Læsetid: 3 min.

Al Gore frygter baghold fra Nader

25. oktober 2000

Vicepræsidenten risikerer at tabe flere traditionelt demokratiske stater til den grønne kandidat. Det kan koste ham Det hvide Hus, siger iagttagere

BOSTON – I den amerikanske valggysers næstsidste uge er vicepræsident Al Gore blevet tvunget til at udføre en bagtropsaktion mod snigskytten Ralph Nader, det Grønne partis præsidentkandidat.
Mandag måtte den demokratiske præsidentkandidat mod forventning lægge vejen om to delstater i det nordvestlige USA – Oregon og Washington – der har stemt på demokrater under de sidste tre præsidentvalg og som derfor burde befinde sig i Gores fold. I begge stater har han samtidig været nødsaget til at bruge værdifulde penge på tv- og radioreklamer.
Forklaringen er en solid opbakning til Ralph Nader fra fem-otte procent af vælgerne i Oregon og Wa-shington. Hele sommeren og det meste af efteråret har Gore ligget foran i de to stater. Efter de tre tv-debatter tabte han imidlertid stemmer til den grønne kandidat og gled bagud Bush i Oregon. I Washington fører Gore nu kun med to procentpoints. Her står Nader til at vinde fem procent.
»Der er en stor mulighed for, at Ralph Nader kan sænke Gore-skuden her i Oregon og i Washington,« sagde meningsmåleren Tim Hibbits til Boston Globe i går.

Nader går frem
Samme klemme befinder Gore sig i i flere andre stater. I demokratiske Minnesota gav en meningsmåling forleden Bush 44 procent mod 41 procent til Gore. Nader var pludselig sprunget fra fire til otte procent. Fra valgkampens start har vicepræsidenten anset Minnesota for at være i hans lejr. Samme historie gentager sig i Michigan, Wisconsin og Maine.
Hvis en god scoring for Nader i disse seks stater, giver en smal sejr til Bush, kan Gore vinke farvel til Det Hvide Hus. Det skyldes, at et amerikansk præsidentvalg i realiteten udkæmpes i hver af de 50 delstater. På nær to undtagelser erobrer vinderen af en stat alle valgmænd tildelt den pågældende stat i den 538 store valgmandsforsamling. Et flertal på 270 sikrer sejren.
Bush kan i øjeblikket føle sig sikker på at vinde Texas, det meste af Syden, de vestlige stater – undtagen vestkyststaterne – samt et par stater i Midtvesten. Gore kan tage USA’s to største stater – New York og Californien – for givet samt det meste af New England og et par stater i Midtvesten. Det er ensbetydende med ca. 180-200 valgmænd til hver. De manglende 70-90 valgmænd kæmpes der bravt om. Det drejer sig for det meste om Florida (25) og de store industristater i Midtvesten.
Iagttagere siger imidlertid, at det er et dårligt tegn, når Al Gore pludselig bliver nødt til at bruge værdifuld tid på at besøge demokratiske stater, hvor Ralph Nader kan stjæle sejren fra ham. Det afleder opmærksomheden fra Florida og industristaterne. I går måtte vicepræsidenten endda besøge Bill Clintons hjemstat Arkansas og sin egen stat Tennessee, hvor Bush har indhentet ham i lokale meningsmålinger. Også et foruroligende tegn for demokraterne.

Kan forsvinde
I et så skarpt opløb kan mange variable faktorer afgøre udfaldet. Den øgede opbakning til Nader i de sidste par uger kan hurtigt forsvinde, hvis vælgere i demokratiske stater i sidste øjeblik beslutter, at en stemme på den grønne præsidentkandidat vil forære Det Hvide Hus til George W. Bush. Ca. halvdelen af de erklærede Nader-vælgere siger, at de ville stemme på Gore, hvis Nader var fraværende på stemmesedlen.
Ingen regner dog med, at den berømte forbrugeradvokat vil trække sig tilbage. Hans sigte er at vinde fem procent af de afgivne stemmer; det vil nemlig kvalificere det Grønne parti til at modtage et betydeligt tilskud fra forbundsstaten ved de næste valg i 2002 og 2004. Nader forudsiger også, at en sejr til Bush vil tvinge demokraterne til at dreje mod venstre i amerikansk politik.
Under velbesøgte valgmøder levner Nader altid det meste af sin kritik til Gore, som bliver beskyldt for at have forrådt miljøsagen og for at være i lommen på store multinationale selskaber. Den grønne kandidat mener, at det ville være godt for demokraterne, venstrefløjen og hele landet at blive regeret af en republikansk præsident i en tid. Flere af Ralph Naders tidligere tilhængere fra 1960’erne og 1970’erne anmodede ham i denne uge om at frafalde sit kandidatur.
»Vi frygter, at en Bush-sejr vil skrue sociale fremskridt, som du har kæmpet for, tilbage i tiden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her