Læsetid: 6 min.

Vital vulva

27. september 2000

Carolee Schneemann var en af tressernes mest radikale udfordrere af køn og seksualitet. Lige nu er hun aktuel på Arkens udstilling om kroppen i kunsten

Kunst
I 1963 stillede Carolee Schneemann sig selv spørgsmålet: Kan jeg som kvinde i en mandsdomineret kunstverden være både billedskaber og motiv? Svaret var dengang nej.
»Maleriet repræsenterede en maskulin historie,« siger Schneemann i dag, »og for at finde et alternativ begyndte jeg at lede efter fortilfælde af kvindelige kunstnere. De har altid eksisteret, men alt kvindeligt har været marginaliseret, mens alt i sproget og kunsten var maskuliniseret.«
»Da jeg i starten af 60’erne kom til New York, var det med en forventning om, at der sådan et sted ville herske en generøs ligeværdighed i kunsten. Men også her var mændene stadig placeret i toppen af hierarkiet. Det fik mig til at tale om kunsten som en Stud Club (stud: tyr. red.), hvor den kvindelige kunstner var henvist til positionen som Cunt Mascot (cunt: kusse. red.). Jeg var sådan en ’kussemaskot’, fordi jeg så tilstrækkelig godt ud og var klog nok til at være sammen med drengene. Men samtidig gik drengenes koner og lavede mad og gjorde rent. Jeg følte mig splittet.«
New Yorks kunstscene oplevede i de tidlige 60’ere nærmest en eksplosion af nye udtryk. I det foregående årti havde folk som Jackson Pollock og Yves Klein varmet op under en udvikling, hvor hele kroppen bogstavelig talt blev inddraget i den maleriske gestik. Og med kunstnere og grupper som John Cage, Allan Kaprow og Fluxus banedes vejen for det, der senere blev kaldt performancekunst. Kroppen var nu ikke blot et redskab. Den var et kunstnerisk materiale.
»Dynamikken bag de transformationer, jeg eksperimenterede med, var tæt forbundet med den implicitte energi i abstrakt ekspressionisme. Men jeg ville gå et skridt videre. Og samtidig ville jeg finde en måde, hvorpå jeg kunne befri kvindekroppen fra maleriets frosne historie.«

Indre skriftrulle
Carolee Schneemann har tre værker med på Arkens aktuelle udstilling om krop og kunst i det 20. århundrede. Eye Body (1963) og Interior Scroll (1975) er klassikere inden for den såkaldte Body Art, mens Vulva’s Morphia (1995) er en nyere installation, hvor temaet er kvindekønnets mange fremtrædelsesformer.
Fotoserien Eye Body var det første værk, hvor Schneemann brugte kroppen eksplicit i en kunstnerisk kontekst. Ophængningens godt tredive billeder viser kunstnerens nøgne, bemalede krop i positurer med diverse betydningsladede materialer. På det oftest reproducerede billede ligger hun nøgen på ryggen, med skødet pegende mod kameraets linse og to slanger anbragt på kroppen.
Interior Scroll blev oprindelig udført som performance. Den nøgne kunstner stod foran publikum med skrævende ben og i takt med, at hun trak en harmonikafoldet papirstrimmel ud fra skødet, læste hun højt fra strimlens tekst om strukturalistisk film.
»Da jeg udførte værket, blev det selvfølgelig opfattet som horribelt, formidabelt, forvirrende, desorienterende. Men sandheden er, at jeg ikke på forhånd havde nogen anelse om, at det ville få den gennemslagskraft. Faktisk kom ideen til mig i en drøm. Det underlige ved mit arbejde er, at interaktionen mellem det personlige og det offentlige er baseret på en kombination af intuition, research, raseri og lykkefølelse. Jeg bliver nødt til at forholde mig til alle disse elementer, og ofte producerer det billeder, som ikke er blevet til ud fra didaktiske overvejelser.«
– Hvordan nåede du frem til at inddrage din krop i værkerne?
»Det er vigtigt at slå fast, at jeg oprindelig var maler, og at jeg stadig betragter mig selv som sådan. Imidlertid følte jeg, at mit projekt var dømt til at mislykkes, fordi jeg i maleriet var optaget af fænomener som perceptuelle forandringer, skiftende lysdetaljer, vertikalitet, dybde, tæthed. Efterhånden blev ønsket om at komme fra lærredet og ud i rummet så påtrængende, at det stod klart for mig, at jeg var nødt til at forlade maleriet, hvis jeg ville realisere mine ideer. Og i den proces begyndte jeg at inddrage min krop som en forlængelse af de øvrige materialer.«
Af kunsthistorien er Carolee Schneemann blevet kategoriseret som performancekunstner. Det passer hende ikke specielt godt.
»Jeg hader virkelig det begreb, på samme måde som kubisterne hadede at blive kaldt kubister. En violinist ’performer’. Dresserede dyr ’performer’. Mænd ’performer’ seksuelt. Det er et begreb, der har at gøre med forudsigelighed og perfektion. Og i dag har fænomenet helt fjernet sig fra udgangspunktet. Performancekunstnere vil til Hollywood eller MTV og have tøj af dyre designere. Der er ikke længere noget ydmygt eller politisk eller radikalt forbundet med performance. Det fortvivlende er, at jeg ikke ved, hvad man ellers skal kalde disse aktiviteter.«
– Vil du sige, at din kunst har været en søgen efter en feminin identitet eller efter et feminint udtryk?
»Jeg har aldrig været i stand til at skelne mellem mine private erfaringer og min kunst. Jeg oplevede, at mit kreative arbejde blev afvist og marginaliseret. Og en del af årsagen til dette var, at kvinder ikke eksisterede som køn. Alt var maskuliniseret. Kvinders genitale seksualitet eksisterede ikke – bortset fra i fagmedicin og pornografi. I det levede liv og sproget var kvindens seksuelle liv fragmenteret og omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Så jeg forskede uophørligt i dette og forsøgte at finde ud af, hvorfor der herskede dette vanvid.«

