Læsetid 11 min.

Mod den yderste grænse

9. september 2000

Den sportslige rekordkurve er ved at flade ud. Der bliver længere mellem rekordforbedringerne. Er mennesket ved at nå en fysisk grænse for sin ydeevne og er den eneste mulighed for at forbedre rekorderne blevet genetiske manipulationer?

Rekorder er den slags, der skaber legender og myter i sportsverdenen. Johnny ’Tarzan’ Weissmüllers legendariske 100 meters frisvømning i 1924 på under et minut, Bob Beamons svævende længdespring på 8,90 meter under OL i Mexico i 1968 og Michael Johnsons eksplosive 19,32 sekunders rekord på 200 meter distancen under Atlanta-legene i 1996.
Rekorderne opfattes som symbolske markeringer af menneskets storhed, og hver gang en ny rekord sættes, fejres den som udtryk for menneskets uendelige muligheder. Som inkarnationen af fremskridtstanken. Det olympiske motto citius, altius, fortius – hurtigere, højere og stærkere – udtrykker denne trang til at bryde barrierer, sprænge grænser.
Det er ingen tilfældighed, at den 33-årige Michael Johnson før Sydney-legene, der åbner på fredag, har valgt at koncentrere sig fuldt og helt om 400 meter distancen med det erklærede mål som det første menneske nogensinde at komme under 43 sekunder.
»Det er alt, hvad jeg har tilbage,« sagde Johnson forleden.
At blive den første under 43 sekunder på 400 meter, at blive den første under 1,40 i et 800 meter løb, at blive den første mand over ni meter i længdespring, at blive den første kvindelige 100 meter løber under ti sekunder... der er noget magisk ved at sprænge de eksisterende grænser. Og i disse dage spørger mange sig sikkert, om olympiaden i Sydney vil indskrive sig i historiebøgerne som det sted, hvor der blev sat endnu en utrolig rekord.
Den olympiske bevægelses fader Pierre de Coubertin henviste flere gange – som den norske idrætsforsker Sigmund Loland har påvist – »til sportsrekorden som noget, der har samme funktion i den olympiske ideologi, som tyngdekraften har i den newtonske mekanik.«
I antikkens Grækenland var der også til tider brutal konkurrence, og vinderne modtog store præmier og blev hyldet som helte. Selv Homer talte om, at det gjaldt om »at vinde og overgå alle andre«. At udskille vindere og tabere har altid været en del af konkurrencesportens natur, men rekordmageriet er en relativ moderne tanke, som først for alvor bliver sat i system i løbet af det 20. århundrede.
Hvor den græsk-romerske kultur havde en forestilling om vækst og fald, så tog den forestillling sæde i oplysningstiden, at der ikke var grænser for fremskridtet. Med industrialismen blev man mere og mere besat af det standardiserede og kvantificérbare fremskridt, og det påvirkede også sporten. I det britiske imperium blev der i løbet af det 19. århundrede introduceret nye regler i mange sportsgrene for at sikre, at den klassiske liberalismes dyder om lige muligheder for alle kunne nyde fremme i konkurrencen.

Den første nedskrevne ’rekord’ menes at være fra et atletikmøde i 1868 mellem universiteteterne i Cambridge og Oxford. Ikke alle sportsgrene har kunnet bringes ind under de standardiserede rekorders målestok – holdsporter som fodbold, håndbold eller basketball er typiske eksempler på, at sammenspil, social interaktion og taktiske overvejelser ikke kan sættes på en endimensionel rekordformel. Men i atletikken, svømningen og indenfor discipliner som vægtløftning har målingen af de individuelle sportspræstationer været dominerende. En endeløs række af rekorder har op igennem det 20. århundrede skabt overskrifter i atletikkens verden. Rekordens logik er, at den altid kan forbedres. Og kan den ikke forbedres i sekunder, så kan man altid indføre mere avanceret måleudstyr, der kan måle i hundrededele eller tusindedele af sekunder. I sidste instans kan mennesket jagte den mikroskopiske forskel, der kan fejres som et fremskridt.
Men faktisk tyder en del på, at rekorderne i slutningen af det 20. århundrede blev færre, og at forbedringerne i en række sportsgrene blev mere og mere marginale.
»Der har ikke været nogen markant forbedring af mændenes 100 meter sprintertid i de sidste 50 år, på trods af forbedringer i videnskab og teknologi. Det ser ud til at den menneskelige (fysiske) grænse er ved at være nået,« udbrød Andy Miah i tidskriftet Philosophy of Sport i februar måned.
Og noget synes der at være om snakken, selv om det er en overdrivelse, at mændenes sprintertid ikke er forbedret. I 1994 fremlagde Raymond T. Stefani en undersøgelse af, hvordan rekorderne har udviklet sig i atletik, svømning og vægtløftning i perioden fra OL 1924 til OL i 1984. Den gennemsnitlige rekordforbedring har været 2,2 procent ved hver olympiade, og i løbet af de 60 år forbedredes rekorderne med samlet set 30 procent. Men som Sigmund Loland fra det norske statsuniversitet for sport og fysisk uddannelse har påvist, så dækker gennemsnitsmålingen over en anden indsigt:
»Forbedringskurven flader ud. Der var en markant forbedring af resultaterne i de Olympiske Lege fra 1965 til 1972 og en aftagende forbedring af resultaterne fra 1976 til 1992. I realiteten er den gennemsnitlige forbedringsrate faldet til 1,4 procent,« fastslår Loland.
Det store fremskridt frem til 1972 hænger bl.a. sammen med den hårde ideologiske konkurrence i den kolde krig mellem den kapitalistiske supermagt USA og det kommunistiske Sovjetunionen, og samtidig vinder dopingmidlerne i denne periode indpas i idrættens top.
Den senere ’afideologisering’ af sporten og den skærpede dopingkontrol har siden hen været med til at svække ’fremskridtet’ i rekordernes kappestrid. Men Loland mener også, at den faldende vækst er udtryk for noget mere fundamentalt:
»Rekorddilemmaet er, at den kontinuerlige jagt efter nye rekorder bygger på det umulige krav om ubegrænset vækst indenfor begrænsede systemer.«

Kigger man ned over det internationale amatør atletikforbunds rekordliste, så tyder en del på, at grænsen for den menneskelige ydeevne er ved at være nået på flere felter.
Sidste år spurtede amerikaneren Maurice Greene 100 meter distancen på 9,79 sekunder, men det var kun fire hundrededele sekund hurtigere end canadieren Donavan Baileys rekord ved de olympiske lege i 1996. Også mændenes 400, 1.000 og 2.000 meter løb oplevede marginale rekordforbedringer sidste år. Men det generelle billede er, at der bliver længere mellem rekorderne.
Michael Johnsons verdensrekord på mændenes 200 meter er ikke forbedret siden 1996, Wilson Kipketers verdensrekord på 800 meter er fra 1997 og kenyaneren Daniel Komens rekord på 3.000 meter er fra 1996. I højdespring er cubaneren Javier Sotomayors rekord på 2,45 meter ikke forbedret siden 1993, og Sotomayor kommer ikke med til dette års Sydney-lege, fordi han er blevet udelukket på grund af kokainmisbrug. Ukraineren Sergei Bubka – der har været taget i doping – har den seks år gamle verdensrekord i stangspring på 6,14 meter, og i den disciplin er den olympiske rekord ’kun’ 5,92 meter. I diskoskast og hammerkast er verdensrekorderne 14 år gamle – og sat af to sportsudøvere fra det kommunistiske Østeuropa, der var kendt for at bruge anaboliske stereoider for at fremme præstationerne.
I den kvindelige atletikverden står det endnu mere sløjt til med rekordforbedringerne. Florence Griffith-Joyners verdensrekorder på 100 og 200 meter er helt tilbage fra 1988. Østtyskeren Marita Kochs rekord på 400 meter er fra 1985, og tjekkoslovakken Jarmila Kratochvílovás 800 meter rekord er fra 1983. De kvindelige rekorder på 1.000 til 3.000 meter, samt på 10 km og 20 km, er fra perioden 1993-96. Til gengæld er kvindernes marathonrekord forbedret så sent som i 1999 af kenyaneren Tegla Loroupe, mens mændene er blevet lidt ’langsommere’ i de sidste år. Det er dog strengt taget sværere at sammenligne marathonrekorder i åbne landskaber, end løberekorder sat i faste og veldefinerede stadionrammer.

I de senere år har der bredt sig den forestilling, at kvinderne halede ind på mændene i sportsverdenen, og i den amerikanske befolkning viste en meningsmåling forud for Atlanta-legene, at ikke mindre end 66 procent af de adspurgte mente, at »den dag nærmer sig, da kvindelige topatleter vil slå de mandlige topatleter på det højeste konkurrenceniveau.« Set ud fra et ligestillingsmæssigt synspunkt er det en yderst respektabel opfattelse, og frem til midten af 80’erne kunne de sportslige resultater også give næring til en sådan forestilling. Men nu er kurven knækket. Kvinderne halter igen bagefter i rekordkapløbet.
I 1997 skrev Stephen Seiler, der er idrætsforsker ved fakultetet for sundhed og sport i Kristianssand sammen med markedsforskeren Steven Sailer fra Chicago en artikel i Sportsscience , der punkterede den folkelige forestilling.
Ud fra en analyse af 182 mesterskabskonkurrencer i perioden fra 1952 til 1996 kom de frem til den konklusion, at »kvinderne bliver langsommere, mens mændene fortsat sætter tempoet op. Årsagen? Vi tror, at dopingprøverne har reduceret brugen af anaboliske stereoider blandt både mænd og kvinder. Dopingprøverne genskaber det fysiologiske kønsgab,« skrev de.
De henviste til, at manglen på testosteron betyder, at kvinder har mindre muskelmasse, højere fedtprocent i kroppen, mindre hjerter, og mindre hæmoglobin – selv efter en korrektion for, at kvinder generelt er mindre end mænd. Kvinderne vil med andre ord halte bagefter, hvis ikke de ved hjælp anaboliske stereoider kan kompensere for den fysiske forskel.
Der er stadig masser af huller i og usikkerhed omkring dopingprøverne, men de er blevet skærpet markant siden afsløringen af ’guldvinderen’ Ben Johnson ved OL i 1988. Der har været dopingprøver ved OL siden 1964, men efter Johnson-afsløringen er den offentlige bevidsthed om dopingproblemet skærpet, og det har ført til skrappere testmetoder, og kontrollørerne møder pludselig frem uanmeldt. Efter Atlanta-legene blev den tredobbelte olympiske mester, ireren Michelle Smith udelukket fra konkurrencer i fire år, fordi hun blev afsløret i en dopingtest. Og i 1998 blev den amerikanske sprinter Dennis Mitchell taget i to prøver med stærk overdosis af testosteron i urinen.

Før OL i Sydney har Den Internationale Olympiske Komité besluttet at skærpe dopingkontrollen yderligere – også selv om IOC’s præsident Juan Antonio Samaranch tidligere har gjort sig bemærket med udtalelser om, at visse dopingstoffer burde tillades, hvis blot de ikke er til skade for helbredet og er under streng medicinsk kontrol.
Over 3.000 blod- og urintests vil blive gennemført i forbindelse med OL i Sydney, og 700 af dem skal forsøge at afsløre brug af det præstationsfremmende dopingmiddel EPO. Til gengæld mener IOC ikke, at der findes en testmetode, der effektivt kan afsløre brugen af væksthormoner. Og der kommer hele tiden nye dopingstoffer på markedet, så der er en risiko for at kontrollørerne halter bagefter.
Vicedirektør Guillermo Pérez fra High Performance Centre i Sant Cugat del Vallès i Spanien mener, at »det voksende pres på atleterne og de stadigt mere pressede konkurrencekalendere har spillet en rolle bag dopingen.« Atleterne har simpelthen fået mindre tid til at restituere kroppen, og det har fristet mange atleter til at søge en hurtig genvej ved at dope sig. Massage, saunabesøg, afslapningsøvelser, ernæringsrigtig kost, indtagelse af det ikke forbudte stof kreatin og drop-apparater har vundet frem for at bringe topidrætsudøverne hurtigt på højkant, men det er svært at udrydde doping indenfor sporten. Eller som Pérez siger, så er der »i lyset af løfterne om store pengesummer og social anerkendelse« stærke incitamenter til at dope sig. Omvendt risikerer de at sætte deres helbred på spil. Indtagelse af anaboliske steroider øger f.eks. risikoen for hjertesygdomme og leverskader.
Med den skærpede offentlige opmærksomhed risikerer eliteidrætsudøverne også at blive hængt ud som en snydere, der ikke har fortjent deres sejre og medaljer. De sætter sig i et moralsk dilemma.
Meget tyder dog på, at mange i jagten på nye rekorder og sejre ser stort på det moralske dilemma. Og i den forstand er den klassiske liberalismes idealer om lige konkurrencebetingelser for længst brudt sammen.
Det har fået en pris for sporten. Dopingen – i den udstrækning at den ikke er blevet afsløret – har forvredet konkurrencen til fordel for de idrætsudøvere, der har råd til at forbedre deres krops potentiale med de kunstige præstationsfremmere. Samtidig har de velstående nationers idrætsøvere udnyttet det økonomiske forspring til at investere i det nyeste teknologiske udstyr, der kan sikre marginale forbedringer. Det svækker derimod de fattige afrikanske landes chancer i konkurrencen. På den anden side har globaliseringen i idrætsverdenen ført til, at løbere med afrikanske rødder er slået igennem på den internationale arena, som bl.a. Wilson Kipketer med et dansk statsborgerskab i lommen.

Der er mange eksempler på, at videnskaben og økonomi har banet vejen frem mod nye rekorder: »Tartan-overfladen på løbebanerne og ultralette sko har haft signifikant betydning for at sætte nye rekorder, og i spydkast førte de nye materialer til en radikal ændring af præstationspotentialet,« som Sigmund Loland siger.
I spydkast lagde man ved OL i 1896 ud med bambuspyd, i 60’erne vandt aluminiumsspyddet frem, og i 1984 dukkede et nyt aerodynamisk spyd op af lette kunststofmaterialer, og pludselig blev de bedste i stand til at kaste over 100 meter. Men dér nåede teknologien en grænse – nemlig stadiongrænsen, fordi det ikke længere var sikkert for andre idrætsudøvere at varme op i den ene ende af stadion – og forbundet valgte at forbyde det nye spyd og rekordniveauet faldt med det samme med 20 meter. På samme måde har man set det internationale tennisforbund introducere langsommere bolde for at gøre mændenes tenniskampe mere seværdige – dvs. mindre afhængige af en hård førsteserv.
Et markant eksempel på teknologiens betydning er Michael Johnsons rekorder i Atlanta, der blev sat med ultralette løbesko på kun 96 gram, der var specialfremstillet af Nike. Johnson er i sig selv en helt ekstraordinær løber, og de moderne træningsteknikker og ernæringsprincipper har haft en betydning. Men løbeskoene hjalp med til at sprænge den sidste barriere.
I jagten på nye rekorder er det næste skridt måske genetiske manipulationer. Noget tyder på, at træningsmetoderne, lægevidenskaben, ernæringsvidenskaberne, og materialeteknologien ikke er i stand til at presse menneskets ydeevne ret meget længere.
Princeton-professoren Lee Silver har sagt, at »genetisk ingeniørvirksomhed vil gøre det muligt for mennesker at bruge gener fra dyr, så de kan komme til at løbe hurtigere.« Genetikken vil måske kunne øge atleternes præstationer med op til 25-50 procent. Og genetiker ved UCLA-universitet i Los Angeles, Wayne Grody, har udtalt, at det vil »være den normale udvikling af biologien« at hjælpe eliteidrætsudøvere til at blive bedre. »Jeg mener ikke, at det er science fiction,« siger han.
Perspektivet kunne være udviklingen af et olympisk supermenneske med genetisk optimeret ydeevne. Men spørgsmålet er, om det er en god og ønskværdig udvikling at satse på en sådan afhumanisering af sporten. Den norske idrætsforsker Gunner Breivik fra det norske statsuniversitet for sport og fysisk uddannelse hører til dem, der mener, at der må være en grænse i sporten:
»Det er på tide at beslutte, hvilken form for etik og ideologi, vi skal acceptere. Om det skal være en Nietzcheansk eller Lombardiansk ideologi, hvor det at vinde er alt, eller om vi ønsker en humanistisk fairness-orienteret ideologi, hvor et godt spil er lige så vigtigt, som det at vinde, og hvor resultatet aldrig kan isoleres fra den måde, det opnås på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu