Læsetid: 8 min.

Besat af spilledjævlen

11. oktober 2000

Gambling er blevet en god indtægtskilde for landbrugsstaten South Dakota. Men bagsiden af medaljen er, at mange er blevet afhængige
af hasardspil
Spilledille
Af Martin Burcharth
Informations udsendte medarbejder
DEADWOOD, South Dakota – Skarpskytten og gambleren Wild Bill Hickok ville vende sig i sin grav på kirkegården her i denne gamle guldgraverby fra Det Vilde Vesten, hvis han hørte om det latterlige beløb: Kun fem dollar som indsats i pokerspil!
Én af Hickoks efterfølgere, kasino- og hotelindehaver Bill Walsh i spillebyen Deadwood, kræver indsatsen hævet til 100 dollar. Dette og andre spørgsmål skal befolkningen i South Dakota tage stilling til på valgdagen 7. november.
»Vi kan ikke tiltrække nok hasardspillere til Deadwood uden en højere indsats. Hvordan skal vi ellers kunne konkurrere med spillehusene i Las Vegas,« siger Bill Walsh frustreret.
I det gamle Vesten, hvor hvide eventyrer bekæmpede indianere og sloges indbyrdes om guldstøv, var kortspil med penge som indsats et anerkendt tidsfordriv. De første lykkejægere kom til denne bjergkæde – Black Hills – i 1875. Året før havde General George Custer og hans soldater fundet guld på en opdagelsesekspedition.
I løbet af kort tid slog 5.000 indvandrere, herunder nogle danskere, sig ned i området og sled dag ud og dag ind med siven, der skiller de små skinnende gule klumper fra flodsand.
Spilledjævlen
Få blev rige. Mange spillede deres beskedne indtægt væk i Deadwoods spillebuler. Én af dem, der levede af at vinde guld fra naive guldgravere, var pokerspilleren Wild Bill. Hickok var allerede en levende legende i Det Vilde Vesten, da han blev myrdet i 1876 i ’Saloon no. 10’, der stadig ligger på Deadwoods hovedgade. Hans banemand var en bonderøv, som stod i spillegæld til den berømte skarpskytte.
Her i Deadwood lever myten om revolvermanden videre i bedste velgående. Bill Hickok er spillebyens største turistattraktion.
Indtil for 10-15 år siden var hasardspil kun tilladt to steder i USA, i Atlantic City og Las Vegas. I dag er gambling blevet en dille for millioner af amerikanere. Det startede i 1980’erne, da forbundsmyndighederne gav indianerstammer lov til at bygge spillekasinoer på deres reservater for at tiltrække ekstra indtægter. Idéen blev efterlignet af delstater som South Dakota, hvor distancen til storbyer og industricentre gør det vanskeligt for små bysamfund at overleve.
Ved sidste optælling fandtes der 1.500 spillebuler med 8.000 maskiner installeret her i South Dakota. Det eneste, man sjældent ser i spillehusene, er kortspil som blackjack og poker.
»Man skal til et kasino på et indianerreservat for at tjene mere end fem dollar på poker,« fortæller Bill Walsh.
Gamblingens fænomenale udbredelse i denne landbrugsstat har ikke alene bidraget til lokal økonomisk vækst; South Dakota tjener ovenikøbet 90 mio. dollar hjem om året på en spilleafgift. Disse penge går bl.a. til uddannelse og andre sociale formål. Bagsiden af medaljen er, at mellem en og fem procent af statens 750.000 indbyggere er blevet afhængige af hasardspil. De er blevet besat af en spilledjævel.
»At spille er lige så vanedannende som kokain. Det er på tide, at vi forbyder det i South Dakota. Javel, det bringer penge i statskassen, men byrden for vores familier og lokalsamfund er for stor,« sagde præsten Randy Cross i sidste uge til Rapid City Journal, den største avis i Black Hills.
For tredje gang siden legaliseringen af hasardspil i 1986 skal South Dakotas vælgere i år tage stilling til, om spilleriet må fortsætte. Under sidste afstemning i 1995 stemte 52,8 procent ja til at fortsætte gamblingen, mens 47,2 var imod. Denne gang kan udfaldet gå begge veje. Set i det lys er det derfor stærkt tvivlsomt, om én af valgdagens andre emner – en forhøjet pokerindsats – vil blive godkendt af vælgerne.
Guldmine truet
I Deadwood kan kasinoejere foreløbig føle sig trygge. Afstemningen den 7. november berører udelukkende lotterispil på videomaskiner – den mest udbredte form for gambling i South Dakota – hvorimod spillehusene på Bill Hickoks gamle tilholdssted specialiserer sig i enarmede tyveknægte, roulette og den slags.
Ikke desto mindre er Deadwoods fremtid langt fra sikret. I august erklærede indehaverne af verdens ældste guldmine Homestake Mine, at foretagendet vil blive nedlagt om to år. Guldminen ligger i Lead, kun tre kilometer op ad en snoet bjergvej fra Deadwood. De to byers økonomi har altid hængt sammen.
»I gamle dage plejede guldgravere og minearbejdere at købe ind i Deadwood, more sig og spille i salonerne og aflægge besøg i de mange horehuse,« fortæller Don Thoms, direktør for guldminens museum i Lead.
Lukningen vil sende 300 ansatte i Homestake Mine ud i ledighed og betyder alt i alt et tab på 22 mio. dollar om året for de to tvilllingebyer.
Uden lovlig gambling er det ifølge Bill Walsh umuligt at forestille sig, hvad der skulle være sket med alle de historiske bygningsværker i Deadwood – for ikke at glemme befolkningen.
»Vi var syv mænd her i byen, der fik overtalt guvernøren og parlamentet til at legalisere gambling. Uden spillehuse ville vi aldrig have kunnet redde Gambling er blevet en god indtægtskilde for landbrugsstaten South Dakota. Men bagsiden af medaljen er, at mange er blevet afhængige af hasardspil

Spilledille
DEADWOOD, South Dakota – Skarpskytten og gambleren Wild Bill Hickok ville vende sig i sin grav på kirkegården her i denne gamle guldgraverby fra Det Vilde Vesten, hvis han hørte om det latterlige beløb: Kun fem dollar som indsats i pokerspil!
Én af Hickoks efterfølgere, kasino- og hotelindehaver Bill Walsh i spillebyen Deadwood, kræver indsatsen hævet til 100 dollar. Dette og andre spørgsmål skal befolkningen i South Dakota tage stilling til på valgdagen 7. november.
»Vi kan ikke tiltrække nok hasardspillere til Deadwood uden en højere indsats. Hvordan skal vi ellers kunne konkurrere med spillehusene i Las Vegas,« siger Bill Walsh frustreret.
I det gamle Vesten, hvor hvide eventyrer bekæmpede indianere og sloges indbyrdes om guldstøv, var kortspil med penge som indsats et anerkendt tidsfordriv. De første lykkejægere kom til denne bjergkæde – Black Hills – i 1875. Året før havde General George Custer og hans soldater fundet guld på en opdagelsesekspedition.
I løbet af kort tid slog 5.000 indvandrere, herunder nogle danskere, sig ned i området og sled dag ud og dag ind med siven, der skiller de små skinnende gule klumper fra flodsand.

Spilledjævlen
Få blev rige. Mange spillede deres beskedne indtægt væk i Deadwoods spillebuler. Én af dem, der levede af at vinde guld fra naive guldgravere, var pokerspilleren Wild Bill. Hickok var allerede en levende legende i Det Vilde Vesten, da han blev myrdet i 1876 i ’Saloon no. 10’, der stadig ligger på Deadwoods hovedgade. Hans banemand var en bonderøv, som stod i spillegæld til den berømte skarpskytte.
Her i Deadwood lever myten om revolvermanden videre i bedste velgående. Bill Hickok er spillebyens største turistattraktion.
Indtil for 10-15 år siden var hasardspil kun tilladt to steder i USA, i Atlantic City og Las Vegas. I dag er gambling blevet en dille for millioner af amerikanere. Det startede i 1980’erne, da forbundsmyndighederne gav indianerstammer lov til at bygge spillekasinoer på deres reservater for at tiltrække ekstra indtægter. Idéen blev efterlignet af delstater som South Dakota, hvor distancen til storbyer og industricentre gør det vanskeligt for små bysamfund at overleve.
Ved sidste optælling fandtes der 1.500 spillebuler med 8.000 maskiner installeret her i South Dakota. Det eneste, man sjældent ser i spillehusene, er kortspil som blackjack og poker.
»Man skal til et kasino på et indianerreservat for at tjene mere end fem dollar på poker,« fortæller Bill Walsh.
Gamblingens fænomenale udbredelse i denne landbrugsstat har ikke alene bidraget til lokal økonomisk vækst; South Dakota tjener ovenikøbet 90 mio. dollar hjem om året på en spilleafgift. Disse penge går bl.a. til uddannelse og andre sociale formål. Bagsiden af medaljen er, at mellem en og fem procent af statens 750.000 indbyggere er blevet afhængige af hasardspil. De er blevet besat af en spilledjævel.
»At spille er lige så vanedannende som kokain. Det er på tide, at vi forbyder det i South Dakota. Javel, det bringer penge i statskassen, men byrden for vores familier og lokalsamfund er for stor,« sagde præsten Randy Cross i sidste uge til Rapid City Journal, den største avis i Black Hills.
For tredje gang siden legaliseringen af hasardspil i 1986 skal South Dakotas vælgere i år tage stilling til, om spilleriet må fortsætte. Under sidste afstemning i 1995 stemte 52,8 procent ja til at fortsætte gamblingen, mens 47,2 var imod. Denne gang kan udfaldet gå begge veje. Set i det lys er det derfor stærkt tvivlsomt, om én af valgdagens andre emner – en forhøjet pokerindsats – vil blive godkendt af vælgerne.

Guldmine truet
I Deadwood kan kasinoejere foreløbig føle sig trygge. Afstemningen den 7. november berører udelukkende lotterispil på videomaskiner – den mest udbredte form for gambling i South Dakota – hvorimod spillehusene på Bill Hickoks gamle tilholdssted specialiserer sig i enarmede tyveknægte, roulette og den slags.
Ikke desto mindre er Deadwoods fremtid langt fra sikret. I august erklærede indehaverne af verdens ældste guldmine Homestake Mine, at foretagendet vil blive nedlagt om to år. Guldminen ligger i Lead, kun tre kilometer op ad en snoet bjergvej fra Deadwood. De to byers økonomi har altid hængt sammen.
»I gamle dage plejede guldgravere og minearbejdere at købe ind i Deadwood, more sig og spille i salonerne og aflægge besøg i de mange horehuse,« fortæller Don Thoms, direktør for guldminens museum i Lead.
Lukningen vil sende 300 ansatte i Homestake Mine ud i ledighed og betyder alt i alt et tab på 22 mio. dollar om året for de to tvilllingebyer.
Uden lovlig gambling er det ifølge Bill Walsh umuligt at forestille sig, hvad der skulle være sket med alle de historiske bygningsværker i Deadwood – for ikke at glemme befolkningen.
»Vi var syv mænd her i byen, der fik overtalt guvernøren og parlamentet til at legalisere gambling. Uden spillehuse ville vi aldrig have kunnet redde alle de historiske bygningsværker. I de sidste 12 år er 140 mio. dollar blevet gen-investeret i byen,« pointerer Walsh.

Rodeo i Deadwood
Selv skaffede han penge til at istandsætte Deadwoods legendariske Franklin Hotel, hvor gæster kan spise på restauration, lytte til jazz og spille enarmede tyveknægte. For den 61-årige Bill Walsh er Deadwoods økonomiske overlevelse også et stykke personlig historie. Hans farfars bror kendte Wild Bill Hickok i midten af 1870’erne.
»Da jeg voksede op her i South Dakota, fortalte min far og farfar mig historier om Bill Hickok. For mig er det fundamentalt, at vi bevarer vores kulturarv fra den æra.«
Hver sommer bliver der afholdt en rodeo i Deadwood. I en hel uge kommer cowboys og cowgirls fra overalt i det amerikanske Vesten til Franklin Hotel for at danse og synge viser som i gamle dage. Skuddueller mellem Wild Bill og andre revolvermænd bliver hver dag i turistsæsonen genopført på byens hovedgade.

*Dette er den fjerde artikel i en serie fra midtveststaten South Dakota – et sted, man normalt aldrig hører om under det amerikanske præsidentvalg. De forrige artikler blev bragt den 6. oktober. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her