Analyse
Læsetid: 5 min.

’Og vinder i første runde er...’

16. september 2000

Jugoslavien går til ’valg’ næste søndag, og resultatet er så godt som meddelt: Slobodan Milosevic vinder i første runde. Det spændende er, hvad der sker bagefter

Egentlig burde der ikke være så meget at rafle om, når Jugoslavien næste søndag går til valg for at vælge præsident, forbundsparlament og lokale byråd.
Den siddende præsident, Slobodan Milosevic, og hans regime har en så katastrofal ’resultatliste’ at vise til vælgerne, at styret i et normalt fungerende demokrati ville stå til en alvorlig afklapsning:
Fire påbegyndte – og tabte – krige på mindre end et årti. En økonomi, målt i bruttonationalprodukt pr. indbygger, der er faldet til en tredjedel af 1989-niveauet, ifølge Beograd-økonomers udregninger. En reel arbejdsløshed omkring de 50 procent. En aggressiv politik, der har ført til NATO-bombeangreb og international isolation. 750.000 serbere fordrevet fra Kroatien, Bosnien og Kosovo, som følge af krige, Beograd selv har startet.
Det er – objektivt betragtet – ikke noget godt grundlag at gå til valg på.
Ifølge meningsmålinger står den demokratiske oppositions kandidat til præsidentvalget, Vojislav Kostunica, da også til en klar valgsejr.
En meningsmåling, lavet af Instituttet for Social Videnskab på baggrund af 2.098 svar og offentliggjort i dagbladet Blic i går, viser, at Kostunica fører med 40 procent mod Milosevic’ 22 procent. Andre målinger har givet lignende føringer.
Men samtidig viser meningsmålinger, at flertallet af serberne er overbeviste om, at deres præsident efter valget d. 24. september fortsat hedder Slobodan Milosevic.
Kort sagt: Ønsket om forandring er stort. Men de færreste tør tro på, at Slobodan Milosevic og hans regime resigneret pakker deres ting og rømmer ministerier, administrationsbygninger og direktørkontorer, blot på grund af en afstemning.

Deri har folket formentlig ganske ret. Ialtfald har Beograd-styret allerede – som noget ret usædvanligt, også på Balkan – gjort det klart, at enhver anden udgang på præsidentvalget end en sejr til Milosevic er utænkelig, og – hvis det endelig skulle ske – fremkaldt af et udenlandsk komplot.
»De nuværende myndigheder vil blive de absolutte vindere af valgene, Vestens egne analyser viser dette, og det er derfor, de prøver at vælte landets myndigheder med falske scenarier,« sagde den jugoslaviske informationsminister Goran Matic forleden ifølge Reuter.
Dele af oppositionen, som f.eks. studenterbevægelsen Otpor (’Modstand’), har givet udtryk for, at blot oppositionens valgsejr er stor nok, vil regimet – trods storstilet valgsvindel – ikke kunne hindre oppositionen i at vinde.
Andre serbiske analytikere advarer mod en sådan optimisme.
»Serberne må nu tænke rationelt, vi må indse, at disse valg er en farce, en dekorativ nipsgenstand, cellofan-indpakket for at narre de godtroende,« som en af Serbiens bedste skribenter, journalisten Petar Lukovic, udtrykker det i net-magasinet Balkan Crisis Report.
»Milosevic har ikke til hensigt at træde tilbage. Det er ikke et spørgsmål om matematik, om en fem procents eller 50 procents chance, der er simpelthen nul procents chance for, at han går. Medmindre han bliver tvunget til det,« mener Lukovic.

Det er ikke et spørgsmål, hvorvidt valgene i Jugoslavien bliver fri og retfærdige eller ej.
Med talrige overgreb mod oppositionen – arrestationer af valgaktivister, indbrud på kontorer og konfiskation af edb-udstyr og valgkampmateriale, voldelige overfald på valgmøder og en regulær tilsviningskampagne i de altdominerende, statslige radio- og tv-stationer – er den sag afgjort: Valgene kan umuligt blive frie og fair.
Styret i Beograd har da også frabedt sig OSCE’s tilbud om at sende valgobservatører til landet. Begrundelsen er, at observatører fra lande, der deltog i bombardementerne mod Serbien sidste år, ikke er velkomne. Men heller ikke observatører fra neutrale europæiske lande, som f.eks. Sverige og Finland, har fået lov at komme ind.
I stedet har Beograd inviteret valgobservatører fra Rusland, Indien og Kina. Med al respekt for de ufuldkomne demokratier i Rusland og Indien – og med noget mindre respekt for Kinas demokratiske know-how – vel næppe den bedste garanti for en korrekt valghandling.
Hvis Milosevic vil snyde ved stemmeoptællingen, kan det gøres på de traditionelle måder – stopfodring af stemmebokse, f.eks..
Men ironisk nok har det internationale samfund selv bidraget til en af de ’sikreste’ metoder: svindel med stemmer fra Kosovo.
Valget i Jugoslavien satte Kosovos FN-administration i en svær kattepine. På den ene side ville man ikke ophidse Kosovos albanske flertal og har således afvist selv at stå for valghandlingen. På den anden side er Kosovo internationalt anerkendt som en del af Jugoslavien, og man kunne ikke afvise Beograds krav om, at valget også gennemføres her. Resultatet er blevet, at Beograd selv lader afholde valg på 500 til 700 valgsteder – ingen ved, præcist hvor mange – og selv kontrollerer valghandlingen.
Der står 900.000 Kosovo-borgere på de jugoslaviske valglister – over 90 procent af dem er albanere, der ikke kunne drømme om at stemme til et jugoslavisk valg. Valgeksperter frygter, at flere hundrede tusinder af dem nu vil tilfalde Milosevic – ukontrolleret af nogen uvildig instans.

Det er således ikke valgresultatet, der er det mest spændende ved det serbiske valg – men hvad der sker bagefter. Bag oppositionspolitikernes tilsyneladende naive deltagelse i valgkampen ligger formentlig en velovervejet kalkulation: Hvis valgsvindelen bliver tilstrækkelig åbenlys, vil den serbiske befolkning rejse sig til modstand mod styret.
Der er fortilfælde: Da Beograd-styret i vinteren 1996 stjal oppositionens sejr ved lokalvalget i en række store byer, bl.a. Beograd, førte det til to måneders daglige gademonstrationer med op til flere hundrede tusinde deltagere. Og styret måtte kapitulere til sidst.
Analytikere taler om, at valget kan føre til en dobbeltmagt-situation, hvor Jugoslavien vil have to præsidenter: den hidtidige, Milosevic, og den reelt folkevalgte, Kostunica, som i givet fald måske vil kunne få international anerkendelse.
I en bemærkelsesværdig erklæring fredag fra de såkaldte Kontaktgruppe-lande – de fem førende vestlige lande plus Rusland – blev Beograd opfordret til »respektere demokratiske normer« og til at »afstå fra enhver handling, der kan bidrage til en eskalering af volden«.
Moskva har hermed – for første gang så klart – tilkendegivet, at man sætter samarbejdet med Vesten højere end det såkaldte »slaviske broderskab« med styret i Beograd.
Milosevic er internationalt isoleret som aldrig før. Men ikke mindre uberegnelig af den grund. Udviklingen i Serbien efter valget næste søndag er uforudsigelig – i modsætning til selve valgresultatet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her