Læsetid: 3 min.

Den artige dæmon

10. oktober 2000

Hvis Det Kgl. Teater skulle have et opera-es i ærmet, så kom med det nu! Efter Tjajkovkijs ’Spar Dame’ kan det kun gå fremad

Opera
Det Kgl. Teaters Gamle Scene er pyntet op som en biograf fra begyndelsen af forrige århundrede. Vi præsenteres for noget, der godt kunne være optakten til en stumfilm, men det er gammeldags opera: Tjajkovskijs opera Spar Dame fra 1890, efter en fortælling af Alexander Pusjkin.
Forestillingens scenografi lader beskueren komme ind til værket gennem lærredet, der med sort-hvid æstetik annoncerer næste scenes tid og sted. Et tyndt, hvidt lysrør danner den ydre ramme på kukkassen.
Vi er vidner til et på alle måder traditionelt teater, befolket af aktører, der er blevet bedt om at levendegøre dette traditionelle stykke. Det ser faktisk så almindeligt ud, at man spekulerer på, om det er en pastiche på gammeldags opera. Værst i de første scener, hvor de medvirkende agerer på scenen, som var det på Kirsten Flagstads tid. Musikken tordner frem som var den solist i forhold til det, der foregår på scenen.
Det store spørgsmål, man stiller sig selv før, under og efter forestillingen er: Hvorfor har det været tvingende nødvendigt for Det Kgl. Teater at sætte netop denne forestilling op? Det har de sikkert en masse gode forklaringer på inde på Kgs. Nytorv. Det er de betalt for at have. Oplevelsen fra 11. række midtfor var et bravt korps af sangere og musikere, der loyalt ydede deres bedste for, at de svære ord ikke skulle blive opfattet som russisk båndsalat. Resten kan forbigås i næsten-tavshed.

Kortene på bordet
Det er første gang den sympatiske chefduo Kasper Holten og Michael Schønwandt er i ilden sammen på Det Kgl. Teater. I forlængelse af den erklærede målsætning i forbindelse med ansættelsen af d’herrer, må vi tro, at det er det med Spar Dame, at de to vil gøre Det Kgl. Teater til et af Nordens førende operahuse.
Den skal de længere ud på landet med. Spar Dame er tilbage til halm i træskoene. Sidst var Holten ude i en langtrukken bonde-affære med Drot og Marsk på Det Jyske Opera. Nu er den rustikke atmosfære trukket ind til storbyen med Spar Dame. Vi anbefaler fra denne platform en tur i den rigtige biograf, subsidiært et besøg i det såkaldt alternative teater med Schönbergs Pierrot Lunaire, som pt. er det bedste bud på vedkommende musikdramatik i hovedstaden (fra på fredag i Kanonhallen).
Efter at have oplevet en sindsoprivende aktuel opsætning med Ruders’ Tjenerindens fortælling er vi på Kgs. Nytorv tilbage i Københavns Teater for Afholdelse af Stumfilm med Operaledsagelse. Holten vil være gammel med de gamle.
Forestillingen er forsøgt peppet op med drejesceneeffekter, damp, skudscene og næsten-nøgne damer. Lige meget hjælper det.

Lyspunkter
Enkelte scener fungerer godt: Tina Kiberg (Liza) i syvende scene, ved Nevafloden tæt ved Vinterpaladset, udstråler nærvær og ægte følelser. Kiberg er en stor sanger, og hun har et imponerende register at spille på.
At Tina Kiberg kan tilføje forestillingen noget specielt, er forventeligt. Johan Reuter er også er også en fremragende sanger, men i denne forestilling folder han for alvor talentet ud som Grev Tomskij.
Lone Koppel har det til fælles med Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen, at hun i kraft af erfaring og alder kan udtrykke vanvidsscener med en skræmmende præcision. Koppel får de rigtige roller på de rigtige tidspunkter. Denne gang som grevinden, der har fremtiden bag sig.
Karakterafvigeren Hermann synges af Stig Fogh Andersen, som tilfører personen dæmoniske træk. Han er en lidt dumsmart Don Giovanni-type, der tror han kan mase sig gennem verden og opnå lykke ved at have penge. Hermann skal dolke sig selv ihjel – ifølge operalitteraturen. På Det Kgl. Teater bliver han skudt af Grev Tomskij (Guido Paevatalu).
En detalje. Som så meget andet i det værk, der er overromantiseret fra komponistens hånd i forhold til det litterære forlæg, og ulogisk i handlingsforløbet. Det spændingsopbyggende, farlige, dæmoniske, bliver aldrig rigtig påtrængende. Man drømmer sig til Ulvesvælgslignende scener, hvor de glammende hunde virkelig får lov at komme op og snuse kødets lyster. Men det er en helt anden historie, som får Det Kgl. Teaters Spar Dame til at ligne hyggelig torsdagsbridge.

*Tjajkovskijs ’Spar Dame’. Premiere på Det Kgl. Teater, søndag. Det Danske Drengekor, Det Kgl. Kapel, kor og solister under ledelse af Michael Schønwandt. Lysdesign: Jesper Kongshaugh; Scenografi og kostumer: Marie í Dali; Iscenesættelse: Kasper Holten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her