Læsetid: 2 min.

For 12 sekunder mere trafiksikkerhed

6. oktober 2000

Samtidig med at Rådet for Større Færdselssikkerhed fører landsdækkende kampagne for lavere fart, har Københavns Kommune sendt samme spørgsmål til høring

Trafikminister Jacob Buksti indledte forleden den landsdækkende kampagne for lavere hastighed, som Rådet for Større Færdselssikkerhed har søsat.
Mens pressefotograferne knipsede, kørte ministeren en af politiets Ford Escort-biler lige på og hårdt ind i en test-dukke med en hastighed på 60 km/t. Havde dukken været et menneske, ville påkørslen have været skæbnesvanger.
»En stærk oplevelse,« sagde ministeren bagefter ifølge Berlingske Tidende.
Rundt omkring i landet vil bilister i de næste fem uger derfor møde plakater med opfordring til at »stemme med foden«, dvs. lette trykket på speederen.
Mere upåagtet har det været, at Bygge- og Teknikforvaltningen i Københavns kommune i nogle uger har haft en Hastighedsplan for København til høring. Ingen af de københavnske politikere har tilsyneladende ønsket at skabe medieopmærksomhed i den forbindelse – snarere tværtimod.
Selv om det er borgmester Søren Pinds forvaltning, der har udsendt rapporten, er borgmesterens parti ikke tilhænger af en generel hastighedssænkning.
Partiets trafikpolitiske ordfører i Borgerrepræsentationen, Tine Peters, forklarer det med, at hastighedsplanen er »endnu en hetz mod bilisterne«.
Venstre vil hellere bygge mere trafiksikre veje »end deltage i hetzen«, fortæller Tine Peters.
Heller ikke fra Socialdemokratiet møder hastighedsplanen ubetinget opbakning. Partiets gruppeformand Johannes Nymark har således til Jyllands-Posten sagt, at han vil afvente høringsrunden, før han lægger sig fast på hvilken hastighed, der skal gælde.
Trafikminister Jacob Buksti med bopæl i Valby ønsker på Informations forespørgsel ikke at kommentere, hvor vidt han personligt støtter en lavere hastighed i København.
God forretning
Den udsendte hastighedsplan har beregnet, at hvis hastighedsgrænsen sænkes med 10 km/t, vil den gennemsnitlige konsekvens for byens bilister være 12 sekunders længere rejsetid fra kommunegrænsen til Københavns centrum. Høringsrunden for planen slutter den 16. oktober.
Hvis hastighedsgrænsen nedsættes med 10 km/t i København, viser beregningerne gevinst på to hylder:
*Over en tre-årig periode vil syv procent af samtlige trafikuheld med personskader således kunne undgås – eller sagt på en anden måde: hvert 14. uheld.
*De sparede udgifter på grund af færre uheld beløber sig til 240 millioner kroner, mens »den samfundsøkonomiske merudgift« som følge af den 12 sekunders længere gennemsnitlige rejsetid beregnes til 65 millioner kroner. Netto-gevinsten er altså 175 mio. kroner på bare tre år.
Miljøorganisationen NOAH-Trafik er dog langt fra imponeret over forslaget til hastighedsplan:
»Hastighedsplanen er for lidt ambitiøs,« vurderer Ivan Lund Pedersen fra NOAH-Trafik.
»Færdselssikkerhedskommissionen lægger op til en nedgang på 40 procent for personskadeuheld inden år 2012, så syv procent sparede uheld er alt, alt for lidt,« tilføjer han.
Han peger også på, at København risikerer at sakke agterud i forhold til andre europæiske storbyer, hvis vi bliver ved med at køre så stærkt: I Berlin gælder en hastighedsgrænse på 30 km på 70 procent af byens veje, viser en nylig udsendt rejserapport fra Vejdirektoratet.

FAKTA
Farten til forskel
*Hvis en bil kører 50 km/t, og et barn krydser vejen, kan bilisten nå at stoppe. Med 60 km/t vil barnet blive ramt med en fart af 44 km/t, viser beregninger fra Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu