Læsetid: 5 min.

Billedlyst

7. oktober 2000

Velredigeret og aktuelt perspektiverende antologi om den moderne danske billedbog og billedbørnenes egne udtryk

Billedbogen har på ingen måde udspillet sin rolle. Den danske billedbog for børn er i disse år i vælten. Den sælger godt, talentmassen er stor og en egentlig illustratoruddannelse er -med illustratoren Lilian Brøgger som vigtig fødselshjælper- etableret på Designskolen i Kolding.
Og så har den nye generation af illustratorer i langt højere grad end før mediernes bevågenhed.
Billedbøgernes aktuelle medvind er i høj grad afsættet for den nyligt udkomne antologi Billedbøger & børns billeder, som i en række punktnedslag trækker en linje fra den moderne billedbog i 1940’erne og frem til den generation af illustratorer som debuterede i senhalvfemserne samtidig med at børns oplevelser med billedbøger og deres egne visuelle udtryk også dækkes ind i to af de i alt ni artikler. Dette bredspektrerede sigte, hvor billedanalyse, æstetisk teori og forskning i børns egen billedkultur for første gang søges kombineret, giver bogen en tyngde, der både gør den anvendelig for den almindeligt interesserede og for de fagfolk der på forskellig vis arbejder med dette sammensatte børnekulturelle felt.
Indledningsvis tager Beth Juncker i sin artikel fat i ‘billedbogsarkitekten’ Egon Mathiesen, hvis
billeder i Mis med de blå øjne (-49) helt tilbage i artikelskriverens barndom har brændt sig fast og for hende fungeret som en personlig indgang til moderne kunst. Juncker ser ham som en af bærerne af et moderne billedbogsgennembrud bl.a. fordi han frem for nogen “finder det kunstneriske samspil mellem tekst og billede, der forløser sanseoplevelsen “ og faktisk formulerer en begyndende illustrationsæstetik skrevet ind i den kulturradikale bevægelse, Mathiesen også var en del af. Syn og sans omsættes til form og farve på en måde så grænserne mellem tekst og billeder næsten ophæves. Dette er denne bestræbelse, der gør Mis med de blå øjne til en nybrydende “eksistentiel, filosofisk roman”, ikke mindst fordi den samtidig på alle niveauer benytter børneerfaringer i sin enkle struktur.
Efterfølgende giver Kirsten Bystrup et personligt overblik over den danske billedbog fra 1940-2000. Bystrup nævner fire illustratorer, som efter hendes mening i kraft af et unikt og signifikant formsprog har skabt en kulturarv i moderne dansk billedbogstradition: Arne Ungermann, Egon Mathiesen, Svend Otto S. og Ib Spang Olsen. Ingen af de fire har som sådan dannet skole, men Bystrup viser med en række prægnante eksempler fra 60 års dansk billedbogshistorie hvordan denne kulturarv har fungeret som et produktivt dialogfelt for billedbogskunstnere, som deres forskelligheder til trods alle skaber et kunstnerisk fuldt gyldigt udtryk i deres billeder. “De forholder sig til barnet som en jævnbyrdig modtager i kunstnerisk forstand, idet de uden besvær tager hensyn til, at barnets erfaringsverden og billedmæssige forudsætninger er anderledes end den voksnes”, skriver Bystrup. Det er først i 90’erne denne hovedtendens brydes med fremkomsten af en generation for hvem teksten i langt højere grad er udgangspunkt for illustratorernes eget selvstændige billedudtryk, en bevægelse, hvor der -i flg. Bystrup- kan ligge en risiko for at barnet bliver glemt.
Barnet blev ikke glemt i svenskerne Thomas & Anna-Clara Tidholms billedbog Rejsen til Ugri-La-Brek (dansk udgave -88), som med sin ekspressive afsøgning af barndommens mere mørke sider er en vigtig forløber for 90’ernes formmæssigt mere radikale eksperimenter. Det er en gådefuld, dystert poetisk bog om to børns møde med døden. Den analyseres grundigt af Ulla Rhedin, som fremhæver dens konsekvente børneperspektiv parret med en fortolkningsåben mangelaget struktur, der både tilgodeser børne- og voksenlæseren. Et perspektiv som på anden vis også er til stede i Nina Christensens grundige undersøgelse af udvalgte billedbøgers fremstilling af barne- og forældreroller samt i Scotts og Nikolajevas artikel “Fra symmetri til kontrapunkt. Billedbogen som kunstnerisk form”. I sidstnævnte er især analysen af de komplekse og kontrapunktiske interaktionsformer i Dorte Karrebæks billledbøger spændende læsning.
At billeder er fulde af ord og gode ord fulde af billeder anskueliggør Jens Raahauge i sin veloplagte og eksempelrige gennemgang af de erfaringer han har gjort sig i en række undervisningsforløb omkring børns møde med billedbøger. Han fremhæver, at livserfaringen og -behovet er basale elementer i børns billedfortolkning og at “man skaber sin egen fortælling ved at investere sine forudsætninger”, en dialektisk pointe Flemming Mouritsen også skriver frem i sin omfattende gennemgang af de grafiske udtryksformer, der sættes i spil i børns lege- og tegnekultur. Mouritsens hovedpointe er, at børn i deres billedudtryk kombinerer en kulturelt traderet formelfasthed med en højt udviklet improvisationsteknik funderet i en specifik børnekontekst, som er væsensforskellig fra den brug en lang række voksne professionelle billedmagere gør af børneinspirerede udtryksformer.
Netop optagetheden af ‘det barnlige’ som en særlig formidlingsteknik er i focus hos mange af 90’ernes illustratorer, som ofte benytter et ekspressivt, fabulerende og stærkt stiliseret billedsprog. I antologiens afsluttende bidrag maner André Wang Hansen til kritisk besindelse og fremfører “at mange af de nye, dygtige og unge billedbogsmagere på mange måder er mere optaget af det barnlige i sig selv (nu som voksne) end den konkrete målgruppe af tidens børn”. Wang Hansen giver en række eksempler på at engagerede billedbøger ikke nødvendigvis er velegnede til 90’ernes børn og mener samtidig at anmelderne i for høj grad har skabt en fornyelsesfixeret forventningshorisont, som kan føre til at unge, lovende talenter uforvarende bliver gidsler i “det moderne mediale meningsmageri” med hurtig omsætning til følge -men også med en fare for at der ikke skabes en bæredygtig udvikling af den store talentmasse.
Hvor mange af senhalfemsernes illustratorer der bliver stående kan kun tiden vise. Denne antologis store styrke er, at den højest kvalificeret kridter banen af ved både at tegne et længdesnit af den moderne billedbogs foreløbigt 60-årige historie, give eksempler på nyere børnebogsforskning og samtidig insistere på at få inddraget undersøgelser af børns egen brug af billedmediernes udtryksformer.
At bogen så selv -i smukt øjeåbnende samspil med sin egen intention- er gennemillustreret og yderst indbydende lay-out’et forhøjer kun dens oplagte brugsværdi.

Billedbøger & børns billeder, redigeret af Anne Mørch-Hansen, 224 s., kr. 299,- Høst & Søn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her