Læsetid: 3 min.

Anti-jødisk bølge i Frankrig

18. oktober 2000

Ophidset diskussion i Frankrig efter angreb på Jødiske helligdomme og virksomheder

PARIS – Som en udløber af den tilspidsede konflikt i Mellemøsten har Frankrig i de seneste dage oplevet en bølge af antisemitiske voldshandlinger. Der er hidtil registreret hen ved 90 tilfælde, hovedsagelig angreb på synagoger og virksomheder med jødiske indehavere.
Der er blevet kastet benzinbomber, og i et par tilfælde er biler blevet brugt til at knuse facader og antænde brande. Mange jødiske borgere har også berettet, at de er blevet udsat for fornærmende tilråb som »beskidte jøder«.
Den antisemitiske bølge har vakt afsky i vide kredse af befolkningen, og både præsident Chirac og premierminister Jospin har omgående stemplet disse handlinger og ytringer som utilladelige. Indenrigsminister Daniel Vaillant har meddelt, at politiet har forstærket sine beskyttelsesforanstaltninger og gør alt for at finde de skyldige. Alene i Paris-området, hvor der findes 102 jødiske helligdomme, er der udkommanderet over 1.500 politifolk til ekstra bevogtning.
I en af de nordlige parisiske forstæder blev tre unge mænd anholdt søndag som mistænkt, og mandag blev yderligere fem anholdt i en anden forstad. Det drejer sig om unge voldsmænd fra de såkaldte ghettoforstæder, hvor der er en stærk koncentration af unge af nordafrikansk-arabisk oprindelse. Flere af de anholdte var kendte af politiet i forvejen.
Foruden i Paris-området har der været episoder i bl.a. Strasbourg,
Lyon og Toulon.

Fordømmer volden
Talsmænd for de islamiske menigheder og foreninger i Frankrig har i utvetydige vendinger fordømt voldshandlingerne, og de advarer mod at betragte voldsmændene som repræsentanter for den islamiske eller arabiske befolkningsgruppe. De opfordrer til ro og besindighed og tager afstand fra tanken om at gøre jødiske borgere i Frankrig ansvarlige for udviklingen i Mellemøsten.
Det forhindrer ikke, at man fra jødisk side giver den nordafrikanske befolkningsgruppe ansvaret for voldshandlingerne. Formanden for den jødiske hovedorganisation CRIF, Henri Hajdenberg, har således sagt: »Selv om vi ikke har nogen formelle beviser, mener vi, at denne bølge af angreb stammer fra nordafrikanere eller elementer i den nordafrikanske befolkningsgruppe i Frankrig, der ønsker at hidse muslimer og jøder her i landet op mod hinanden. Vi mener ikke, at der er tale om en bølge af anti-semitisme i Frankrig, eller at det yderste højre i Frankrig er involveret, selv om disse kredse måske er godt tilfredse med det, der sker.«
Den førende islamiske talsmand, Dalil Boubakeur, der er imam for den centrale moske i Paris, har kritiseret Hajdenberg for denne udtalelse.
»Befolkningsgruppernes ledere burde undgå at fremsætte ophidsende udtalelser, der kan skabe frygt og mistænksomhed mellem grupperne,« siger han.
Også talsmanden for den antiracistiske ungdomsbevægelse SOS Racisme, Ibraham Sorel, har tager afstand fra Hajdenbergs kommentar. »Man bør ikke forveksle nogle få yderliggående elementer med alle arabiske unge eller muslimerne som helhed,« siger han.
Der er mellem fire og fem millioner muslimer i Frankrig, mens det jødiske samfund tæller ca. 750.000. Bølgen af angreb mod synagogerne har anrettet materielle skader, og selv om de ikke har kostet menneskeliv eller sårede, har de skabt udbredt frygt og bitterhed blandt jøderne. En overgang var der tegn på en form for psykose med vilde rygter, og den franske overrabiner, Joseph
Sitruk, sagde for få dage siden til en fransk radiostation, at seks unge jøder var blevet dolket, og en af dem dræbt. Han tilføjede: »Det er særdeles alvorligt. Det er første gang siden krigen, at en jøde er blevet myrdet, fordi han er jøde.« Han dementerede senere disse oplysninger og beklagede de falske rygter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her