Er der brug for kamæleonisme eller hårde straffe til Balkans slanger, for at Serbien kan blive endnu et i rækken af demokratiske europæiske lande?
Verdenskompas
Det britiske statsmand Winston Churcill udbrød på et tidspunkt, at Balkan er et område, som skaber mere historie, end det kan fordøje.
Efter de sidste ti års voldsomme omkalfatringer senest med det demokratiske oprør mod den autoritære præsident Slobodan Milosevic i Serbien synes ordene til fulde at være bekræftet. Men hvad mener de intellektuelle, filosofferne og forfatterne om, at den sidste sten i Berlin-muren falder?
»Puko Je!« Det er eksploderet, skriver forfatteren Predrag Matvejevic i en kommentar i det spanske dagblad El Pais. Matvejevic, der har en kroatisk mor og en russisk far, kan ikke skjule sin overstrømmende glæde over, at Beograd og det serbiske folk er ved generobre sin allerdybeste identitet: »Dette folk er et af de mest rebelske i Europa: Det serbiske folk, som alene frigjorde sig fra tyrkerne i det 19. århundrede, begejstrede poeter som lord Byron. Et heroisk folk i Den Store Krig, i den jugoslaviske modstandskamp, et folk som spillede en ekstraordinær rolle selv i 1948, da Jugoslaviens kamp mod Stalin indledtes. Den serbiske kultur er en europæisk kultur, og Beograd var den afgørende korsvej for afspændingen. Jeg har altid haft dette billede af Beograd, og jeg har ventet på, at dette billede igen ville repræsentere byen, selv efter sårene fra Kosovo-krigen.«
Matvejevic skrev tilbage i september 1990 et åbent brev til Milosevic om, at han »kunne redde sit ansigt ved at træde tilbage; i morgen vil der være behov for meget mere: Selvmordet!«
I dag ti år senere tilføjer Matvejevic om den Milosevic hvis far, mor og onkel alle begik selvmord at »ikke engang selvmordet er tilstrækkeligt«.
Kollektiv skyld
Den franske filosof Bernard Henri-Levy er enig. Han skriver i et brev til en serbisk ven, at »det er en katastrofe«, at nogle af demonstranterne i Beograd brugte sloganet: Slobodan, hæng dig og red Serbiens ære.
»Milosevic bør ikke hænge sig, men dømmes,« skriver Henry-Levy. »Milosevic bør ikke redde Serbien, men aflægge regnskab.«
»Serberne er nødt til som argentinerne og chilenerne at bruge tilstrækkelige kræfter på at få alle rædslerne fra de sidste ti grusomme år frem i lyset. Hvis ikke man ønsker, at den aktuelle fløjlsrevolution skal ende i intet, så er det nødvendigt at gå til det sidste i forfølgelsen af de serbiske forbrydelser,« fastslår Henri-Levy og rører ved det prekære kollektive skyldsspørgsmål:
»Som hele verden ved, så støtter tyrannerne sig til det folk, som de undertrykker... det var, hvad der skete i samtidens Serbien, hvor Milosevic var den mest populære mand, valgt og genvalgt uden ophør i de sidste ti år. En Milosevic kunne ikke alene lave de tre krige mod Kroatien, Bosnien og siden Kosovo,« skriver han og udtrykker håb om, at serberne er bedre til at klare transformationen end de franskmænd, som i sommeren 1944 hyldede de Gaulle på Champs Elyseé kun få måneder efter, at de havde givet en tilsvarende hyldest til den nazistiske samarbejdspolitiker Pétain.
Den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa kalder denne transformation for kamæleonismen. »Dette antipatiske ord kan i visse enestående situationer blive en politisk dyd, som general de Gaulle viste under den relative afkolonisering, og som Adolfo Suárez viste med hensyn til likvideringen af frankismen.«
Slange og kamæleon
Vargas Llosa kalder den nye præsident Vojislav Kostunica for et ærligt menneske, der følger sin kristne-ortodokse tro, konsekvent forfølger sine politiske ideer og kalder sig demokrat før patriot men tilføjer så, at Kostunica »under krigen i Bosnien støttede Radovan Karadzics og Mladys folkemordsregering.«
Vargas Llosa håber, at Kostunica tøjler sin »panserbidske nationalisme, der er fuldstændig uforenelig med det demokratiske løfte« at han har en »helt usædvanlig politisk behændighed og evne til at tilpasse sig de nye vilkår, der er de store kamæleoner værdige.«
Revolutionen har været den letteste del af opgaven, skriver Balkan-analytikeren og forfatteren Misha Glenny i The New York Times. Uden at bruge ordet efterlyser også han kamæleonismen blot på den vestlige side. »Vesten fortsætter med at kræve, at Jugoslavien udleverer Milosevic til den internationale krigsforbryderdomstol. Dette krav vil volde Kostunica hovedbrud,« vurderer Glenny og foreslår, at Vesten nedprioriterer kravet om udlevering af Milosevic indtil situationen i Jugoslavien er stabiliseret. »I øjeblikket vil det bedste for alle være at hjælpe Jugoslaviens nye leder til at konsolidere sin autoritet og skabe en stabil regering i sit land, der er udmattet og traumatiseret efter 13 år med Slobodan Milosevic.«
Men nej, professor i menneskerettigheder ved Harvard universitetet, Michael Ignatieff, der bl.a. har skrevet bogen The Warriors Honor. Ethnic War and The Modern Concience er uenig. Han kritiserer, at EU har fjernet sine økonomiske sanktioner imod Jugoslavien, inden at Kostunica har accepteret at udlevere Milosevic til domstolen i Haag. »En forsoning med Serbien haster, men ikke på bekostning af retfærdigheden,« skriver Ignatieff. »Hvem ønsker at have en slange i sin gård? Kostunica burde forklare sit land at udlevering af Milosevic og de andre anklagede til domstolen i Haag vil frigøre nationen for en destabiliserende faktor, samtidig med at det kan begrave landets umiddelbare fortid.«
