Læsetid: 4 min.

Urørlig men uegal

15. september 2000

Madonnas nye album stritter i enhver tænkelig retning – men da de gode øjeblikke opvejer de dårlige mister poppens dronning ikke sin krone

Ny cd
Titlen er på en gang prunkløs og prætentiøs: Music. Hverken mere eller mindre. Det kunne man med god ret betitle stort set enhver udgivelse, der sendes på markedet, men nu har den 42-årige Madonna Louise Vernon Ciccone altså valgt at kalde sit seneste udspil netop det, og derfor må det have en eller anden signifikans. Eller hvad … ?
I bedste Madonna-stil får man med Music en håndfuld sange og/eller lydskulpturer, som er umiskendeligt hende, samtidig med at nogle af de seneste trends fra klub- og dance-scenen – fransk house især! – inkorporeres i et udtryk, der sættes groove, taktilitet og sonisk impact over klassiske sangskrivningsdyder, ensemblespil og soli. Madonna har dog altid formået at skrive et par mindeværdige melodier pr. album, og Music er ingen undtagelse.

Til benet madonna’sk
Den ene halvdel af sangene har direkte retning mod klubland, mens de resterende stritter i så forskellige retninger som ambient pop og lige ud af landevejen singer-songwriter-skæringer – resultatet er uegalt, pletvist indbydende og givende, subsidiært udvendigt og tomt, men til benet madonna’sk. The Material Girl formår at sætte sit fingeraftryk på alt hun rører ved – hvad enten det er dance-kitsch som titelnummeret til denne cd eller som titelrolleindehaver i musicalen Evita.
I forvejen har Madonna ikke i udpræget grad gjort sig i helstøbte album. Af de foregående kan kun gennembruddet Like A Virgin (1984), det underkendte Erotica (1992) samt 1998’s comeback Ray Of Light påstås at fungere som helheder. De resterende har alle et vist kludetæppepræg, og det er i den tradition man finder Music – alene ved at benytte så væsensforskellige producere som franskmanden Mirwais og den ikke længere helt så trendy William Orbit er der indbygget noget dynamik i projektet, hvilket giver variation, men ikke megen stabilitet i lydbilledet.

Singer-songwriter-land
Men er man til Madonna, vil man ikke føle sig snydt over Music – og har man aldrig kunnet fordrage damen, er der ikke noget her, der vil ændre på det. Det skulle da lige være de to akustiske ballader, »I Deserve It« og »Gone,« hvor hun bevæger sig direkte ud i singer-songwriter-territoriet … og der tør man uden at ryste på stemmen påstå, at der – alt andet lige – er så mange bedre og sikrere kvindelige spillere på det felt p.t., at Madonna skal gøre sig noget større anstrengelser for at true stemmer som Tori Amos, Fiona Apple og Lauryn Hill.
Men hvordan man end vender og drejer det, er Madonnas foretrukne område stadig dansegulvet. Hvor hun for et par år siden med det elegante og drømmende Ray Of Light i selskab med William Orbit skabte ambient pop af stor skønhed og dybde, er vi denne gang på mange måder tilbage ved overfladen igen – også selv om der stoppes op og reflekteres her og der.
F.eks. virker den akustiske »I Deserve It« – hvor det er interessant at høre Madonnas stemme produceret helt tørt, uden spor af effekter; madammen kan faktisk synge – sjæleransagende nok til at tangere et selvopgør, men et par søsyge synthesizere minder stadig om, at hos Madonna er der ingen garantier for, at »what you see is what you get.«

Mellem Piaf og pop
At dømme ud fra de elleve skæringer, der tilsammen udgør Music, har Madonna fundet sig en ny legekammerat/samarbejdspartner i den franske lydmager Mirwais Ahmadzaï, sammen med hvem hun har skrevet og produceret de mest trendy og up to date-spor.
Titelnummeret og »Impressive Instant« er sammen med det Orbit-producerede »Amazing« rettet direkte mod dansegulvet, mens hun på den melankolske »Paradise (But Not For Me)« giver den som en nutids Edith Piaf med strejf af Stina Nordenstam! På electro-funk-udladningen »Nobody’s Perfect« går hun Cher og vores egen Bror Olsen i bedene med så meget vocoder og autotuner på stemmen, at det tangerer det parodiske.
Selv om der er mange gode enkeltstående præstationer, og flere af kompositionerne vokser ved gentagne gennemlytninger, fremstår Music ikke som et uforglemmeligt Madonna-udspil.
Albummet kan simpelt hen ikke beslutte sig for om det skal være eksplosivt dansabelt eller melankolsk indadvendt, og der kommer aldrig for alvor balance mellem de to størrelser.
Resultatet er en håndfuld flotte produktioner og lidt færre mindeværdige kompositioner, som aldrig rigtig kan blive enig om en fælles retning.
Pladen er ikke svag nok til at detronise The Queen of Pop, men heller ikke stærk nok til at komme i betragtning blandt kandidaterne, når Madonnas musikalske arv engang skal gøres op, album for album.

*Madonna: Music (Maverick/Warner Bros.) Udkommer i morgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her