Mohammed Taha og hans kone Alia er velfungerende danske borgere. De arbejder, de betaler skat, de kører deres to børn til gymnastik og dans. Men der er en stor forskel på dem og andre pressede danske børnefamilier: Folk spytter efter dem på gaden, især når Pia Kjærsgaard har været på tv
Dem og os
Det lille rækkehus i Bagsværd er lyst og venligt indrettet med moderne, skandinaviske møbler. Bortset fra en samling farvestrålende vandpiber i et hjørne ligner det ethvert andet dansk hjem. Men i det store fjernsyn kører en arabisk kanal med alvorlige mænd, der diskuterer den skrøbelige våbenhvile, som lige er indgået i Sharm el Sheik i Ægypten. Og på væggen lyser et stort farvefotografi af et af stridens symboler: Den gyldne klippemoske på tempelbjerget i Jerusalem.
Her bor Mohammed Taha og Alia El Sammaa med deres to børn, 8-årige Jihad og 6-årige Nabila. Begge arabere, begge muslimer, men dybt forskellige i baggrund og opvækst.
Han er statsløs palæstinenser fra Libanons flygtningelejre, vokset op i krig, en af Arafats mænd.
Hun er født i Ægypten, men kom til Danmark ved et tilfælde som 4-årig, da hendes far fik tilbudt et job som sportstræner i Esbjerg og har haft en fredelig barndom med masser af sport og danske kammerater i småbyer som Grindsted og Roskilde.
»Jeg var 16 år, før jeg så en araber,« ler hun.
Alia er et produkt af Danmark. En køn pige med dejlige gyldne farver og et stort, brusende hår. Rolig, velbegavet, veluddannet. I øjeblikket arbejder hun som kursusleder i et integrationsprojekt i Hvidovre Kommune. Hun er ved at lægge sidste hånd på en kandidatuddannelse på Københavns Universitet i arabisk og samfundsfag. Når hun kører i bus, er sædet ved siden af hende altid tomt. Hun oplever også, at folk spytter efter hende på gaden.
En anden verden
Mohammed traf hende på PLO-kontoret på Amager i 1985. Hun kom for at forhøre sig om, hvordan man arrangerede en rejse til Jerusalem, for efter fire års studier i England, hvor hun har taget en bachelorgrad i hebræisk og arabisk, havde hun fået interesse for området.
Mohammed: »Jeg var lige kommet til Danmark som flygtning efter den såkaldte lejrkrig, hvor shiiterne begyndte at beskyde flygtningelejrene og var på det tidspunkt begyndt at tænke, at der måtte være en anden verden end krigens,« siger Mohammed. »Jeg havde oplevet massakrerne i Sabra og Chatila, men verden var jo ligeglad med, hvad der skete med os. Der måtte være andre veje til at gøre opmærksom på vores sag.«
Han havde brugt hele sin ungdom som kæmpende medlem af Fatah under borgerkrigen, men nåede dog også at tage en uddannelse som edb-programmør på et akademi i Beirut.
»Så heldige har de yngre palæstinensere, der er kommet herop efter borgerkrigen, ikke været. Mange er uden uddannelse, de skulle bare skaffe brød og overleve. Men min far så det som sit store mål i livet at give sine otte børn en uddannelse. Han arbejdede selv som privatchauffør for en Libanons rigeste familier.«
En retfærdig fred
Mohammed har haft arbejde, lige siden han kom til Danmark bortset fra det første år. Han er i dag lærer i edb og samfundsfag på sprogcentret i Køge Bugt og har tidligere arbejdet for Dansk Flygtningehjælp. En mager, intens mand, engageret og ofte glødende i sin argumentation for at få omgivelserne til at fatte den uret, der begås mod hans folk, dybt skeptisk overfor udfaldet af fredsforhandlingerne efter de mange palæstinensiske dødsofre, den sidste tids uroligheder har medført.
»Vi vil alle gerne have fred. Vi er jo ikke født krigeriske. Vi er ikke født med at ville se blod og ofre vore børn. Men vi ønsker en retfærdig fred og ikke et halvt-trekvart land, som israelerne når som helst kan lukke af . En uretfærdig løsning på vores sag vil føre til fundamentalisme og krig. Og palæstinenserne på gaden har jo for længst fortalt Arafat, at han er gået for langt og har ladet sig presse til for store indrømmelser.«
Men tror du at en ud fra dit synspunkt retfærdig fred overhovedet er mulig?
»Ja, det tror jeg. Men så længe Israel bliver ved at påstå, at Øst-Jerusalem ikke er okkuperet område og at et forenet Jerusalem skal være Israels hovedstad, så kommer den ikke. Alt andet, problemet med de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, spørgsmålet om vand-ressourcer det er afgørende punkter. Men Jerusalem er det alt afgørende. Vi har et gammelt ord der siger: Fra Jerusalem starter freden fra Jerusalem starter krigen. Og det er op til israelerne af afgøre, hvilken vej det skal gå.«
Dialog og kompromis
»Jeg er en af dem, der har troet på dialog. Året efter at jeg var kommet hertil, i 1986, sad jeg og diskuterede sammen med danske jøder på nogle møder i Helsingør. Det var faktisk dengang en kriminel handling for PLO-folk at sidde og snakke fred med danske jøder på et tidspunkt, hvor Arafat ikke officielt accepterede staten Israel.«
»Vi var nogle af de få, der indså, at Jerusalem skal deles. Men de danske jøder var dengang ikke åbne for tanken. I deres holdning lå den arrogance, der ligger i, at når du er stærk, kan du diktere din holdning overfor de svage. Og vi var de svage, i hvert fald militært. Derfor kan jeg ikke se en løsning, så længe Israel fortsætter med denne arrogance overfor palæstinenserne.«
»Arafat er gået for langt og har givet efter i kompromis efter kompromis. Men han er også under voldsomt pres. Hele verden lægger det samme pres på den svage og den stærke part. Selv EU, som tidligere har vist forståelse for palæstinenserne. Og den danske udenrigsminister kommer hjem og taler om, at Danmark skal være afventende, at vi ikke skal fordømme nogen ja, men det kan gøre mig rasende.«
»Hvorfor skal man ikke det? Er de dræbte palæstinensere ikke mennesker? Det er jo en besættelsesmagts krig mod et ubevæbnet folk, vi taler om. Det frustrerer mig, at folk accepterer historien, som den er blevet fortalt af Israel. Det frustrerer mig også, at man efter Murens fald og Golfkrigen har forsøgt at gøre Islam til det nye fjendebillede og den trussel mod vesten, som militæret og våbenindustrien jo er nødt til at have for at overleve.«
Skyggerne vokser
Mohammed og Alia er indstillet på at rejse til Palæstina og være med til at bygge en ny stat op, den dag freden bliver en realitet. Men lige nu synes den fred fjernere end nogensinde. Og de har jo et liv her, en hverdag i trygge rammer, to dejlige børn, som ikke kender til andet end Danmark. Men måske bliver de her ikke, siger de for også her vokser skyggerne, den folkelige fjendtlighed, de stramme holdninger fra det officielle Danmark.
Alia: »Man kan snakke integration, så meget, man vil men når en økonomiminister Marianne Jelved, en Thorkil Simonsen og en Karen Jespersen bliver ved at betegne os som de fremmede hvor langt er man så kommet? Det generer mig hver eneste gang. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at høre Marianne Jelved sige de fremmede. Hun repræsenterer jo også os. Hun er også min økonomiminister.«
Mohammed: »Vi stemmer på hende. Hun får min stemme og Alia er første suppleant til byrådet her i Bagsværd for de radikale og har været meget politisk aktiv.«
Alia: »Ikke så meget mere. Jeg er ved at miste lysten til det.«
Mohammed: »Vi betragtes altid som lig med et problem. Vi er jo en ganske almindelig dansk familie, danske statsborgere. Og lidt stressede, fordi vi skal passe arbejdet, køre børnene til dans og sport, nå det hele som enhver Hansen og Jensen. Vi betaler skat, vi og vores omgangskreds sidder i forældrebestyrelser og børnehavebestyrelser. Men jeg betragtes hele tiden som en af dem og får hele tiden nye betegnelser. Det sidste er nydansker hvad er det? En særlig årgang ligesom vin?«
Næsten ubærligt
Alia og Mohammed kan godt forstå, at danskerne skræmmes af de voldsomheder, de ser på tv-skærmen, og af mediernes omtale af drengebander, der voldtager danske kvinder.
Selvfølgelig er det svært at forstå, at der er tale om en meget lille, socialt belastet gruppe , når det kun er den og ikke det store flertal, som er i mediernes søgelys. Og så får Mohammed fingeren eller møder råbet Rejs hjem, når han går på gaden især når Pia Kjærsgaard har været på skærmen.
Men det er næsten ubærligt for dem og andre velfungerende familier, der ofte vælger at holde lav profil, fordi de efterhånden ikke kan holde ud at diskutere indvandrere og flygtninge i det uendelige, når de er sammen med danskere. De føler, at de tvinges til at forklare og forsøge at undskylde ting, de selv er dybt imod.
