund af de op mod 150.000 tyrkiske indvandrere, der bor i området.
Ud over det traditionelle varehus-sortiment planlægger Adese at åbne en restaurant, flere småbutikker med brød, smykker, aviser og tyrkisk musik er allerede i gang. Om nogle måneder vil det ikke længere være et varehus – så er det et regulært tyrkisk stormagasin midt i Berlin.
»Du skal ikke se denne forretning som udtryk for, at tyrkerne forsøger at isolerer sig,« anfører forretningsføreren Abdul Kerim.
»Tværtimod. Se på Aldi- og Rewe-kæderne, der har åbnet forretninger i Tyrkiet. Hvad søger de dog der? Kunder! Og nu er det altså omvendt, vi søger kunder her.«
Abdul Kerim kom til Berlin som 18-årig, læste driftsøkonomi, arbejdede i detailhandlen, og som 40-årig troner han nu på et lille podium i Adeses administration. For hans fødder sidder kontordamerne. Stemningen er uhøjtidelig, flere gange under interviewet kommer kvinderne med tilråb.
I forvejen har Adese 13 stormagasiner i Tyrkiet. Berlin er det mindste og foreløbig et pilot-projekt. Hvis kundeinteressen er der, vil Adese åbne yderlige to forretninger i Berlin og seks andre i det vestlige Tyskland – hvor der er store tyrkiske befolkningsgrupper.

Aldi har dem ikke
»Den tyrkiske befolkningsandel er interessant for os, fordi vi hovedsageligt tilbyder tyrkiske varer. Aldi har dem jo ikke. Men vi finder ikke kun vore kunder blandt tyrkerne, næsten halvdelen af kunderne er andre nationaliteter – tyskere, arabere... Husk på, at mange tyskere er blevet fortrolige med tyrkisk mad i deres ferier. Hvert år tager seks millioner tyske turister til Tyrkiet.«
Hos Adese genfinder turisterne alle de mediterane lækkerbiskner – pide-brød, kastanie-pure og balsamtræ-marmelade, foruden tyrkisk mineralvand, tysk vaskepulver og tyrkisk hvidløgspølse fra Köln.
Hovedparten af de 65 ansatte er af tyrkisk afstamning, men, påpeger Abdul Kerim, næsten en tredjedel af dem er tyskere. »Vores tyrkiske medarbejdere skal være to-sprogede. Hvis de ikke kan tysk, kan vi ikke bruge dem. Skiltningen er jo også to-sproget, for vi er ikke kun i kontakt med tyrkerne,« forklarer han.
Ægteparret Müller ser sig nysgerrigt omkring. De er vant til at købe ind i de tyrkiske boder langs Landwehr-kanalen, men der er kun åbent to gange om ugen.
»Det er især de friske fødevarer, som jeg går efter i de tyrkiske butikker. Helt
friskt er det ikke altid i de tyske,« bemærker Hr. Müller, der er pensionist.

Billigere en Edeka
At priserne er en anelse lavere end hos Edeka lidt længere nede ad gaden er heller ingen ulempe, mener Müller. Og så er der jo rent, nymalet og masser af plads – ikke så klaustrofobisk trangt som i en almindelig discount-butik.
»Vore priser ligger i mellemlaget,« siger Abdul Kerim og lægger dermed en smule afstand til det billig-koncept, der førhen var her i bygningen.
I de sidste 20 år har den tyske Karstadt-kæde haft sin billigbutik Fox her. Alt umoderne tøj og ukurant køkkenudstyr blev fragtet til Kreuzberg, hvor det kunne afsættes som slagtilbud til områdets indvandrere og bistandsmodtagere.
Sidste år besluttede Karstadt at befri sig fra det fattige segment. Bygningen blev solgt, mens den nærliggende Karstadt blev smykket med marmor.
Køberen af Fox-huset er Panterra-Gruppen, ledet af den iransk-tyske jurist Hossein Lankarani. Ifølge Berliner Morgenpost har han store planer med adressen på Kottbusser Damm. Stormagasinet Adese er bare begyndelsen.
De næste år skal der investeres godt 150 millioner kr. i bygningen, som skal bygges to etager højere og rumme både advokater og læger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her