Læsetid: 6 min.

Vestlige medier svigter

1. september 2000

Frie og objektive medier? Ikke i Vesten, hvor størstedelen af medieverdenen blot er et redskab for magthaverne og en bannerfører for markedet

STUDIESTART

Kommentar
Efter Den Kolde Krigs afslutning er de geografiske grænser for demokrati blevet udvidet, men spillerummet for demokratisk udtryk inden for landegrænser og mellem folk er blevet mindre. Og massemedierne har stor andel i denne situation.
De er langt fra at formidle og støtte de forskelligheder, som præger verden og dermed medvirke til at give grobund for pluralisme. I stedet bliver massemedierne manipuleret af magtens overherredømmer.
Spørgsmålet her er ikke mediernes intentioner, selv om det ikke er af mindre vigtighed. Hvad det er nødvendigt at se på, er den logik som medieverdenen forsøger at skabe og prakke os på; verdens folk bliver styret og manipuleret af massemediernes virkelighed. Den er fuldt ud lige så farligt og ødelæggende som virtual reality.
Når man omtaler de internationale medier, formodes man at mene de dominerende medier d.v.s. den engelske presse, radio og fjernsyn. De anglo-amerikanske medier dominerer diskursen selv på den internationale arena, som kontrolleres af nogen få rige og magtfulde industrilande. Fransk, spansk, russisk, tysk, kinesisk, arabisk og japansk opfattes ikke som ’internationalt’ i medieforbrugerens bevidsthed.
Internettets opståen og et kollaps i de andre europæiske sprog under presset fra dominerende computerstyresystemer, som er på engelsk, har konsolideret den anglo-amerikanske magt i en målestok uden fortilfælde i historien.
Det anglo-amerikanske omdrejningspunkt, som medierne er baseret på, udøver en exceptionel autoritet, ja en næsten diktatorisk magt, i måden hvorpå de udvælger og udsender beskeder, billeder, værdier, valg, tabuer, forordninger og forbud.

Få alternativer
Dette blev på dramatisk vis illustreret under den amerikansk ledede NATO-krig mod Jugoslavien, da serberne blev fremstillet som en blanding af uhyrer og et blåøjet flertal, der var overbevist om, at udryddelserne skete i fredens og demokratiets navn.
Medierne i resten af den vestlige verden efterabede de anglo-amerikanske medier, og reportager, vurderinger, analyser og kommentarer tilpassede sig krigens formål. Den ensretning, man så i de amerikanske og europæiske medier, var en diktator værdig. Kun få kritiske røster skilte sig ud fra denne ’mainstream’.
I en sådan situation har de, som angribes af medierne, meget få alternativer at vende sig til. Der var utvivlsomt mange modsatrettede og divergerende holdninger og synsvinkler i rapporter på mange websites, mindre blade og små elektroniske medier. Men den overvejende del af mediestrømmen var for NATO’s krigsførelse.
Modstykkerne befandt sig uden for den vestlige verden, og folk i Europa og USA havde enten ikke adgang til dem eller også mente de ikke, at de var værd at stifte bekendtskab med for at få en anderledes og mere autentisk version af nyheder og synspunkter. I den sammenhæng spillede den indiske presse en vigtig rolle som modstykke.

Basis-journalistik
De engelsksprogede aviser i Indien udgives i Den Tredje Verden. Men de er bedre end mange i Den Første Verden, hvad angår indhold, behandling, objektivitet og uafhængighed fra de dominerende magtstrukturer, som påvirker de anglo-amerikanske medier samt i deres nuancerethed i opfattelser og holdninger.
Ud over at være en modvægt, så var de førende engelske aviser i Indien forskellige i deres opfattelser og vægtning af nyhedsstof. Hvilket vil sige, at de efterlevede de mest basale værdier i journalistik nemlig at præsentere alle sider af konflikten så vel som synspunkter fra alle de involverede parter.
Analyser og kommentarer var ment som en måde at give plads til kritiske overvejelser om årsager til og måder at føre krig på og om roller og motivation for de forskellige parter involveret i krigshandlingerne.
De indiske medier gik ikke i fælden med at betragte krigen som en simpel kamp mellem de gode og de onde, som det blev fremstillet i de førende vestlige medier.

