Og nu Armstrong...

Efter den forkerte og før den rigtige 100 års dag fejres Louis Armstrongs runde fødselsdag allerede af grammofon-selskaberne

Nye cd’er
Knap var Duke Ellingtons 100 års festligheder afsluttet her i foråret, før projektøren blev rettet mod Louis Armstrong, den anden af jazzens to store, tidlige musikere. Med Ellington født 29. april 1899 og Armstrong angiveligt 4. juli 1900 havde Vorherre – eller storken – unægtelig lagt ting-ene tilrette, så den ene fejring næsten uden pause kunne gå over i den anden.
At Armstrong rent faktisk først var født 4. august 1901, har været kendt siden 1988, da Gary Giddins udsendte biografien Satchmo.
Den tidligere datos magi har dog været tilstrækkeligt som startskud for pladeselskabernes fødselsdagsprojekter, og pokker skulle beklage sig over, at vi ikke skal vente et år på, at (gen)udgivelsesprogrammerne begynder.
Et af de vægtigste er allerede realiseret, The Complete Hot Five and Hot Seven Recordings (Columbia C4K 63527), som omfatter fire cd’er i et smukt udstyret album på 84 sider, rigt illustreret med fotografier, bl.a. fra New Orleans i begyndelsen af århundredet. Af teksterne er den mest oplysende af Phil Schaap, der som sædvanligt har gjort fremragende produktionsarbejde.

Gennembrud
Alle Hot Five- og Seven-optagelser er her, inklusive dem, der blev gjort for et andet selskab under ledelse af Lil Armstrong og Johnny Dodds. Dertil kommer yderligere et antal optagelser med nærmere eller fjernere tilknytning til Hot Five og Hot Seven, så sættet spænder fra november 1925 til marts 1929. Det omfatter også ’Gut Bucket Blues’, gengivet både i F-dur og i Es-dur, som har hver deres fortalere (optagelsernes omdrejningstal lå ikke så fast i 1925 som senere hen).
Perioden er Armstrongs gennembrudsår (han var mellem 24 og 27), og disse optagelser revolutionerede jazzen, bragte den fra kollektiv New Orleans-stil til individuel solo-stil, og prægede en generation af jazzmusikere.
Armstrongs storhed som vokal og instrumental fortolker af det, der ved hans indsats blev til standard-repertoire, udfoldes dog først i de orkestrale optagelser fra 1929 til 32. Denne fase markeres akkurat i slutningen af dette sæt, men bliver forhåbentlig genstand for en selvstændig genudgivelse.

Modenhed
1932-33 og igen 1946-47 indspillede Armstrong for et andet selskab, RCA Victor, som for nogle år siden samlede hele materialet i et 4-cd-sæt. Ironisk nok er det allerede udgået, men det er dog afløst af to udvalg, A 100th Birthday Celebration (2 cd’er, 09026 63694-2) og The Best of the Complete RCA Victor Recordings (1 cd, 09026 63636-2).
Det andet sæt repeterer 12 optagelser fra det førstes 30 og føjer 4 til, så der er mange overlapninger.
Selv ville jeg vælge det store sæt, fordi det har flest optagelser (19) fra 1932-33, hvor Armstrongs kreativitet ikke er så eksplosiv som i de foregående år, men udfolder sig med tiltagende modenhed. 11 optagelser fra 1946-47 markerer overgangen fra orkestral musik til en pseudo-New Orleans-stil, som i realiteten er swingmusik for mindre besætning.Her er det endnu den modne Armstrong, der spiller.

Mødet med Ellington
En aldrende, men stadig absolut duelig Armstrong møder vi på tre Columbia-cd’er fra midt i 1950’erne med de såkaldte All Stars, overføringer med tilføjelser fra lp’erne Satch Plays Fats (CK 64927), Ambassador Satch (CK 64926) og Satchmo the Great (CK 62170). Mest spændende er den første, som rummer fire redigerede, alternative versioner og hele syv indspilninger af Fats Waller-sange fra 1929-32. Den anden og tredie med hver tre tilføjelser til lp-udgaverne afspejler besøg i Europa i 1955 og i Europa og Afrika 1955-56, den sidste et udvidet soundtrack til filmen af samme navn. En langt større udfordring for Armstrong ligger der dog i det sjældne møde med Ellington i 1961, hvor den første nok stillede med sine egne folk, men fik Ellington som pianist og komponist. Og især hvor de to er alene med bas og trommer, som i ’I’m Just a Lucky So and So’ og ’Azalea,’ bliver mødet mindeværdigt.
Genudgivelsen (The Great Summit, Complete Sessions, Roulette 7243 524.548-2)rummer to cd’er i én kartonnage, den første med de 17 oprindeligt udgivne master takes, den anden med studieatmosfære og alternative optagelser. Oplysende og underholdende.

FAKTA
Hvad vidste Armstrong?
*Skjulte Louis Armstrong bevidst, at han var født den 4. august 1901, siden han aldrig protesterede mod den fødselsdato, som altid blev tillagt ham, den 4. juli 1900? Det forekommer ikke sandsynligt, og formentlig vidste han ikke bedre, hvor mærkeligt det end kan forekomme fra et dansk synspunkt.
I noterne til RCA’s her omtalte dobbelt-cd-album siger kenderen Loren Schoenberg imidlertid:
»Ligesom mange fattige amerikanere, hvis fødeattester sjældent blev bevarede og endnu sjældnere blev givet til familien, gjorde Armstrong nationens fødselsdag til sin. Han valgte også året 1900, og som mange kommentatorer har bemærket: Hvilken bedre fødselsdag for én, der kom til at repræsentere det bedste i det 20. århundredes Amerika?«
Spørgsmålet om Armstrongs fødselsdag blev i øvrigt berørt her i avisen, i format, den 4. juli 2000, og i Jazz Special for august/september giver Peter H. Larsen en fyldig og interessant redegørelse for postyret omkring den berømte dato.ew