Alia: »Vi møder også en mere indirekte form for diskrimination. Nu er der lige sket en frygtelig tragedie her i Bagsværd, hvor en familiefar har dæbt sig selv og hele familien, fordi han havde økonomiske problemer. Havde det været en indvandrer-familie, så havde det straks vrimlet med de sædvanlige eksperter fra indvandrer-området, der skulle kommentere og forklare, rigtig uddybe problemerne. Men det har jo faktisk intet med kultur at gøre det er en dyb, menneskelig tragedie.«
»Man møder den hele vejen igennem. Når jeg går ind i en forretning, kigger folk ekstra på mig. Jeg sidder altid alene i bussen med et tomt sæde ved siden af mig. Og nu, jeg er gravid, skal jeg udfylde et hav af spørgeskemaer. Om nationalitet, om faderens nationalitet, om jeg taler dansk eller vil have en tolk og om mine børn har problemer med sproget i skolen. Det generer mig, at folk hele tiden blander sig, når man opfatter sig selv som et velfungerende menneske.«
Os og dem
»Man bliver hele tiden stillet over for: Os og dem. Men jeg føler ikke, at jeg er en af dem eller af de andre. Jeg er bare mig selv. Og det lidt sørgelige ved hele denne flygtninge ud-diskussion, alle disse debatter om tørklæder og halalslagtning er, at mange som os mister modet.«
»Jeg er vokset op i Danmark, har altid haft danske venner, gået til sport og håndbold, judo og svømning. Som enhver anden dansk pige. Og så bliver man pludselig konfronteret med, at man alligevel ikke er det, man troede, man var. Og man begynder at vågne lidt op og sige: Er det her, jeg skal være hele mit liv? Er det et sted, jeg gerne vil have, mine børn skal være? Man begynder at tænke på en anden måde, og det kan godt være lidt hårdt at finde ud af.«
I bliver aldrig rigtig accepteret?
»Spørgsmålet er snarere, om jeg efterhånden ønsker den accept. I forvejen er man på en eller anden måde rodløs, når man er indvandrer. Jeg kan indrette mig hvor som helst og der sker ikke særlig meget ved, at mine rødder bliver rykket op igen.«
Mohammed: »Vi har begge en god uddannelse og kan klare os hvor som helst. Og hvis udviklingen fortsætter med, at en Karen Jespersen fremsætter det ene forfærdelige forslag efter det andet for at berolige de socialdemokrater, der har sympati for Pia Kjærsgaards holdninger, så vil vi forsøge at finde et land, hvor vi bliver respekteret som mennesker og individer. Jeg vil ikke have, at der bliver spyttet på mine børn. De skal ikke vokse op i had.«
Alia: »De har endnu ikke oplevet nederlag eller mobning, og de skal ikke føle, at de på nogen måde er anderledes end andre og har mindre ret til at være her. De er jo en del af Danmark. Deres morfars kone er dansk, deres onkel, min lillebror er halvt dansk, min søster er gift med en dansk-italiensk mand. Vi gør meget for at forklare dem, at de har flere facetter og muligheder end de fleste og gøre dem stolte af det.«
Alia: »Vi forsøger virkelig at være positive. Vi siger aldrig kritiske ting om Danmark og danskere, mens børnene hører på det. Vi holder jul med dem hvert år hos deres morfar i Roskilde eller hos min søster. Vi er ikke fudamentalister på nogen måde, at vi er muslimer ses kun på, at vi ikke spiser svinekød, og det er der også mange andre danskere, der ikke gør. Når vi er i udlandet, fremhæver vi altid det positive i det danske demokrati og opfatter os som Danmarks ambassadører.
De store følelser
Mohammed: »Egentlig ville vi meget hellere, at du interviewede os om vores mening om Ømuen eller Europas udvidelse mod Øst. Eller om folkeskolen. Den har vi en mening om. Vi er trætte af denne integrationsdebat, der kun føres mellem det yderste venstre og dansk folkeparti.«
Alia: »Egentlig tror jeg, at mange problemer stammer fra, at danskerne ikke omgås indvandrere på venskabelig vis.«
De omgås jo heller ikke hinanden ret meget ikke uden formel invitation?
»Det respekterer vi fuldt ud. Men når vi taler om, at danskerne er mere forbeholdne, holder sig lidt for sig selv, kan det også hænge sammen med, at nogle af de flygtninge og indvandrere, der kommer her, er vant til helt andre store følelser omkring liv og død og tab sorg og glæde. De udtrykker det meget direkte og kontant, og døden er ikke et tabu, men en naturlig del af tilværelsen. Det kan godt være, at det skræmmer danskerne og virker for voldsomt på dem. For mange danskere opleves tilværelsen måske lidt grå, mens vi har mange farver inde i den. Også negative, selvfølgelig,« siger hun.
Skræmmer det også danskerne, at I har døbt jeres søn Jihad?
»De spørger altid, hvad det betyder. Det er et arabisk drengenavn , som vi bestemt ikke har valgt af religiøse grunde og det var slet ikke fremme som »hellig krig på det tidspunkt. Det har flere betydninger, blandt andet at kæmpe for alt, hvad man har kært f. eks. kærlighed. Men der er i øvrigt aldrig nogen, der spørger om betydningen af vores datters navn. Hun hedder Nabila og det betyder nobel og fornem.«
Portrættet af familien Taha er led i en serie, der skildrer, hvordan Danmark, danskerne og deres adfærd tager sig ud, når man kommer hertil udefra. De foregående artikler blev bragt 21., 23., og 25. oktober. Og kan (gen)læses på webadressen:
webavis.information.dk/demogos
Serien fortsætter
