Palle Nielsen, Danmarks største grafiker, skildrede i sin kunst det moderne liv som et helvede, men selv var han en varm humorist, der elskede livet. Han døde i går, 80 år gammel
Nekrolog
Palle Nielsens værk hentede i allerhøjeste grad sit råstof i Den Kolde Krig. Det gjorde ham rasende, at de efter afslutningen på den store krig, den anden og værste i forrige århundrede, skulle starte en ny, der gjorde alle angst.
Han følte i øvrigt stor vrede over det almindelige moralske forfald, som at man lyver og bedrager. Vreden over verdens tilstand var livet igennem drivkraften i hans magtfulde, grafiske værk, der tåler sammenligning med de allerstørste i verdenskunstens historie. Det har måttet glæde ham inderligt, at han på sjælden vis fik læst alle sine nekrologer, da han den 8. august i år fyldte 80 år og i den anledning åbnede en stor, retrospektiv udstilling i Vejle Kunstmuseum. Her var der kun ros og anerkendelse at hente. Palle Nielsen var et dybt moralsk menneske, der ønskede, at hans kunst skulle nå ud til almindelige mennesker, ligesom han betragtede sine grafiske blade som et personligt brev fra kunstneren til hin enkelte.
En kuppelmester
Den svenske kunstkritiker Kristian Romare, skrev i bogen Den fortryllede by om Palle Nielsens kunst, at Palle Nielsen »har trængt dybere ind i den europæiske storbys væsen end nogen anden samtidig kunstner... Han har gjort det i en sort-hvid kunst, hvis udtryksfuldhed placerer ham blandt de største efter
Munch.« Palle Nielsen var en af de største arkitektur-skildrere, hans evne til at gestalte en kuppelformet bygning er legendarisk.
Selv boede han uden for centrum, der hvor storbyen for længst er endt, i det grønne bælte nord for København. Igennem flere decennier boede han sammen med sin elskede kone, grafikerkollegaen Elsa Nielsen i hans lærer fra Akademiårene, Aksel Jørgensens gamle, okkerfarvede villa i Lyngby. Lige dele kunst og kærlighed var livet igennem bindemidlet i deres ægteskab. De holdt guldbryllup i 1996.
En og anden har måske en forestilling om, at verden bliver bedre, at menneskene bliver klogere, fordi de efterhånden lærer at tale med hinanden, men ikke Palle Nielsen. Da jeg mødte ham for første gang for nogle år siden, spurgte jeg ham optimistisk, om jerntæppets fald havde ændret hans syn på verden i positiv retning, hvortil han svarede: »Forholdene er næsten blevet værre efter jerntæppets fald: KZ-lejrene i Eksjugoslavien, folkemordene i Rwanda, mordinstrumenterne, naturens ødelæggelse, alle de sprænghoveder, der ligger og flyder rundt omkring og atomanlæggene i Østeuropa.«
Verdens elendigheder syntes ikke at aftage, mente han altså, og fortsatte med at give denne erkendelse kunstneriske ben at gå på i et figurativt, klassisk formsprog.
Palle Nielsen udstillede sidste år i Clausens Kunsthandel en ny grafisk serie om Ignalina-kraftværket i Litauen, der jo ligger som en tikkende bombe, uhyggeligt tæt på os her i Skandinavien. Han havde næse for tikkende bomber, længe før de sprang i luften. Nu er kraftværket jo delvis lukket ned.
I Palle Nielsens univers skildres en verden i opløsning, men den skildres med perfektion og skønhed. Denne dobbelthed, som forstærkes af hans ofte ironiske billedtitler, vidner om hans absurde verdensopfattelse. Som Preben Hygum skrev i Informations Moderne Tider i 1992, så »er det muligt, at Palle Nielsens moralske pegefinger sidder forrest, men den sidder nu altså i forlængelse af et meget smidigt håndled.« Vi kommer ikke til at savne hans værker, thi heldigvis er de tilgængelige i stort antal på alle landets museer og i de talrige bøger, han udgav. Af de vigtigste kan nævnes omtalte Den fortryllede by og Orfeus og Eurydike. Men hans latter og kritisk, årvågne tilstededeværelse vil blive inderligt savnet.