Den perverse logik
Den vestlige verden var så involveret, at den fjernede sig fra sine grundlæggende værdier. Da tv-stationen blev bombet, blev det fejret og betragtet som en sejr for sagen. At der var tale om en medie-institution, syntes ikke at være gået op for de mennesker, som hyldede destruktionen.
Medlemmer af den vestlige presse sørgede heller ikke over journalisterne, som blev dræbt under bombardementet og under andre angreb.
Medierne blev også en del af ’dem mod os’ situationen ved at identificere sig med de militære målsætninger i deres respektive lande.
Da lister over de journalister, som mistede livet under konflikten, blev offentliggjort, blev de dræbte journalister, som ikke hørte til i den vestlige fold, meget belejligt betragtet som ikke-eksisterende. De jugoslaviske journalister, som blev dræbt under krigen, blev anset for propagandister, der fortjente deres skæbne.
Ved at følge en så pervers logik og at efterleve den, så får de vestlige medier ikke øje på medaljens bagside: At det så på samme vis kan retfærdiggøres, hvis modstandere af vesten og dens militære interesser fremstiller de vestlige medier som propagandister; og hvis de tillagde sig samme holdning og opførsel som de vestlige medier og militær, så kunne de også retfærdiggøre en ødelæggelse af vestlige medieinstitutioner.
Situationen var ingenlunde anderledes under invasionen af Irak med USA i spidsen. Censuren af de vestlige medier var komplet, og medierne var reduceret til et krigsinstrument som skulle tjene militære formål.

Krigsunderholdning
Endnu værre var det, at krigen blev brugt som underholdning, hvor fjernsynet helt og aldeles blev udnyttet til formålet. Kun én ting var værre, og det var holdningen blandt mange europæere og amerikanere om, at censuren ikke var tilstrækkelig, og at medierne havde for frit spil under krigen.
I atomvåbenalderen bruges militærestyrkeprøver mellem atomvåben-lande ikke (atomvåbenlande kan altid gå i krig mod lande uden atomvåben). Konflikternes skueplads er skiftet fra væbnet konfrontation over diplomati og tvungne udviklingsstrategier til nu at dreje sig om kontrol med markedet og verdenskommunikationen.
Kommunikationskontrol er afgørende for en videreførelse af den herskende klasse via ’globalisering’, som er baseret på transnational selskabs- og teknologisk magt. Og i den henseende er medierne en villig samarbejdspartner for de dominerende magter.
Til gengæld for samarbejdet er medierne ophøjet til en magtfaktor i sig selv og er altid vidne til eller del af vold, konflikter og uretfærdighed.
Globaliseringens succes, som den er blevet defineret, og som den håndteres, betyder ikke blot en manglende empowerment af flertallet, men selve deres udelukkelse fra offentlige sfærer.
Og netop kommunikationsområdet er den vigtigste offentlige sfære, hvor folk kan blive synliggjort og hørt. Ved at arbejde mod en sådan ’globalisering’ bliver folk ensrettet, massificeret og standardiseret til markedserobringer og reduceret til forbrugere i stedet for at være deltagere i kommunikationsprocessen.

Bare en inder
Det er et spørgsmål om, hvilke nyheder der er hensigtsmæssige at bringe. Det, som ikke passer ind i rammerne, bliver meget belejligt udeladt. Om det er noget, som vedkommer størstedelen af verden, er uvæsentligt.
Et godt eksempel og en god pointe for at runde disse overvejelser af er mediernes behandling af Amartya Sen, den anerkendte økonom og filosof, som sidste år fik tildelt Nobelprisen.
Briterne føler sig altid ydmygede og set ned på, når en af deres tidligere kolonier klarer sig bedre end denne tidligere havets hersker, som nu næsten er reduceret til en amerikansk hundehvalp. Og meget forudsigeligt var det et førende britisk dagblad, som er velanskrevet på grund af dets såkaldte objektivitet og uafhængighed, som sværtede nyheden til.
Avisen rapporterede ikke meget andet, end at en indisk akademiker, som arbejdede med fattigdomsproblemet et sted i Bengal, var blevet tildelt dette års Nobelpris i økonomi.
Endvidere blev Amartya Sens arbejde med fattigdom nedgjort med henvisning til hans akademiske position i Storbritannien, størrelsen på vinderbeløbet for Nobelprisen, størrelsen og velstanden for den institution, han var tilknyttet, og antydede, at han var langt fra at bekymre sig om fattigdommen.
Artiklen var et forsøg på at forklejne ham og hans bedrifter, og det at han var blevet tildelt Nobelprisen. Den forsøgte ikke at informere læserne om hans arbejde og resultater og hans bidrag til den økonomiske forskning, som er anerkendt verden over.
Massemediernes arbejde er at komme med deres bud på fremtiden set i en historisk og nutidig kontekst. Det lykkedes ikke, hvilket ikke er overraskende, for medierne er hverken konstruerede eller motiverede til at spille en sådan rolle. Størstedelen af medieverdenen er blot et redskab for magthaverne og en bannerfører for markedet.
De milliarder af mennesker, som ikke har fået adgang til verdensmarkedet, behandles som ikke-eksisterende af hovedparten af de magtfulde medier.

Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India, og han var gennem hele august måned tilknyttet Information som skribent i anledning af festivalen Images of the World.

Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her