Intermetzo
Det hævdes, at daværende arveprins Knud engang havde påtaget sig fremstillingen af fællessangen til en familiefest, hvor det royale aften selskab skulle fejre fætteren prins Axels halvrunde fødselsdag, og til anledningen leverede følgende omkvæd:
Røv og gulvsand, lort og pis
Axel fylder femogtres!
Man kan altid diskutere indholdet af disse linier, men næppe deres klarhed og indmejslende effekt i en ellers vaklende gennemsnitshukommelse. Om ikke andet her i livet bliver prins Knuds rytmefaste, rimsikre, mørkt konstaterende tilkendegivelse stående, til det engang bliver stille.
Den i øvrigt ofte latterliggjorte arveprins skabte dette stykke bestillingspoesi, hvis det altså passer, på et tidspunkt i litteraturhistorien, hvor skolebørn fortsat døjede med at lære salmevers udenad. Denne besynderlige idræt var for børnene kongruent med forsøget på at indprente sig sætninger på fjerne ukendte sprog. Som at lære ungarske gadenavne, finske folkeviser eller en baskiske bont moter: Gør døren høj, gør porten vid. Hvad dét så betød for en 10-årig, andet end noget med sav og hammer og en stor bøtte maling.
Ikke at der i og for sig er noget forgjort i at præsentere ubefæstede sjæle for det vanskelige, det utilgængelige og det mystiske. Fint nok. Men lige netop dette med salmerne, som respektfuldt udtrykt ikke altid er lige geniale, var disse selve tilgangen til poesien i den danske folkeskole. Dette begav sig på kolde, mørke morgener, hvor en religionsforstyrret, men rent bortset fra det faglig ferm klasselærerinde, terpede disse ofte urimelige tekster med sine ugudelige unger og grundlagde en udbredt afsky for digte. Enhver beskæftigelse med noget på vers, udgik fra denne bedøvende og bedrøvelige pædagogiske proces. Poesi var simpelthen forbundet med smertefuld udenadslære, hvis langtidseffekt erfaringsmæssigt overdrives af tilhængerne. Disse vers blev jo ikke siddende, hvor de var tampet ind, og kunne kun blive det, hvis man senere i livet praktiserede kirkegang i påfaldende omfang. Meningen var selvfølgelig først og fremmest indoktrinering i den nationale arv, herunder det grundtvigianske verdensbillede, tilsat nogle ordentlige skvæt af arvesynden, glem endelig ikke den.
Man kan parentetisk bemærket med megen gru forestille sig denne disciplinære praksis genoptaget i netop disse tilbageskuende vegetative tider, hvor en traditionelistisk, udviklingshæmmet venstrefløj i striktrøje, træsko og halm i hovedet endeligt har fundet sammen med den sorteste reaktion i fast fodslag og fællessalme om den danske kultur og velfærdsmodel. En helt ny og ubehageligt overraskende udgave af den nationale socialisme. I denne øvelse gælder det åbenbart om at fastholde opvoksende generationer i uafviselige danske værdier, som Holger K. kan forstå. Det sidste rimer oven i købet. Rigtigt sjovt bliver det, når pastor Krarup og pastor Langballe kommer med i klubben. Halleluja.
Digtningen i den omhandlende tids skole, som prægede de medborgere der nu er over 45 -50 år, trængte i heldigste fald også ind i den allerede belastede bevidsthed ad andre tilgangsveje. Nogle, vel sagtens de færreste, var så heldige i forløbet at få inspirerende dansklærere, der på en eller anden måde evnede at påvise livsnødvendigheden i lyrikken: At Oehlenschläger ikke skrev Guldhornene, fordi han efter en natlig samtale i Søndermarken for at glæde kommende dansklærere, så det som sin opgave at indfri eftertidens forretninger og indføre romantikken i Danmark. Men at Oehlenschläger skrev det higende og søgende, fordi han ikke kunne lade være, fordi det hele rendte sammen i ham denne overspændte, lyse morgen på Frederiksberg uden kaffe og blødt brød, og det skulle ud, skulle det, og dermed indførte han romantikken i Danmark. Eftersom Adam således havde klaret denne for vort land så vigtige opgave og gjort Danmark europæisk for en stund, blev efterkommerne i mange led tvunget til at læse alt for meget mere af den senere så kvabsede digterkonge. Men det er en anden historie.
Sansen for lyrikken kom i klummistens tilfælde som utvivlsomt i så meget andet hankøns med pigerne. Ikke dem i klassen, for dem var der ikke nogen af i drengegymnasiemellemskolen, men det hændte, at der gik nogen forbi nede på gaden, fordi de skulle hen på pigegymnasiet om hjørnet. Når man sådan an den fernen Geliebten gerne ville sige noget ud over det sædvanlige, hvad man jo heller ikke vidste hvad var, opdagede den søgende sjæl pludselig i samling efter samling på det lyrisk set velassorterede Frederiksberg Bibliotek, hvad det hele eller meget af det hele eller det meste faktisk drejede sig om: Putte i Blåbærskoven, som den litterære og ikke mindst i dén henseende dybt inspirerende zoologilektor Hans Hvass beskrev det centrale i biologien og i litteraturen: sex og samliv.
At der så også blev skrevet lyrik i ens egen tid, kom som den store overraskelse. I erindringens bedrageriske baglys vågnede denne erkendelse næppe i dansktimerne. Nej, det gjorde den ikke. Mange i klummistens årgang fremhæver på dette punkt i de omsiggribende autobiografier næsten altid den unge Frank Jæger. I denne skribents fortid var det snarere Halfdan Rasmussen præsenteret derhjemme ikke kun tosserierne, som andre folk læste, men også de triste digte, som han selv læste. Fine lyrikere som Gelsted, Bjørnvig, Malinovski og Robert Corydon blev dyrket i klummistens barndomsdomæne på Gl. Kongevej. Og PH, selvfølgelig PH med de skæve forkerte rigtige rim. Det er meget muligt byen har tårne på, men det mor mig altså mer en morn at gå. Og Rifbjerg med Under vejr med sig selv og Camouflage. Det var ikke et brag, men et drøn. Camouflage stillede sig ved siden af Munch-Petersen, Allen Ginsburg, og I.P. Jacobsen, som var guderne. Og at det kunne gøres, som Rifbjerg gjorde: Vil med anderledes styrke/hente mod til at tage ved hånden/nu da bygningen står og kan ses.
Det tør antydes, at bygningen allerede stod og kunne ses. Før gråden, skrev den unge Rifbjerg til sidst og fortolket her til formentlig ukendelighed, er gode gerninger trukket i automat med indbygget syndsbevidsthed, men mørket mellem ham og hende rummer en ikke ubehagelig tryghed, uskyldig er det, dette ord, første eneste umuligste gang, man kan bruge det, og så kommer den altså, denne tilstand af uskyld før gråden. Det er ikke noget nemt digt, og fanden om man forstår det, hvad der så er at forstå, men befriende at der ikke var dansklærernoter med som gemyse.
Længe leve poesien. Ned med dødbiderne.
Lys over Landet! Det er det, vi vil.
