Læsetid: 2 min.

I venskabernes tegn

18. september 2000

Mere om William, Jørgen-Frantz og Barbara

Ny bog
Det er en særlig slags bøger, der kommer ud af forfatteres møde med William Heinesen. Den generøse fortæller og brevskriver fører stort set ordet og dominerer ved sin personlighed, så vi efterhånden kender hans liv i detaljer i hans egen fortolkning, yderligere underbygget af hans skrevne fortællinger, der med fiktionens lette slør trækker hans barndom og ungdom nær. Svært da at holde en kritisk og analytisk distance til selve den koloristiske fiktionsverden, der giver efter for den biografistiske underholdningsværdi.
Det gælder Eigil Søholms righoldige og billedbugnende bog, der kom ved juletid, om Færøernes store danske digter, og ligeledes Bjarne
Nielsen Brovsts nye udvidede udgave af hans Det muntre Nord fra 1987, William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen og Barbara, udgivet her i 100-året for de to digteres fødsel.
Også den er baseret på samtaler, han for en snes år siden førte med Heinesen, taget på bånd, og på korrespondance mellem dem, desuden på brevveksling mellem William og Jørgen-Frantz og interviews med den evige Barbara, Estrid Bannister, der blev Jacobsens pine og plage og digteriske skæbne. Han forførte hende med sin pen, men uden gensidig lykke, optaget som hun var af stadig nye elskere.

Litteratur i sagen
Året før sin tidlige død af den ulidelige tuberkulose, skrev Jørgen-Frantz Jacobsen til vennen: »Der gik simpelthen litteratur i sagen. Det er et spørgsmål, om jeg nogensinde har ’holdt af’ Barbara. Jeg savner hende ikke, men tænker taknemmeligt tilbage på alle de ballader, jeg har haft med hende...«
At han efterhånden omtalte hende med romanens navngivning er et tydeligt symptom.
En dag udgives velsagtens den store, vidtspundne korrespondance mellem vennerne. Også fra andre, tidligere kendte brevcitater kender man efterhånden den kloge, syge mands ukuelighed og livstaknemmelighed og hans rivende aktivitet som journalist, rejsende og som forfatter, danskskrivende, med Færøerne i hjertet og om ørerne. Her møder man ham på bådfart i alle sunde og fjorde med den tredje slægtning, dyrlægen Carl Johan Bech, mens han skrev på bogen Færøerne. Natur og Folk.
Bjarne Nielsen Brovst har flettet en beretning sammen om disse venner i den danske Færø-historie, hvor de på skift træder frem som hovedperson på krønikevis. Dermed ligner det nydelige, muntert-sørgmodigt farvede kludetæppe lidt bogens illustrationer, der domineres af William Heinesens tegnerier af ansigter, som han forsynede breve og konvolutter med eller doodlede under samtalerne.

*Bjarne Nielsen Brovst: William Heinesen, Jørgen-Frantz Jacobsen og Barbara. 195 s. ill. 248 kr. Poul Kristensens forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu