Læsetid: 5 min.

35 år i brystbillede

14. oktober 2000

Intermetzo
Den 15. oktober fylder en samfundsinstitution 35 år. TV-Avisen såmænd. 15. oktober 1965 gik denne på mange måder bizarre størrelse for første gang i luften bemandet af fortrinsvis alvorlige mænd i jakkesæt, der oplæste nyheder efterfulgt af en billeddækket afdeling, som lejlighedsvis livede lidt op, når især Flemming Madsen rullede sig ud. Tempoet var ellers målt med nutidens alen langsomt, uendeligt langsomt, klippene få og velovervejede og en stor del af billeddækningen skete ved stationære skilderier.
Også set med datidens kritiske briller var det meste af den da nybegyndte billedavis røvkedelig, og vedblev for så vidt med at være det, paradoksalt nok til den dag de sovjetrussiske ledere forrådte deres kommunistiske fæller i Tjekkoslovakiet, sendte soldater og tanks ind og ondulerede det pragske forår 68. Ved den lejlighed kunne det ikke nytte andet end at sende direkte og skildre situationen fra time til time. Den tjekkisk-jødiske indvandrerflygtningejournalist Frank Osvald, hvis ordforråd i løbet af allerede den første halve snes år han praktiserede som dansk journalist og skrev i Information kom til at overgå de fleste indfødte kollegers, blev overnight landsberømt, idet han anbragtes i billedet og herefter kommenterede tragedien løbende. Dertil kom, at reportage og mand i billedet nu blandedes mere end før, og en ny tv-form således så dagens lys.

Det er sådan set den recept der i det store og hele og med utallige småkorrektioner og ydre stil- og modeskift har været fulgt lige siden. Rent bortset fra at avisen i en lang overgangsperiode stirrede sig tosset på nyhedsforpligtelsen og fyldte historier på sendetiden med en stor skovl. Resultatet var en endnu mere flimrende virkelighedsfremstilling.
Avisen blev selvfølgelig overfladisk, men toneangivende medarbejdere ophøjede stilen som det endelige svar på alverdens journalistiske visdom, og prædikatet Den Rodede TV-Avis, som den ligefrem hed internt i huset, blev hængende ved produktet, også da den i en eftertid faktisk blev bedre og mere tænksomt redigeret.
Senere igen kom nemlig andre journalistiske holdninger og strømninger til fadet, indslagene blev længere og til tider også mere dybdegravende. Konsekvensjournalistikken holdt med en tredje generation af tv-journalister sit indtog, og udlandsstoffet styrkedes betragteligt. Avisen fandt vel i disse år sin topform under Hans Morten Rubins kompetente ledelse, i en periode, hvor redaktionens og afdelingens uafhængighed af det øvrige hus søgtes understreget ved lejligheder, hvor det ikke ligefrem var livsfarligt.
I Radiorådets og monopolets tid siger det sig selv, at de gode ustandselig måtte være på vagt over for de onde og den politiske pression, der ofte blev forsøgt, men sjældnere lykkedes i direkte forstand. Derimod kan det ikke afvises, at de indirekte påtrykninger havde deres virkning. Mildt sagt. På et endnu senere tidspunkt under en anden og mindre overbevisende afdelingsledelse lykkedes det den magtfulde finansminister i Hartlings smalle regering, Anders Andersen at skræmme redaktionen ned i et musehul og dermed demonstrere hele indretningens skrøbelighed.
Endnu senere igen blev TV-A sådan set ophævet som selvstændig avis, eftersom Danmarks Radios centralkomité-inspirerede topledelse har indført en énstrenget nyhedsformidling, som ved første øjekast lignede en ide, men som på sigt har vist sig og i stadig stigende omfang viser sig dræbende for mangfoldigheden og alsidigheden i nyhedsudbuddet. En maskinel kategorisering af stoffet er ganske synlig, ligesom sproget med et par hæderlige undtagelser blandt præsentatorerne er stereotypt, overfraseret og endimensionalt.

Hvorvidt man overhovedet kan skildre verden i TV-Avisform er så en helt anden sag. Det kan man selvfølgelig, hvis man beslutter sig til at gøre det og har masser af penge i posen. Klummisten har selv været med til det, med ikke så masser af penge i posen, og var i de år, hvor det stod på, og han sad og sagde go’aften til masserne, inderligt overbevist om, at det trods alle tilbageslag og forbehold gik bedre end storartet. Dog hændte det ved vandringen hjem ad aftenstille gader, at tvivlen nagede. Indtil den, tvivlen, en skønne dag var blevet til en art forsinket vished: At det ikke kan lade sig gøre. Man kan ikke fremstille verden adækvat i dét sprog og i den form, tv-nyheder i vores mediekultur har tillagt sig.
Forenklingen – her ser vi bort fra rene faktuelle sager som når en skorsten vælter eller konger og kejsere dør – forenklingen af stoffet medfører så betragtelige amputationer, at denne enkelhed, som Niels Bohr engang sagde, bliver sandhedens sande modsætning. Det er ikke løgn, hvad de siger og viser, men det ligner løgn, fordi det er så forenklet.
Selve komplicertheden i verdensbilledet bør være udgangspunkt for en eller anden form for erkendelse. Denne simple filosofi er der ikke tid til at have med. Takket være den centraliserede eller centralistiske nyhedsopfattelse bliver dette som antydet kun værre. Det lyder for eksempel så kønt, at alle redaktioner i den elektroniske høkasses afdelinger i radio og tv kan trække på fælles ressourcer og research og fælles arkiver og fanden og hans pumpestok.
Men derved render de ofte også i samme retning efter de samme historier og samme personer og ser de samme ting, som de så gentager i ét væk på stort set samme måde og med samme moralske grundlag og overbevisning. Hvilket Jersilds i øvrigt af og til udmærkede tju-bang-programmer et par gange ufrivilligt har demonstreret: Nemlig når efterfølgende nyhedsudsendelser render videre med de behandlede fænomener og fanden gale dem skal have dem til at gå op i en højere enhed, der bare ikke er hjemme den dag. Det går ikke.

Nu er dét, at man i virkeligheden ikke kan et eller andet, i dette tilfælde lave tv-nyheder, ikke ensbetydende med at man så også skal lade være med at prøve. Der er jo så meget man ikke kan og gør alligevel: kører bil, opdrager børn, er gift, reparerer tilstoppede køkkenvaske, skriver klummer, bøger, symfonier, kærlighedsbreve, går til stramaj etc. Så hvorfor skulle man ikke også lave tv-aviser.
Det er så det de – vi, engang var vi vi´s – har gjort i over en menneskealder nu. Selvom det er noget vrøvl, der som regel kommer ud af det, skal de ikke høre et ondt ord denne jubilæumsdag. Uden sentimentalitet kan de godt få et tillykke fra en gammel hyret hånd, der uden tårer nogen steder tænker på dem i disse dage, hvor de flintrer rundt og sikkert stadig tror på sagen. Rørende og næppe mere skadeligt end så meget andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu