Læsetid: 5 min.

Arakis liderlige lethed

21. oktober 2000

I Paris kan man for tiden se den japanske fotograf, Nobuyooshi Arakis berømte og tankevækkende billeder

Udstilling
PARIS – I kunstens kulisser er der megen diskussion om, hvorvidt den japanske fotograf Nobuyooshi Araki, der har været på kunstscenen i næsten tredive år, bare er for meget – eller sagt med andre ord, der alligevel betyder det samme, for lidt. Om han er for pornografisk med sine billeder af kvinder, ofte i bondage med sirligt bundne reb om bløde, hvide, japanske lemmer, så kun brystvorter og kønnet byder sig overgivent til, og utallige polaroider af kusser, kusser og atter kusser. Og dermed er for lidt, fordi det bliver for monotont, simpelt, tvangsneurotisk, iscenesat og showpræget, selvom det prætenderer intimitet og privatsfære.
Om man nu kan lide det eller ej, tager det alvorligt eller ej, forarges eller ej, så har en stor retrospektiv udstilling »Voyage Sentimental« på Centre National de la photographie i Paris i disse måneder den fordel, at der er virkelig mange billeder, og at der måske simpelthen skal virkelig meget af den 60-årige fotografs billedverden til for at trænge ind i den – eller skøjte hen over den.
Han siger det også selv: »Jo flere fotografier jo bedre.« Overflade eller dybde, spøg eller alvor, fantasi eller virkelighed, liv eller død?

Kønnets blomster
Udstillingen begynder med et rum overfyldt af store nærbilleder af blomster, røde og svulmende, påtrængende naturlige, med erigerede gule, grønne, rosa støvdragere, ja det er jo altså... bare blomster. Forskellige blomster ganske vist, en kødfuld orkidé en blidt foldet, blodrød rose.
Det er ikke Arakis tidligste billeder, for kronologien er en logik Araki altid har spillet puds med: Hans fotografier kaldes for dagbøger, de har ofte præcise dateringer på selve billedet, så beskueren en tid lader sig snyde ind i en tidsmæssig ’objektivitet’. Indtil man opdager, at datoerne for det meste er den 15. august – datoen for afslutningen på 2. verdenskrig, eller den 6. eller 9. august, datoerne for atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Som om der under alle omstændigheder altid kun er den selvsamme dag, at det måske er den sidste, og at det eneste, der er værd at se den dag, er det man har lyst til at se.
Araki har lyst til at se på kvinder, »jeg fotograferer blomster, fordi jeg elsker det kvindelige køn,« siger han, hvis der skulle være nogen tvivl.
Men når man betragter den imponerende polaroidmosaik Polamandra med over 2.000 billeder, hvoraf en stor del forestiller kvinder med spredte ben, tænker man, at det lige så godt kunne forholde sig omvendt: At man fotograferer kønnet, fordi man godt kan lide blomster.
Begæret kommer så at sige ud på ét, eller to, tre, fire... mange. Der kommer altid en pige og en sporvogn til, og det er måske ikke mindst denne vedholdende, gådefulde, monotone og mirakuløse livslyst de 2.000 billeder forestiller, for hvordan kan han dog blive ved sådan endnu en dag? Hvorfor har det, at en pige spreder benene på et hotelværelse til stadighed noget dragende over sig, i stedet for gøre én til nihilist, synes Araki stædigt at spørge ikke mindst sig selv, men også beskueren om.

Vestens fantasmer
De betegnelser, der oftest hamres fast i forbindelse med Araki, er: voyeurisme, ekshibitionisme og så i forbindelse med de utallige bondagebilleder: Sadomasochisme.
Men det er, som om der er noget, der ikke passer i denne vestlige fantasme-terminologi, når det nu er en japaner, der repræsenterer det. Som om der sker en forskydning, det måske snarere var værd at lytte til end den direkte vestlige aflæsning. Er de virkelig ekshibitionister disse skønne japanske nymfer, der viser deres blomster frem? Er vi virkelig kikkere, når vi nyder synet af både dem og orkiderne? Og så disse (ind)bundne kvinder: »Jeg binder kroppene fordi man ikke kan binde sjæle,« siger Araki. De ser så tilfredse ud allesammen, hvor er lidelsen ved denne overgivelse henne? Det minder snarere om japansk blomsterbinding eller bonzai-begrænsninger, også selvom det tilsyneladende går for sig i prosaisk vestlige intercontinental breakfasthoteller.
Sentimental livsrejse
Araki blev kendt i 1971 med fotosamlingen Sentimental Journey, der ned til den mest intime detalje er fotografier fra bryllupsrejsen med hans elskede Yoko. Det skridt, Araki tager på dette tidspunkt, er på en gang en afstandtagen til det reklamebureau han i ti år har arbejdet for – og hvor man måske kan sige, der fostres kollektive fantasier. Og så på den anden side det vestlige ’objektive’ fotografi, repræsenteret ved fotografer fra Magnum.
Hans egen betegnelse for dette valg er, at at det er Shishabin – et personligt, subjektivt fotografi, på linje med den japanske litterære genre shi-shosetsu – ’jeg-roman’.
Arakis fotografier forestiller det nære liv, og dermed kan han sidestilles, og har da også arbejdet sammen, med fotografer som Nan Goldin og Larry Clark. Men der synes at være en betydelig forskel, som måske er forskellen på det vestlige subjekts ’ståen uden for verden’, som det findes hos Nan Goldin, hvor kameraet fanger intimiteten, men ikke forandrer den, ikke er involveret.
Arakis kamera er hans dagbog, og det er subjektivt på anden vis. Det er livet om at gøre, der synes at være både livslyst og -angst til stede. Arakis opgør med ’objektiviteten’ stikker dybere end blot at være subjektets affotografering af en i sig selv værende verden. Der er en indre, neurotisk scene, der med stor selvfølgelighed sættes, synliggøres og fotograferes i det ydre. Rammefortællingen for udstillingen er ikke alene, elskovsrejsen mod Yoko, men også rejsen mod døden – Vers l’hiver, en billedserie, hvor det er Yokos dødstid i 1990, der skildres, indtil det sidste kærlige håndtryk, der fremstår næsten endnu mere obskønt end de blottede køn. Ansigtet og hænderne forekommer pludselig ekstremt intime, mens de blottede køn antager universelle former. Og højt oppe over disse billeder, langs loftet, er der fotografier af himlen, som blikket kan hæve sig mod.

Så alt, alt for meget...
I ’Imod vinteren’ er der fotos af katte, forladte terasser, Tokyos rodede, perspektivløse gader – og den elskedes ansigt.
Der er også overalt i Arakis fotografier mærkelige kravlende drager eller dinosaurusser, der i udstillingen kravler helt ud på gulvet og ’virkelig’ er til stede, en djævel på spil, slangen i paradiset, et japansk syndefald?
For endevæggen er der blomsterbuketter, men der er for mange blomster, det er for overvældende, hvor er hun henne? Den sentimentale rejse går fra Eros til Thanatos, fra de mange til den ene, som man så gerne ville binde, koncentrere sit blik på som en eneste blomst, der så alligevel uafvendeligt og hverdagsagtigt dør.
Hvis det er vestens fantasmer, der skildres, må det sandelig siges, de lægges i et nyt lys, lige meget hvor irriterende kunststjernen Araki ifølge den franske presse åbenbart fremstår med sine røgfarvede solbriller og latterlige Santiags. Kønnet, livet og døden går op i en enhed one more time, og man er lige ved at græde, når man efter rundturen afslutningsvis når tilbage til indgangsbilledernes blomstrende alvor. Så ganske lidt og alt, alt for meget.

*Nobuyoshi Araki: Voyage Sentimental. Centre National de la photographie, Paris. Til 27. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu