Læsetid: 4 min.

Alfabetets koincidenser

21. oktober 2000

STIKORD
DA JEG I GÅR ville lirke en bog ud af reolen, fulgte ikke bare det enkelte eksemplar med, men hele hylden, den tredje fra oven. En af de bolte, der normalt holder den på plads, knækkede, træt i metallet efter mange års udholdenhed.
Sådan en meter bøger, presset sammen skulder ved skulder, fylder netop en meter, men idet de styrter ned og nærmest eksploderer i luften, kaster de sig med opsparet vildskab over møbler og gulv og fejer en vase omkuld. Tager rummet i besiddelse.
Det drejede sig om afdelingen med udenlandsk, mest oversat litteratur, bogstav M og lidt ind i N, et halvt hundrede bøger, tykke og tynde, indbunde og heftede, sirligt opstillet efter alfabetet for at kunne findes, nu i kaostilstand. En orden brudt ved en tilfældighed.
Men et sådant kast ikke bare ophæver tilfældigheden, det skitserer en ny orden af koincidenser. Latente forbindelser realiseres. Dér ligger nu Henry Millers Sexus i paperback med Sheik Nefzaouis Den duftende have elegant opslået hen over sig med skildringen af samlejets variationsmuligheder: Frøstillingen, gedestillingen, Arkimedes’ skrue, saltomortalen m.fl. Måske er det denne hemmelige alliance hen over århundrederne, der har tiltrukket en ellers fejlplaceret marquis de Sades posthume La philosophie dans le boudoir, siden den nu overraskende har lagt sig på gulvet her, i passende voyeuristisk afstand. Den handler i ekstrem grad om interessante stillinger og opfindsomme personkombinationer, under madame de Saint-Anges og hendes kavaler Dolmancés oplæring af den små Eugénie, afbrudt af filosofisk palaver. Der skal et tilfælde, eller vel netop et fald, til for sådan at genfinde denne bog indsat i distraktion i det blandede selskab af García Márquez, Pieyre de Mandiargues, Patrick Modiano, Robert Musil, Herta Müller og så en halv snes Nabokov-romaner, deriblandt selvfølgelig Lolita.

I SOFASPRÆKKEN ligger Gustav Meyrinks uhyggelige Golem, gengangeren i Prags labyrintiske ghetto. Med nærmest overnaturlig tiltrækningskraft har den formået et udvalg af Guy de Maupassants fortællinger med titlen I
Maaneskin til at åbne sig på opslaget med novellen »Natten. Et Mareridt«. Jeg giver mig til at læse den midt i virvarret.
Den er om en mand, der lidenskabeligt elsker natten og går evindelige ture gennem Paris, fra Triumfbuen til Bastillepladsen, mens lysene efterhånden slukkes og ensomhedens panik en vis nat med ét breder sig. Selv Hallerne ligger nu øde hen. Hans ur går i stå, han river i fortvivlelse i alle de klokkestrenge, han i det dybsorte mørke kan famle sig frem til, men ingen reagerer. Overalt en lammende stilhed. Til sidst står han ved kajerne. »Løb Seinen endnu? Jeg vilde vide det, jeg fandt en Trappe og steg ned ad den.« Men Seinen løber endnu, iskold og sort. »Og jeg følte, at jeg aldrig mere vilde faa Kræfter til at stige op igen... at jeg vilde dø dernede... jeg også – af Sult – af Træthed – og af Kulde.«
Dér slutter novellen. Men vi kan på vor side slutte, at han dog må have reddet sig hjem for at nedskrive beretningen.

BIBLIOFIL er jeg ikke. Kan dog godt misunde dem, der har tid og kraft til at kende og finde sjældenhederne og sørge for ordentlig pleje. Vise mådehold og ikke blive offer for de anmassende mængder, som man med glæde modtager, køber og bruger, skriver noter i, stiller på plads, indtil det ikke længere lader sig gøre, hvorefter de hober sig op.
De boggale, bibliomanerne, færdes mellem os, let kendelige ved auktionseftersyn og de store udsalg. Kropsholdningen, hænderne der nærmest elektronisk søger hen over bogryggene, slår ned og med hast blader fundet igennem til kontrol og tager det til sig, fylder kurv efter kurv. Som netop nu i Helligåndshuset, der skiller sig af med 90.000 bøger.
Selv går jeg efter de smalle, dem, der let overses. Som nu forleden med opsnusningen af En Bogsamlers Helvede – og det i Helliggejst. Set og beskrevet af Charles Asselineau 1860, som der står på omslaget. En historie atter fra Paris’ kajer, nu ved bogkasserne, som fortælleren graver i, da han antastes af en djævelsk elegantier, der tvinger ham til køb efter køb, videre på bogauktion, hvor den fremmede overtaler ham til vilde bud på lækkerierne og ruinerer ham, hvorefter han må opleve, at pøbelen raserer hans bibliotek. Det viser sig atter at være en natlig søvndrøm, en bogelskers mareridt styret af dæmonen i hans indre. Bogsamlingen var i skønneste stand ved hans opvågnen, kun havde et åbent vinduet blæst nogle papirer på gulvet.
Anderledes her foran den nedbrudte reol, hvor bøgerne nærmest er presset ud af overbefolkningen. Jeg indser atter nødvendigheden af at skille mig af med nogle tusinde. Men hvordan?

TILFÆLDET syntes at komme til hjælp. En af bøgerne på gulvet var en svensk oversættelse af Augusto Monterroso: Samlade verk och andra historier. Blandt den guatemalanske forfatters korte fortællinger er »Hvordan jeg skilte mig af med femhundrede bøger.«
Han har samme kval med, at ingen vil købe dem, det er pinagtigt at smide dem i skraldespanden, man vil blive lynchet, hvis man brænder dem. Han begynder så at forære dem til forlegne venner, sende dem med posten til bekendte. Men det blev kun til tyve stykker, og nogle har han allerede fået sendt retur.
Dér var så ingen løsning at finde. Monterroso fortæller i øvrigt undervejs, at han i 1955 besøgte Pablo Neruda og forundredes over, at han ikke havde mere end tyve-tredive bøger, mest krimier og oversættelser af hans egne værker. Han havde i tide foræret rub og stub til et universitet.
Jeg har resigneret stillet bøgerne ind igen efter at have repareret ophænget. Den sidste af M- og N-bøgerne, jeg samlede op og satte på plads, var Den boggale af Charles Nodier, mentor for ovennævnte Charles Asselineau. Der er system i tilfældighederne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu