Læsetid: 5 min.

Blandede kunstnere

17. oktober 2000

Projekt Waterfront, et initiativ under Kulturbro 2000, har inviteret tre og tyve kunstnere fra mange lande til at runde Kronborg og gøre landgang i begge sundbyer

Udstillinger
Jeg gik på Kronborg en mørk og regnfuld efterårsdag i blæst. De elektriske standerlamper var ikke slået til, så alt lå i tusmørke. I Riddersalen var de fleste vinduer dækket og tavlegulvet fyldt med gamle møbler – vist en 100-års snedkerudstilling under opbygning.
Men til opmuntring skulle fem kunstnere skabe oplevelser på invitation af Waterfront, der er et initiativ skabt af Helsingborgs Museum og Kulturhuset Toldkammeret i Helsingør og støttet af Kulturbro 2000.
Det trøstede jeg mig med.
At vælge Kronborg som et af de otte danske udstillingssteder kan der være hundrede gode grunde til; men hvad i himlens navn skal Lille Peter Edderkop på Kronborg og i en salatskål, på video, skubbet op og puffet ned igen og igen, mens en mandssstemme (Peter Ravn Callesen) messer sangen. Og hvorfor vil Ann Lisslegaard ikke have, at man skal kunne høre hendes lydinstallation, som efter sigende spøger rundt om på slottet.
I et af de fine, små tårnværelser ud mod Sundet, som har tilhørt Dronning Caroline Mathilde, har Maria Borgström, som en hilsen til den stakkels pige, installeret en video med titlen: Dirty Dancing: Royal Edition af bolsjefarvede fallos-attrapper, der fjumrer rundt i sløret panoreringer af tavlegulv og mure. Og tror Nedko Solakov fra Bulgarien virkelig, at hans små lerklumper og legetøjsdyr på kaminhylderne overhovedet bemærkes endsige har nogen effekt i stuer så fulde af objekter, skulptur og historie. Det hele er for billigt og for overfladisk – helt uden vid!
Kun russiske Margarita Gluzbergs store, dygtige tegninger af behårede kæmpeedderkopper og lappede hjerter har karakter og associationer i harmoni med de tomme korridorer, hvor de hænger, selvom det havde været morsommere, hvis hun havde fantaseret sig til den rotte, som ikke var bag gobelinen, da Hamlet spiddede Polonius.
Men glem alt om slottet, og gå til den våde tørdok, hvor finske Maaria Wirkkala siger: ’To beer or not to beer’, med ølkasser på forgyldt sækkevogn og et par forladte gummistøvler. Det er OK. Ligeså hollandske Tom Claassens slagne hær på græsplænen ved siden af. Den består af amputerede træstammer og grene, som han har stykket sammen, så de ligner riddere i panser og plade fældet og faldet på ærens mark. En herlig klatreplads for børn.

Hovedstedet
Det er Bygning 13, som har de væsentligste udstillinger, og prisen går til kineseren Zhang Huan, hvis to iøjnefaldende plakater lyser op mange steder i byen. De kommer fra to af hans videoer, som kører non stop i huset. Den ene viser kinesere, som står i vand til livet og har titlen To Raise the Water Level in a Fish Pond, den anden hvordan man i Kina kan føje en meter til et bjerg ved at lægge nøgne mennesker i lag. Landskaberne og musikken skaber en kontemplativ baggrund af skønhed, mens kunstneren med befriende humor illustrerer det kinesiske regimes respektløse brug af mennesker, og som kontrast to videoer af egne performances i New York og Bejing.
Hans særlige poesi og følsomme balancegang mellem individualitet og anonymitet, nøgen sårbarhed og åndelig kontrol genfindes i alle videoerne. Hans bidrag og performance ved åbningen af Kulturbro skal dog have været en nærmest masochistisk afprøvelse af egen viljestyrke og krop.
Kunstige bjerge, ubetrådt af menneskefod, er motivet i Unrecallable Now som Mariele Neudecker – tysk, men bosat i England – har skabt. Gråhvide massiver, hvor intet har groet eller vil gro, svømmer i tåger af mælkefarvet vand. Det er drømmen og rædslen knyttet til det sublime – uden at hendes vision dog kan konkurrere med den banale, gennemsnits solnedgang registreret og statistisk uddestilleret i Lennart Alves’ fotografier af havet i vest.
Begge kan også ses i Vikingsbergs Konstmuseum.

Hyldest til fortiden
Toldkammeret, som er medarrangør af Waterfront, viser for første gang i Skandinavien værker af Duck-
Hyum Cho fra Korea. Hans syv, mandshøje transportkasser er stillet på højkant i en kreds. Hver kasse rummer portrættet af en person i fuld større belyst af en helogenlampe. Temaet er »Memories of the 20the Century« og alle portrætter er kopier af gamle fotografier og malet i samme sølverne gråtoner som forbillederne. Nogle er let plettede, mens andre har små farvede tøjkvadrater heftet til lærredet, det gør dem mere nærværende, og fordi de kommer fra den anden side af jorden, er de vendt på hovedet, hvilket på ingen måde anfægter deres værdighed.
Det er en smuk og ærbødig reverens for mennesker fra en anden æra, ligesom Peter Seeberg og Katrine Ussings Ting der måske forsvinder er det over for de genstande, som, efter at have tjent os i dagligdagen gennem generationer, i dag er på vej ud. Udstillingen er ikke i Waterfront-regi, men et initiativ under Kulturbro, placeret i Bygning 13. Katrine Ussings fremragende sorthvide fotografier viser hjørner af bryggers og køkken, skabe og hylder, en vrimmel af døde ting, men levende til stede og ligeså smukke som på gamle nederlandske nature morter. Billederne er anbragt på væggene af en scene, hvis skrå brædder et bemalet med bogstaver i et antikveret alfabet, og dertil kommer en række videooptagelser indfældet i små rækkehuse med saddeltag.
Udstillingen ledsages af en smuk tekst skrevet af afdøde Peter Seeberg og inspireret af hans kærlighed til det naturlige og menneskeskabte. Arkitekt Poul Ingemann har iscenesat udstillingen flot, men lidt firkantet arkitektonisk.

Det andet, hinsidan
Blandt de kunstnere, der fordeler sig mellem Kärnan, Mariakyrkan, Skanska-Paviljongen, Scandlinien og Vikingsbergs Konstmuseum er flere gengangere, men dertil væsentlige bidrag af Cherokee-indianeren Jimmie Durham, hvis installation huskes fra sidste venezianske Biennalen og af Carlos Garicoa fra Cuba.
Der er videoer af den kendte kunstner/debatør Susan Hinnum, af Anika Ström og af norske A.K. Dolven; film af
iranske Avish Khebrezadeh og fotografier af Elina Brotherus fra Helsinki samt malerier af Pernelle Maegaard og Astrid Göransson.
Jeg erkender, at jeg ikke har set alle 23 kunstnerens værker, bl.a. fordi en del videoapparater var slukket. F. eks. hos DSB i Helsingør, hvor jeg gik glip af Knut Åsdams kendte video, Untitled: Pissing, men der skal også megen intellektuel overbygning til før skridtet af en buksetissende mand i nærbillede bliver interesssant.
Den svenske kurator, Pontur Kyander, gør i sine tekster til kataloget sobert rede for sine kunstneres holdninger og praksis, og når man satser så stort, er det uundgåeligt, at ikke alle lever op til hans løfte om at give publikum »en enestående mulighed for at opleve moderne kunst på et højt internationalt niveau.«

*Waterfront. International kunstudstilling i Helsingborg og Helsingør. Ti.-sø. 11-17, Kronborg dog 11-16, og fra 1. nov. 11-15. Til 15. nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her