Maskulin kropskontrol
I dag er det nærmest normen blandt yngre kunstnere at inddrage kroppen i kunsten. Samtidig har opfattelsen af kroppen ændret sig som følge af en kropsfikseret kultur med genforskning og en generel accept af at udfordre de fysiske grænser. Carolee Schneemann mener dog langt fra, at udviklingen er udtryk for, at kvinderne har erobret kontrollen over kroppen.
»Trangen til at kontrollere reproduktionsprocessen og kroppens mekanismer er en af de mest voldsomme manifestationer af det maskuline princip, vi endnu har oplevet. Behovet for at bemestre og omskabe en given organisme er en ren maskulin idé. Det er typisk, at når mine studerende bevæger sig ind på kybernetikkens område, starter de altid med at deformere en kvindekrop. Helt instinktivt omskaber de kvinden til et stykke glat maskineri. De fjerner kussen og alt det våde og omklamrende. På overfladen kan det ligne noget andet, men dybest set er det drengene, der spiller det samme gamle spil.«
– Hvad synes du, at du har opnået med dit arbejde?
»På det seneste er det gået op for mig, i hvor høj grad min brug af kroppen er kommet til at skygge for værket. For et par år siden havde jeg en retrospektiv museumsudstilling i New York, hvor jeg udelukkende viste objekter og installationer. Der kom masser af mennesker, og anmeldelserne var storartede. Alligevel bliver folk ved med at omtale mig som ’body artist’. Den betegnelse dækker den mindste del af min produktion, men den er umulig at undslippe.«
»Samtidig oplever jeg, at selv om mine værker har fået deres plads i kunsthistorien, har jeg kun haft to museumssalg på tredive år. Jeg er stadig ikke i stand til at leve af min kunst, jeg ved aldrig, hvorfra pengene til den næste installation skal komme. Jeg må stadig kæmpe.«
– Slaget er ikke vundet?
»Nej, men det sjove er, at hvis jeg var kommet ind på kunstscenen i dag, ville jeg have været hot, hot, hot. Ethvert galleri i New York har brug for en ukontrollerbar, sexet kvinde. Sådan er trenden. De kan sælge hendes blod og pis, ja selv hendes bræk, og jo flere stumper af hendes krop, de kan få, des mere tilfredse synes de at være. Men samtidig er kunstscenen med den postmoderne demokratisering af alt mere kaotisk end nogensinde. Der er ikke længere nogen sammenhæng mellem politik og økonomi og kunstnerisk praksis. Det hele er glamour, industri, mode i ét stort aparte miks. Kunstverdenen har antaget former, som vi aldrig havde drømt om, og kvinderne er stadig ikke inkluderet i spillet.«

*Carolee Schneemann medvirker i udstillingen ’Mennesket – et halvt århundrede set gennem kroppen’, Arken, Ishøj. Til 14. jan. 2001

FAKTA
Carolee Schneemann
*Multidisciplinær billedkunstner, født 1939. Aktiv på New Yorks kunstscene siden starten af 60’erne, hvor hun havde berøring med eksperimenterende grupper som Fluxus og Judson Dance Group. Deltog i udfordringen af kunstbegrebet med nye radikale strategier under betegnelser som Happening og Body Art og satte samtidig spørgsmålstegn ved konventioner omkring fænomener som køn, seksualitet og relationer mellem det private og det politiske. Blandt Schneemanns centrale værker er Eye Body (1963), Meat Joy (1964) og Interior Scroll (1975), alle performancebaserede enten for kamera eller publikum. movin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her