Læsetid: 5 min.

Arabisk poesi er i krise

28. oktober 2000

Mange mener, at kun prosa kan rumme vores daglige liv

Udefra
Når det blev sagt, at novellen er den hvide mands opfindelse, har arabisk litteratur til gengæld ment, at digtet stammer fra araberne. Nu er tingene forandret, og novellen har overtaget poesiens stilling.
Poesiens tilbagegang har omfattet både fremstillingen og fornyelsen. Hvis arabere drøfter poesiens virkelighed eller dens fremtid, springer diskussionen hurtigt til den moderne arabiske kulturs virkelighed og dens tilbagegang.
Manglen på demokrati og ytringsfrihed, udbredelsen af den radikale religiøsitet, nationens lukkethed i forhold til forudgående tider – alt det er direkte grunde til forvandlingen af poesi i en nation, som før var en poetisk nation.
Der findes ikke to, som er enige om noget angående arabisk digtning i dag. Der er også tale blandt intellektuelle og i medierne om, at der er utilstrækkelighed i kritikken af den moderne arabiske digtnings eksperimentering, og at kritikken lægger for megen vægt på det klassiske og det kendte.

Afstandene
Adonis, den mest kendte moderne arabiske digter, understreger, at ny arabisk digtning er i dyb krise. Der er afstand mellem på den ene side poesien og på den anden side både den arabiske virkelighed og de nedarvede traditioner. Den arabiske digter er i en udforskningens zone, og er i stadig søgen efter sin egen identitet, når han stilles over for et solidt historisk arabisk digt.
Adonis’ udtalelser understreger, at det kulturelle produkt også er et socialt produkt, som i sig bærer den struktur, der hører til stedet.
Arabisk digtnings teknik er forskellig, uanset om den følger de gamle mønstre eller ej, og om den kaldes for moderne digt eller prosa.
Prosa er en stor konkurrent til det moderne digt. Nogle er bange for, at prosa ubestrideligt dominerer arabisk poesis verden.
De beskylder prosa for at være indskrænket til at behandle det subjektive. De synes, at prosa truer med at skade smagen for det gode arabiske digt, når ingen regler styrer det: »Det er så let, at enhver kan kalde sig poet.«
På den anden side er der nogle, som synes, at kun prosa kan rumme vores daglige liv. Den benytter billeder, som bygger på en modsætningernes stil og en blanding mellem steder og tider. Der er en visuel tilgang, som stemmer med læsning og opfattelse. Begge giver syn for en helhed eller forskellige vinkler på tingene.

Skrigende diskussion
I den skrigende diskussion, som er på sit højeste nu om det moderne digt og prosa, har prosa har fået sin legitimitet, og det er fastslået, at prosa ikke er forsømt. Tværtimod, kan man sige, når de fleste digtere fra de forskellige fraktioner deltager i diskussionen.
I en undersøgelse lavet af kritikeren Yaseen al nasair under titlen Digtets fremtid citerer han digtet, skrevet af Salah Faeik, en moderne arabisk poet, med titlen Afrejsen:

Afdød og ravnen i dialog
Eller måske de slås
Med bøger
Eller Lp’er
I den strofe finder vi billeder, som bruger det daglige liv, det forrige, de situationer, som ikke sker to gange i livet, og de øjeblikke, hvor tiden er størknet og blevet sort.
Versets indre struktur har en dialog uden for de to dialogpartnere.
Det står også i undersøgelsen, at dagens digt er mere klart, fordi det har tendens til at være logisk i tid og orden eller har en rytmisk tænkning i rækkefølge. Det svarer til, at prosaens indre struktur kræver tæt på hinanden liggende billeder for at skabe overbevisning hos os.
Prosaen griber det flygtige øjeblik fra de sædvanlige situationer i vores dagligdag. Poesien plukker de sjældne, usædvanlige og de mærkværdige for at forene dem. Det er det primitive øjeblik i tingenes dybde, som i det følgende, også fra Salah Faeiks digt:
Du ville grine når du husker
En præst der leder i sit
tøjskab
Og ikke kan finde andet end
et digt

Dobbelt benægtelse
Kritikeren, som klart ser prosa som digtets fremtid, mener, at prosa er benægtelsens benægtelse. Den er benægtelse af det moderne digt, som er benægtelsen af det klassiske. Den springer over de to på én gang og bliver derved begyndelsen, der indebærer paradokset. Ordet har befriet sig fra sine egne gamle former og har fået et visuelt udtryk. Tidens ånd, som er fuld af modsætninger, har fået sit eget ord og sprog. Derfor er prosa ifølge kritikeren den kunst, der kan skildre vores urolige sjæle og kulturelle bekymringer.
Heroverfor står betragtningen: Ødelæggende og bevarende kræfter har samtidig eller på skift skabt en ny struktur. Denne indviklede og kontroversielle struktur er den samme i økonomi, politik og samfund. Den fremstår blot mere klart i poesien, fordi den forandrede tænkning har mere indflydelse på digtet end på andre udtryk, som ligger væk fra følelsen.
Kritikerne benægter, hvad de er blevet beskyldt for, og siger, at den nye arabiske eksperimentering stadig er under udvikling og afklaring: Kritikken er i sagens natur forsigtig med at finde de nye baner, som digtningen lander i.

Galskab og hykleri
I gamle dage var digtet yderst vigtigt i arabernes liv, selvom poeter blev forbandet, tortureret og henrettet. Historisk set har poesien før Islam været knyttet til galskab og hykleri, på trods af at poeter var stammens stolthedssymbol, når det drejede sig om konkurrencen med andre stammer. Poeternes rolle i denne kappestrid var at prale med stammens styrke, mod og ophøjethed. På den anden side blev poeterne dømt for at føre et udsvævende liv og nedrakning, fordi de var uforsigtig med at læse op af deres elskovsdigte om jomfruer og gifte kvinder.
Med Islam fulgte et vers i Koranen, hvor der står, at digterne følges af de forførte, og at digterne ikke handler efter, hvad de siger.
Historien bag verset i Digterenes Sura-kapitel i Koranen var, at præislamiske digtere modsatte sig den islamiske mission. De begyndte at kalde Profeten for digter, for hvordan skulle folk tro på en profet, som er poet!
De var disse digtere, der blev kaldt for forførende i verset; sådan at forstå, at de forlod den rette vej, da de var agitatorer og ikke ville have, at folk skulle tro på Profeten.
Nogle poeter efter Islam – som Al-Hallaj, en sofistisk poet – blev henrettet, fordi de via poesien kritiserede datidens fortolkning af religionens regler. Andre blev forfulgt eller henrettet, blot fordi de sagde deres åbenhjertige mening om dårlige kaliffer. Derfra er ikke den store forskel til nutiden, hvor Saudi-Arabien har fremlagt en lang officiel liste over digtere – cirka 500 – der skal henrettes. Det er forklarligt på den måde, at poesien er uden for for virkelighed, logik, pragmatik og dermed befinder sig i modsætning til de forskellige tros- og leveregler.
Alligevel er der ikke tvivl om, at poesi for arabere vil forblive en nødvendighed, og at de trods alt mener, at det, der er blevet digtet, er langt mindre, end hvad der kan dække deres behov som mennesker.

*Duna Ghali er forfatter fra Irak og bor i Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu